NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
»Kun et britisk nej til EU-forfatningen kan endnu redde de europæiske velfærdsstater, som vi kender dem i dag.«
Påstanden kommer ikke fra en indædt dansk unionsmodstander, men fra den tyske økonomiprofessorer Hans-Werner Sinn, der er præsident for en af Tysklands store økonomiske forskningsinstitutter, IFO i München.
Kombinationen af EU-forfatningens garanti for social sikring og bistand kombineret med et nyt direktiv om den frie bevægelighed giver bred adgang til velfærdsydelserne, mener professoren.
Det vil føre til en folkevandring fra fattige områder i Østeuropa til lande med høje velfærdsydelser. I sidste ende vil lande med gode sociale ydelser være tvunget til at afskaffe dem, siger professoren på instituttets hjemmeside.
Til sidst vil Europa ikke kunne være mere social, end USA er det i dag,« skriver Sinn i en udtalelse fra IFO-instituttet.
Det garanterer sociale ydelser til alle EU-borgere uden at fastsslå, at det er oprindelseslandet, der skal betale for disse ydelser.
»Enhver, der har bopæl og bevæger sig lovligt inden for Unionens område, har ret til sociale sikringsydelser og sociale fordele i overensstemmelser med EU-lovgivningen og medlemsstaternes lovgivning og praksis,« hedder det i den netop vedtagne forfatnings artikel II-34.
Kombinationen mellem forfatningen og det nye direktiv, der blev vedtaget i EU-Parlamentet i marts og i Rådet i december udgør en farlig forbindelse, mener Sinn.
Direktivet regulerer den frie bevægelighed og siger, at det principielt står enhver EU-borger frit at slå sig ned i et ønsket land. Direktivet er ifølge Hans-Werner Sinn blot en konkretisering af artikel II-34.
Godt nok skal man over for sit nye land bevise, at man har penge nok til at forsørge sig selv i den periode, man har tænkt sig at blive i landet. Men det er uklart, hvad kravet kommer til at betyde.
Direktivet siger også, at borgeren ikke må blive en »urimelig belastning« for værtslandet. En henvendelse om hjælp hos de sociale myndigheder må dog ifølge præamblens afsnit 16 ikke føre til en automatisk udvisning. Og ifølge Sinn ligger bevisbyrden for, at en borger fra et andet land er en »urimelig belastning« for værtslandet netop hos værtslandet.