NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
»Hvordan kunne nogen bare finde på at mene, at 312 milliarder kroner om året i direkte støtte (plus det dobbelte i forhøjede priser) er for meget for at producere mad, som ingen vil have, holde bønderne i den tredje verden fattige, og ødelægge miljøet på landet?«
Svaret på det sarkastiske spørgsmål i sidste uges nummer af tidsskriftet The Economist er »det kan vi«.
»Vi«, er i denne sammenhæng landbrugsministrene i Frankrig, Luxembourg, Spanien, Portugal, Irland, Østrig samt i Vallonien, den fransktalende del af Belgien.
I et læserbrev til blandt andet aviserne The Guardian og Financial Times har ministrene fra de seks EU-lande og det halve Belgien lagt navn til at »Europa skal være stolt af sin model for landlig civilisation«.
Polemikken i spalterne er ikke udløst af, at landsbrugspolitikken pludselig er begyndt at koste mange penge. Det er der intet nyt i.
Det nye er en indsigt i, at hvis landsbrugspolitikken skal laves om, så der det nu, det skal ske.
Når, eller hvis, EU om to år er vokset fra 15 til 25 medlemslande, er det for sent.
Formålet var at give plads for op til seks nye medlemslande indenfor et fast budgetloft på maksimalt 1,27 procent af det samlede BNP de kommende seks år.
Det loft skal så genforhandles til den kommende langtidsbudget for årene 2007-2013. Altså er år 2006 det absolut sidste udkald for dem, som vil lave om på EU-finanserne.
Komplikationen er bare, at der nu venter ti nye lande på medlemskab fra 2004, plus Bulgarien og Rumænien i 2007, og ikke kun de seks – Estland, Polen, Ungarn, Tjekkiet, Slovenien og Cypern – som langtidsbudgettet blev lavet til.
Det betyder, at EU ikke kan give fuld landbrugtstøtte til flere end seks nye lande, selv om man rent hypotetisk ville det, uden at enten bryde igennem det aftalte budgetloft, eller uden at barbere støtten til de nuværende medlemslande.
I den forbindelse kommer Kommissionens »Midvejsevaluering« af landbrugspolitikken i fokus, og det er derfor, støtten til landbruget i ansøgerlandene er blevet til det kritiske punkt i udvidelsesforhandlingerne.
Resultatet blev, at Midvejsevalueringen fra juni i år kom til at indeholde ganske drastiske forslag, selv om der ikke fjernes en eneste euro eller krone, fra det samlede budget. Det handler om måden, pengene skal bruges på.
Både Kommissionen og det danske formandskab vil nu, at de forslag diskuteres stille og roligt uden ophidselser, så at der ikke af den grund går kludder i de sidstes ugers afgørende udvidelsesforhandlinger.
Tingene hænger godt nok sammen, men skal løses separat og parallelt, lyder opfordringen fra Bruxelles og København,
Mod den »nordlige alliance« står landbrugsfundamentatlisterne i syd og sydvest; Frankrig, fem andre lande plus det halve Belgien, hvis landbrugsministre forklarer sig i læsebreve.
Finland, Italien, og Grækenland står på sidelinjen. Belgien er splittet og Danmark går op i formandskabsopgaven.
Alt i alt er det et tilstrækkeligt broget politisk billede for at de, som vil modsætte sig en afgørende forandring, nok har størst mulighed for at vinde. Et tegn i den retning er samtalerne mellem Tyskland og Frankrig, som kan føre til et landbrugskompromis mellem de to tunge EU-lande hen over hovedet på de andre og på Kommissionen.
Landbrugsministrene diskuterer Midtvejsevalueringen, når de mødes næste gang den 14-15. oktober.
Men en afgørende milepæl bliver nået, når stats- og regeringscheferne ti dage senere skal enes om, hvad de vil tilbyde ansøgerlandene i landbrugstøtte – dog med det forbehold, at et nyt irsk nej til Nice kort inden ikke rydder dagsordnen til fordel for akut krisehåndtering i Bruxelles den 24-25. oktober.
Den grundlæggende tanke bag Kommissionens midtvejsevaluering af landbrugspolitikken udmønter sig i nogle nye begreber indenfor landbrugspolitikken:
Afkobling – landmændene skal ikke betales for, hvad de producerer, men for at de er landmænd, støtten skal kobles fra produktionen.
Cross compliance (opfyldelse af forskellige krav) – støtten skal kun gives på betingelse af, at en bedrift er i overensstemmelse med krav om miljøhensyn, dyrevelfærd, levnedsmiddelsikkerhed m.v.
Modulation – op til 20 procent af den direkte støtte til landmændene skal gradvis overføres til landdistriktspolitikken (kaldet søjle II som ikke skal forveksles med søjle II i betydningen udenrigs- og sikkerhedspolitik). Der indføres en øvre støttegrænse på 300.000 euro (2,2 millioner kroner) per bedrift og år.
De tre nye nøglebegreber bliver i Kommissionens udspil ført videre i forskellige mere eller mindre konkrete og vidtgående tiltag blandt andet:
I midtvejsevalueringen indgår endvidere forslag til andre mere strukturelle forslag som et nyt bedriftsregnskabssystem til kontrol af kravene om miljøhensyn, dyrevelfærd og fødevarestandarder.
Krav om braklægning, som i dag er på ti procent af arealet, skal ifølge forslaget omfatte mindst de samme arealer som i dag men som langtidsbraklægning i mindst ti år.