Tyrkiet blev mishandlet i 1920

Det er forklaringen på landets behandling af det kurdiske mindretal og på hærens stærke rolle.
Af Sven Skovmand
7. maj 2004

Endnu i 1600-tallet var Tyrkiet et stort og mægtigt rige, der ikke blot omfattede Lilleasien og store dele af Mellemøsten, men også en række europæiske områder, deriblandt, Ungarn, det sydlige Rusland og landene på Balkan.

Endnu i 1683 truede en stor tyrkisk hær med at indtage Wien, men angrebet blev slået tilbage, og derefter gik det ned ad bakke.

I 1700- og 1800-tallet løsrev det ene område sig efter det andet. Tyrkiet blev af flere og flere kaldt »Europas syge mand«.

Krigen blev en katastrofe

Endnu i 1914 besad Tyrkiet Albanien, Makedonien og den nordøstlige del af Grækenland samt Syrien, Libanon, Palæstina, Jordan og Irak.

Men under Første Verdenskrig støttede Tyrkiet Tyskland og Østrig-Ungarn, og det blev en katastrofe.

I 1920 måtte den tyrkiske sultan indgå en utrolig hård fredsaftale i den parisiske forstad Sèvres. Den fratog ikke blot tyrkerne deres sidste besiddelser i Europa og Mellemøsten. Også Lilleasien blev berørt. Grækerne fik den vestlige del af landet, mod nordøst skulle der dannes en selvstændig armensk stat, og det kurdiske område mod øst skulle have selvstyre.

Tilbage til Tyrkiet blev kun Istanbul og det fattige centrale område i midten af landet.

Kemal Atatürks sejre

Det tyrkiske parlament nægtede imidlertid at godkende aftalen, og under ledelse af Mustafa Kemal – den senere Kemal Atatürk – blev de tabte områder erobret tilbage i 1923.

Det betød, at halvanden millioner grækere måtte flygte, og at kurderne mistede deres håb om hjemmestyre. Det kurdiske sprog blev forbudt, og kurderne blev fra nu af kaldt for »bjergtyrkere«.

Kemal Atatürk og hans efterfølgere ville undgå enhver risiko for en ny opdeling af Tyrkiet.

Ville gøre Tyrkiet stærkt

Kemal Atatürk ville ikke blot sikre Tyrkiets enhed. Han ville også gøre landet stærkt, og det kunne det efter hans mening kun blive ved at efterligne Europa, som japanerne havde gjort et halvt århundrede i forvejen.

Derfor indførte han det latinske alfabet, afskaffede kravet om, at Islam skulle være landets religion, og tvang mændene til at gå vestligt klædt. Fez og turban blev forbudt, og kvinderne fik lov til at gå uden slør.

Forbedrede uddannelsen

Kemal Atatürk gjorde også en indsats for at forbedre uddannelsen, der i 1920'erne var ganske elendig.

Endnu i 1928 kunne kun 8 procent læse og skrive, men som følge af Kemals reformer nåede andelen i 1945 op på 30 procent, og i 1995 var den på 84 procent – fordelt med 92 procent på mænd og 76 procent på kvinder.

Mindre heldigt var det måske, at Kemal lod staten overtage en lang række virksomheder. Det skete af frygt for udenlandsk indflydelse, men det forsinkede uden tvivl Tyrkiets udvikling.