NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Tobaksavlernes samlede støtte udgør over 7 milliarder kroner om året eller 2,2 procent af den samlede landbrugsstøtte, skønt tobaksplanterne kun findes på 0,1 procent af EU's landbrugsareal, oplyser Financial Times i en artikel den 23. april 2004.
Og denne støtte vil fortsætte til 2010. Det vedtog et flertal af EU's landbrugsministre på et møde den 22. april, hvor kun Danmark stemte imod.
Ministrene vedtog samtidig, at bomuld, olivenolie og humle skal behandles på samme måde. Først i 2010 vil man lægge støtten om, så den gives direkte til de pågældende bønder uden hensyn til, om de dyrker tobak eller bomuld eller helt andre produkter.
EU håber, at beslutningen vil tilfredsstille de ulande, der producerer tobak og bomuld, og som længe har krævet EU's støtte afskaffet. De pågældende lande vil dog næppe være tilfreds med, at ændringen først sker i 2010.