NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Fra topmødet udgik en politisk bestilling på ønskede lovændringer til landenes justitsministre.
Godt to måneder senere, den 6-7. december, blev bestillingen effektueret, selv om der skulle gå et lille halvår mere inden alle formelle beslutninger var faldet på plads.
Der var nærmest tale om en form for EU-rekord. En af arkitekterne bag lovforslagene var betænkelig:
»Det vi ser her, er et meget kraftigt tidspres på et meget følsomt område. Jeg ville ikke selv have presset på for at få det klaret på to måneder, det er meget kort tid, men det er hvad stats- og regeringscheferne har bedt om,« sagde Adrian Fortescue, daværende generaldirektør for retlige og indre anliggender i Kommissionen.
Mindre end et år efter Al-Qaeda angrebene i New York og Washington, havde EU fået noget man ikke havde haft tidligere:
Fælles definition af en række forbrydelser og enighed om minimumsstraffe.
Mulighed for at udlevere egne statsborgere til andre lande uden prøvelse i det egne landets domstole.
Mulighed for fælles efterforskningshold sat sammen af politifolk fra forskellige medlemslande.
Disse tre lovforslag var ikke nye, i og for sig. De lå allerede i skufferne, men det havde ikke været muligt at få skabt enighed om dem inden den 11. september. Det blev det nu.
At det derimod er gået trægt med at omsætte de politisk besluttede muligheder, til handling hører med til billedet, men er delvis en anden historie (se artiklen side XX).
EU havde i forvejen en fælles politimyndighed, Europol – nærmest en slags »skrivebords-FBI«, uden beføjelser til at udføre operative opgaver i felten.
Politikontoret Europol i Haag i Holland blev nu kompletteret med et fælleskontor for anklager – Eurojust – også det placeret i Haag.
Medlemslandenes domstole fik fælles regler om at spore, fryse, og beslaglægge værdier ved mistanke om hvidvaskning af penge.
Og de nationale politikorps havde siden midten af 90'erne arbejdet for at kunne aflytte telefonsamtaler, få adgang til computertrafik, og få oplyst bankkonti over landegrænserne, oprindeligt et initiativ fra det amerikanske FBI. De mulighederne er nu nedfældet i en fælles aftale – konvention om gensidig assistance i strafferetssager.
Dertil kom fælles fortegnelser over terrorister og terroristorganisationer.
Og der var mere på vej.
Udnævnelsen af den ny antiterror-koordinator, hollænderen Gijs De Vries var et af dem.
Et andet var vedtagelsen af en solidaritetsklausul.
Den siger at medlemslandene skal assistere hinanden, også med militære midler, ved terrorangreb og naturkatastrofer.
Derudover kunne den kritiske organisation Statewatch notere ikke færre end 55 mere eller mindre aktuelle forslag i emnet.
Kommissionens hemmeligtstemplede, men lækkede aktionsplan mod terrorisme fra juni i år er på 76 sider. Planen omhandler et par hundrede forskellige initiativer – alt fra det aktuelle lovforslag om bevisordre, til bureaukratiske banaliteter som hvilke arbejdsgrupper som skal diskutere hvad.
Terrorbekæmpelse er blevet til et selvstændigt politikområde i EU. Det nødvendige, det ønskede, og det politisk følsomme lader sig nu forene på en måde som ikke var muligt før den 11 september 2001.