ARTIKLER


Reklame-kampagne for EU-forfatningen

Danske socialdemokrater stemte imod sammen med nej-bevægelserne, mens Margrete Auken stemte for sammen med V og K
Af Ib Roslund
23. oktober 2004

Et flertal på 449 imod 141 i EU-parlamentet vedtog torsdag i sidste uge en resolution, der opfordrer Kommissionen og Rådet til at "udarbejde en passende kampagne og kommunikationsstrategi" for EU-forfatningen, som skal "forelægges på den klareste, retfærdigste og mest forståelige måde for Europas borgere".

Betænkningen var udarbejdet i det konstitutionelle udvalg med den tyske føderalist, Jo Leinen, som ordfører.

De danske socialdemokrater stemte imod, mens de øvrige socialdemokrater stemte for resolutionen.

- Vi mener principielt ikke at parlamentet skal blande sig i den slags, har Henrik Dam Kristensen udtalt.

Jens-Peter Bonde fra JuniBevægelsen og britiske Nigel Farage fra UKIP havde fremsat forslag til en række ændringer af resolutionen. De mente bl.a. at Parlamentet burde opfordre "de regeringer, der vil afholde folkeafstemninger om udkastet til traktat om en forfatning, til at drage omsorg for, at tilhængere og modstandere får stillet lige lang tid til rådighed i de offentlige medier". De foreslog også, at Kommissionen og Rådet skulle opfordres til "at afholde sig fra enhver form for tendentiøs og ensidig kampagne".

De ændringer var flertallet af Parlamentet ikke villige til. Derfor var også Jens-Peter Bonde og Folkebevægelsens Ole Krarup blandt de danskere som stemte imod den endelige resolution, som ohså Mogens Camre (DF) sagde fra overfor.

- Parlamentet har dermed klokkeklart understreget, at det ikke er folkets demokratiske talerør, konstaterer Ole Krarup.

SF's parlamentsmedlem, Margrete Auken, så derimod ikke nogen problemer og stemte for resolutionen sammen med danskerne fra Venstre og Konservative.

- Jeg ser ingen problemer i forslaget. Jeg synes det er klogt med en fælles strategi, sagde Margrete Auken til avisen Arbejderen.