Privatisering er med i EU-grundloven

EU-forfatningen gør privatisering af velfærdspolitikken til en del af en fælles grundlov.
Af Staffan Dahllöf
6. juni 2004

Velfærdsopgaver som hospitalsvæsen, social omsorg og uddannelse skal ikke udføres af statslige eller kommunale monopoler, hvis det forstyrrer det indre marked. Det private erhvervsliv skal kunne give tilbud på samme betingelser som de offentlige myndigheder.

Dette kan kaldes for opskriften på en borgerlig erhvervspolitik.

Men det er også ideologien bag en række artikler i forslaget til en EU-forfatning.

Det politiske ønske om mere marked og mindre offentlig handling bliver styrket ved, at centrale principper nedfældes som bindende EU-lov.

En kommune eller et medlemsland, som vil bevare et offentligt monopol, risikerer at komme til at handle imod EU-forfatningen.

Princippet bag direktivet

Liberalisering eller privatisering er i og for sig ikke nyt i en EU-sammenhæng.

Det seneste udslag af denne tankegang er forslaget til et direktiv om tjenesteydelser – Servicedirektivet.

Her er grundidéen, at tjenesteydelser, som udøves i ét EU-land, også skal kunne udøves i et andet på de samme betingelser.

En slovakisk tandlæge skal kunne levere tandpleje i Danmark efter slovakiske regler. En græsk snedkervirksomhed skal kunne sætte køkkenelementer op her i landet efter de samme regler, som han følger i Grækenland.

Med EU-retten i ryggen

De nye i forslaget til EU-forfatning er, at principperne bag forslaget til servicedirektiv bliver en del af det fælles EU-grundlag.

Privatiserings-politikken får på den måde en forankring, som der ikke kan laves om på, med mindre selve forfatningen ophører med at gælde.

Spørgsmålet om f eks privat eller kommunal hjemmepleje vil derfor ikke længere være et rent politisk spørgsmål.

Tilhængere af private løsninger vil have EU-retten i ryggen på en helt anden måde, end tilfældet er i dag – hvis altså forslaget til EU-forfatning bliver vedtaget.

Disse artikler påvirker velfærden

Artikel III-6

Handler generelt om »tjenesteydelser af almen økonomisk interesse«. Slår fast, at principper og vilkår skal fastlægges ved »europæisk lov«, dvs. beslutninger med kvalificeret flertal.

Artikel III-22

Forbud mod at forhindre, at statsborgere i en anden medlemsstat etablerer erhvervsvirksomhed i landet.

Artikel III-29

Forbud mod at forhindre fri udveksling af tjenesteydelser fra statsborgere i et EU-land til et andet. Vil kunne udstrækkes til også at omfatte ydelser fra statsborgere fra tredjelande, der er bosat inden for EU.

Artikel III-31.2

Påbud om, at bank- og forsikringsydelser skal liberaliseres på linje med liberalisering af kapitalbevægelser.

Artikel III-32 og III-33

Udsagn om, at liberalisering af tjensteydelser i første række skal tage sigte på ydelser, som påvirker omkostninger og understøtter vareudveksling. Medlemslandene skal også erklære sig rede til liberaliseringer »i videre udstrækning«.

Artikel III-179

Handler generelt om EU´s beføjelser indenfor folkesundhed. Her siges, at EU »fuldt ud respekterer medlemslandenes ansvar for organisering og levering af sundhedsydelser og medicinsk behandling.«

Finland vil have en klarere præcisering af, at sundhed er medlemslandenes ansvar og ikke en markedsopgave.

Artikel III-217

I forbindelse med den fælles handelspolitik får Kommissionen mandat til at indgå internationale aftaler om handel med tjenesteydelser efter flertalsbeslutninger i Ministerrådet.

Der vil kun være krav om enstemmighed, når der er tale om »kulturelle og audiovisuelle tjenesteydelser« (radio og TV-programmer), eller når man beskæftiger sig med områder, hvor EU selv lovgiver med enstemmighed.

Lærerne kræver, at der også bliver enstemmighed om handel med uddannelsesopgaver. Finland og Sverige kræver enstemmighed inden for uddannelse, sundhed, og social omsorg.

Det finsk-svenske standpunkt har fået opbakning fra Danmark, Estland og Slovakiet.