ARTIKLER


Politichefen mod ØMU

Sveriges mest udskældte politimand, symbolet for meget af det, der gik galt ved EU-topmødet i Göteborg, springer ud som ØMU-modstander.
Af Staffan Dahllöf
21. juni 2004

Sveriges mest udskældte politimand, symbolet for meget af det, der gik galt ved EU-topmødet i Göteborg, den nu temmelig forhenværende politichef m. v. Håkan Jaldung, er tilsyneladende ikke helt den mand, som mange umiddelbart ville tro.

Den pensionerede politichef har faktisk en hel del tilfælles med de demonstranter, som han var med til at konfrontere: Modstanden mod EU for eksempel.

Nu skal Håkan Jaldung først afslutte sine opgaver for det svenske Rigspoliti.

»Derefter skal jeg engagere mig på nej-siden mod ØMU. Jeg har i alle år været en kraftig EU-modstander. Jeg går ikke ind på hvorfor,« siger han til avisen Göteborg-Posten.

Håkan Jaldung bliver så spurgt: Hvis du ikke var politichef ville du så have stået blandt demonstranterne mod EU?

»Javist, blandt de seriøse demonstranter. Når man er ansat som jeg var som politichef ser man til loven og til menneskerne. Men man bruger aldrig sine politiske vurderinger. Man ser det fra et andet perspektiv. Men som privatperson kan jeg ikke være helt neutraliseret,« svarer den nu uuniformerede og åbne EU-modstander Jaldung.