ARTIKLER


Ønsker gælisk som EU-sprog

Efter at maltesisk er blevet officielt EU-sprog, ønsker irerne, at deres sprog skal behandles på samme måde
Af Sven Skovmand
21. september 2004

Den irske regering krævede i juli, at det irske sprog, gælisk, skal være officielt sprog i EU. Hidtil har irerne brugt engelsk i EU-sammenhæng, skriver Financial Times den 7.8.2004

Det irske krav kommer, efter at maltesisk er blevet anerkendt som EU-sprog.

Gælisk tilhører den keltiske sprogstamme, der for 2000 år siden var den mest udbredte i Europa, men som i de følgende århundreder blev fortrængt af latinske og germanske sprog.

Keltiske sprog tales i dag foruden i Irland kun i Wales og Bretagne samt i afsides egne af Skotland.

Bedst klarer sproget sig i Irland, hvor man siden uafhængigheden i 1923 har ført en aktiv kamp for at genoplive sproget.

1,5 millioner mennesker i den vestlige og nordlige del af øen er i stand til at tale sproget, men mange af dem bruger dog engelsk til daglig.