NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
En gennemgang af traktaten viser at sådan vil det også være fremover. Af en forfatning for EU’s fremtid må der imidlertid kunne forventes noget bedre. Lad os skitsere vores nærlæsning.
Bæredygtighed?
I artikel I-3 står Unionens mål. De er hensigtserklæringer, og sådanne har ikke juridisk binding – knap nok heller politisk, men det bør ikke afholde os fra at se på dem.
To af målene er den fri konkurrence og den økonomiske vækst i et indre marked. De er helt grundlæggende. Det så vi i EF, og det ser vi i dag. Nu er det indre marked kommet ind blandt Unionens erklærede mål. Væksten skal være ”afbalanceret”, men hvad afbalanceret økonomisk vækst er, og i relation til hvad, fremgår ikke.
I traktaten er vedvarende energi noget, man ”sigter mod”. Dette bifalder vi, dog var det ønskeligt, om det havde været formuleret som en forpligtelse.
Målsætningen taler om ”en bæredygtig udvikling”. Tidligere var ordet ”bæredygtig” med i det afsnit, hvor bl.a. miljøhensynet stod, men ordet henviste til økonomi, ikke miljø! Som det er nu, er det lidt luftigt, men man kan trods alt vælge at påberåbe sig at der menes miljømæssig bæredygtighed.
Målsætningen siger endvidere at Unionen arbejder for ”et højt niveau for beskyttelse og forbedring af miljøkvaliteten”.
Definitionen er ikke optimal, fordi natur per definition til fulde bør være i sin naturlige tilstand, men den er dog et lidt mere konkret mål end ordlyden i den nye forfatning. Ordlyden er for luftig til at kunne forpligte til en afbalancering af de frie vækst- og markedskræfter og sikre imod deres miljøbelastninger.
I det hele taget er målsætningerne i I-3 og for langt størstedelen i selve miljøafsnittet så alment formulerede at de – om ikke formelt, så reelt – klart må betegnes som hensigtserklæringer i ”bedste” præambel-stil. (En præambel er forordet i en traktat.) Målsætningerne er ikke specifikke, og dermed kan man ikke efterprøve eller afgøre noget på dem, eller rettere: Selv et ur, der er gået i stå, viser jo rigtigt to gange i døgnet. Det politiske kernespørgsmål er, om man er tilfreds med dén standard.
Afsnit IV fortæller at Unionens institutioner ”samarbejder loyalt med hinanden.” Det mener vi imidlertid bør afhænge af den konkrete sag. Hvad angår Miljøgarantien, som sjældent er brugt, åbner den i reglen kun for flertalsafgørelser, hvis de er forenelige med det indre marked.
Ordene er en ladeport til industriel pression. Man kan dog altid forsøge at få en miljøregel igennem. Forsøget skal meddeles Kommissionen, som inden 6 måneder bekræfter eller forkaster den nationale særbestemmelse. Artiklens stk. 10 har en lille åbning for klausuler til miljøbeskyttelse, men de må kun være ”foreløbige”, hvilket gentages i selve miljøafsnittet.
To af de områder, hvor Unionen har enekompetence, er netop den fælles handelspolitik og ”fastlæggelse af de konkurrenceregler, der er nødvendige for det indre markeds funktion”. Og på industriområdet kan Unionen bl.a. lave såkaldt ”supplerende tiltag”. Dette er igen en ladeport, da det ikke specificeres, hvad sådanne tiltag kan være. Miljøkapitlet siger at beskyttelsesforanstaltningerne ikke er til hinder for at de enkelte lande opretholder eller indfører strengere foranstaltninger. Men næste sætning lyder: ”Disse foranstaltninger skal være forenelige med forfatningen” og dermed det fri marked og væksten. – ”De meddeles Kommissionen.”
Princippet åbner altså for menneskers brug af egen fornuft i stedet for alene at se på det, man – ofte fejlagtigt – mener at kunne måle og veje på forhånd. Videnskab er ikke altid eksakt. Når den overhovedet bruges. Et eksempel er gensplejsede afgrøder, der rummer risiko for indkrydsning til beslægtede arter.
Da en nyfremstillet GMO-afgrøde er ny, er der snævert set ingen data for dens spredningsrisiko (allerhøjst i relation til ganske få års dyrkningsforsøg på højkontrollerede marker). Derimod kan man i meget stort omfang forudse risikoen blot ved at bruge sin viden om de naturlige broderplanters spredningsevne og dernæst sin logiske følgetænkning. Dét tillader ordlyden i det indre marked og altså Unionen stort set ikke. Det finder vi forkasteligt. Der er i øvrigt allerede konstateret gen-spredninger i EU, præcis som miljøbevægelserne har spået.
Det atomare samarbejde, Euratom, er stadig med i EU-konstruktionen. Dette kan vi absolut ikke støtte.
Disse fire forbehold er en direkte kopi fra Maastrichttraktaten, der i 1992 blev stærkt kritiseret for sit miljøkapitel af miljøkommisæren, Carlo Ripa de Meana. Han havde ikke haft rimelig indflydelse på processen.
Han udtalte bl.a.: ”Jeg regner miljøkapitlet i traktaten for at være langt under, hvad der er nødvendigt og ønskeligt!” De Meana fik mundkurv på af embedsmænd og kolleger. Undertegnede giver de Meana ret, og vi må konstatere at der ingen afgørende forbedringer er sket med forfatningen.
Den er et juridisk Tjernobyl. Der, hvor miljøet har fået noget lidt bedre, er på hensigtserklæringerne. De konkrete politikker afså Konventet (og regeringskonferencen i juni) derimod meget ringe tid til debat om, og intet blev forbedret miljømæssigt.
End ikke den mest EU-ivrige vil benægte at Kommissionen, også fremover, modtager instruktioner og kraftig inspiration fra bl.a. WTO, og at den fører et symbiotisk liv med lobbyisterne på godt og ondt. I Kommissionen anslås der at være over 3000 hemmelige arbejdsgrupper. Vi aner ikke hvem, der sidder i dem, og hvordan de arbejder. Dertil kommer diverse kommissærers mødedeltagelser i hemmelige, oftest globale magtklubber såsom Bilderberg og Trilateral Commission. Dette forhold er totalt uacceptabelt, flere flertalsafgørelser eller ej.
Ud fra et miljøsynspunkt er vi begge meget kritiske over for traktaten, men vi stemmer forskelligt om den. Den ene af os siger Ja på baggrund af brede politiske årsager, den anden siger Nej ud fra en stor mistillid til at EU kan og vil foretage den gigantiske indre hovedrengøring, han ser som nødvendig – sker den ikke, må Danmark træde ud og få en samarbejdsaftale á la Schweiz eller Norge og f.eks. genindtræde i EFTA.
De to ikke-EU-lande har skabt gode internationale resultater på bl.a. miljø. Forurening kender ikke landegrænser, heller ikke EU’s indre grænser. Uanset Ja eller Nej afhænger det hele af EU’s vilje – og borgernes krav og valg.
Kåre Groes er konsulent, cand.jur.
Magnus Falko er aktiv i miljøorganisationen NOAH, men udtaler sig her på egne vegne, da NOAH i skrivende stund (nov.'04) endnu ikke har holdt internt møde om organisationens samlede holdning til traktaten.