NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Under anførsel af Uffe Ellemann-Jensen, Svend Auken og Lone Dybkjær blev man ved med at påstå, at danskerne ifølge miljøgarantien kunne indføre strengere miljøkrav, hvis EU-kravene var for slappe. Det var egentlig besynderligt, for man behøvede bare at læse teksten for at erkende, at de kommercielle interesser stadig havde højeste prioritet.
Man kan være heldig at slippe gennem EU-kommissionens nåleøje, hvis der ikke er for store kommercielle interesser på spil. Men nogen garanti er der sandelig ikke. Med den seneste udvikling omkring EU’s underminering af et dansk forbud mod nogle kraftigt miljøskadelige drivhusgasser, er det så endnu en gang demonstreret, at kommercielle interesser går forud for miljøhensyn i EU. Det er absurd, at Danmark, som har påtaget sig særligt store forpligtelser vedrørende reduktionen af udslippet af drivhusgasser, nu skal tvinges til at svække en konstruktiv national indsats på miljøområdet for at tilgodese snævre kommercielle interesser i EU.
En række unionstilhængere forsøger at bortforklare dette skisma ved at henvise til, at de kommende regler dog vil betyde en reduktion af EU’s samlede emission af disse drivhusgasser. Men det skjuler jo ikke, at EU trods mange smukke ord stadig ikke har erkendt alvoren af den globale opvarmning – og i hvert fald ikke gennemfører den nødvendige omprioritering af hensyn til miljøet. Det forsinker omstillingen til erstatningsstoffer og vanskeliggør opfyldelsen af EU’s forpligtelser ifølge Kyoto-protokollen.
I dag - 18 år senere - er det endnu aldrig vist at der findes en sådan miljøgaranti. Der har været sager, hvor EU-domstolen har givet et land medhold i dets regler, men så har det været altid været begrundet i at EU var i gang med at hæve/ allerede havde hævet/ eller burde hæve sine standarder til pågældende lands niveau.
Siden Amsterdam-traktaten har miljøgarantiens eventuelle brug været endnu mindre sandsynlig. Garantien kan herefter kun påberåbes, hvis landet kan bevise at ganske særlige forhold for landets egne indbyggere er på spil. Det er hidtil ikke sket at et land har kunnet bevise at dets indbyggere har f.eks. sartere maver eller lunger end andre europæere. På den baggrund er miljøgarantien mere et mystisk sagn end en realitet.