NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Officerer er som andre mennesker interesserede i at bevare deres arbejdspladser. Derfor er der ikke noget forunderligt i, at den tyske forsvarschef, Schneiderhan, som omtalt på forsiden beskæftiger sig med internationale opgaver. Risikoen for et militært opgør i Europa i dag er jo stort set ikke-eksisterende.
Der er brug for, at soldater kan sættes ind i truede områder, og vel også, at de i visse situationer arbejder mere aktivt for at bringe krigshandlingerne til ophør, end de traditionelt har gjort.
Problemet er, at FN ikke længere som en selvfølge har ansvaret for disse aktioner, men at både NATO og EU spiller en langt mere aktiv rolle end før. Og hvor NATO indtil for nylig kun måtte handle i Europa og Middelhavsområdet, kan EU’s styrker handle overalt, hvor der er problemer – og hvor EU kan have interesser at pleje.
For når man taler om at gribe ind i Georgien, så skyldes det nok ikke kun, at man er bekymret over vilkårene for det adsjariske folk i den sydvestlige del af landet. Det skyldes nok snarere, at en vigtig olieledning går gennem området, og at det også rummer den havn, som olien udskibes fra.
Tilsvarende situationer kan opstå andre steder. Og hvis ansvaret ikke ligger hos FN, kan man aldrig vide, om der er tale om en menneskekærlig aktion, eller om EU blot varetager sine egne interesser. For EU har i endnu højere grad end USA brug for at skaffe sig råvarer udefra. Derfor er det så farligt, at EU i disse år udbygges militært, og at udkastet til en EU-forfatning direkte kræver, at EU-landene skal forøge deres militære udgifter.
Danmark har indtil videre et militært forbehold, og vi har derfor holdt os uden for debatten om EU’s oprustning. Men fortsætter udviklingen, kan vi alt for let blive trukket med.
Det skal vi huske, når vi stemmer den 13. juni.