Masser af politik i de kommende pengeslagsmål

Kommissionen vil have 50 procent flere penge at gøre godt med, og lancerer en ny politisk opstilling af EU's budget. Udsigt til pengeslagsmål på flere fronter i det kommende år.
Af Staffan Dahllöf
17. oktober 2004

Hvad skal pengene bruges til? Og hvem skal betale? De to forudsigelige spørgsmål er langt fra de eneste som kommer til at præge diskussionen om EU's langtidsbudget for årene 2007-2013, også kaldt den finansielle ramme.

Diskussionen er startet, selv om man ikke behøver at blive enige før slutningen af 2005.

Men der er principper på spil, og politiske prioriteringer.

Drama på fem scener

Kommissionens forslag sætter dagsordenen for debatten. Forslaget blev fremsat først i februar, og derefter i juli i år.

Med forslaget til ny ”finansiel ramme” for den kommende syvårsperiode er tæppet gået for et drama som udspiller sig på flere scener:

Hvor stort skal budgettet være? Godt 50 procent større end nu, eller højest på dagens niveau?

Hvordan skal budgettet stilles op? Kommissionen vil have en mere ”politisk” opstilling, hvor støtten til landbruget og til fattige regioner pakkes ind i mere spiselige former.

Hvor skal pengene bruges? Unionsborgerskab og retslig union tegner til at blive en hurtigt voksende udgiftspost.

Hvem skal betale? Opgør på vej med den britiske rabatordning som Margaret Thatcher fik gennemtrumfet i 1984.

Nye indtægtskilder. Kommissionen leger med tanker om virksomhedsskat, eller moms eller en energiafgift direkte til EU-kassen.

Uden diskussion

De fem nævnte spørgsmål om langtidsbudget bliver rejst på baggrund af nogle fastlagte præmisser som til gengæld ikke står til diskussion.

EU skal have flerårige »finansielle rammer« som lægger faste udgifter og indtægter inden for nogle hovedrubrikker. Mest praktisk vil det være, hvis rammerne løber over fem år – ligesom Kommissionens og Parlamentets mandater. Men nu bliver det syv år i hvert fald til og med år 2013, ligesom i den indeværende periode (2000-2006).

Intet taler dog for at budgettet udvides udover hvad Kommissionen foreslår – højest 1,26 af BNI; den samlede indkomst i medlemslandene. Det er lige under den teoretiske maksimumsgrænse på 1,27 procent som gælder i dag, hvor det reelle udfald i år derimod er tæt 1,0 procent af BNI.

Hotelaftale ligger fast

I de kommende budgetslagsmål er der udgiftsposter som man bliver nødt til at affinde sig med, hvad end der end måtte opstå af politiske stemninger undervejs. Vigtigst er udgifterne til den direkte landbrugsstøtte og landbrugets markedsstøtte. Det blev fastlagt i den såkaldte hotelaftale fra efteråret 2002.

Hvis landbrugsudgifterne ligger fast, bliver det omvendt vanskeligt at indføre nye store udgiftsområder, f eks fællesudgifter på det militære område.

Der er ikke nogle punkter i Kommissionens forslag til langtidsbudget som åbner op for forsvarspolitiske satsninger i stor stil.

Det betyder ikke at den slags udgifter ikke kan afholdes.

Men de forsvarspolitiske tiltag som er besluttet, og de nye tiltag som EU-forfatningen lægger op til, må i givet fald betales med direkte bidrag fra medlemslandene, uden om EU-budgettet.

Hotelaftalen

Den direkte landbrugsstøtte og landbrugets markedsstøtte skal ligge på det aftalte niveau for 2006, plus en stigning med ‚n procent hvert år til og med 2013.

Det var betingelsen for udvidelsen med 10 lande som Frankrigs præsident Jacques Chirac fik den tyske kansler Gerhard Schr”der til at nedsvælge (sammen med noget godt vin) på hotel Conrad i Bruxelles den 24 oktober 2002.

Dagen derpå blev den fransk-tyske hotelaftale, efter en mindre justering, accepteret af øvrige regeringschefer på efterårstopmødet i Bruxelles, under det danske EU-formandskab.