Lykønskninger og eftertanker fra en sympatiserede frafalden

I kronikken fortæller Notats første redaktør om skabelsen af EU-modstanden, som han betragter som nogle af de mest spændende år i hans politiske liv.
Af Ebbe Kløvedal Reich
2. juli 2004

Det hele begyndte i virkeligheden med regeringens løgnehistorier. Ganske vist havde der været en beskeden protest imod den danske tilnærmelse til EF, allerede da Kampmann-regeringen i 1962 første gang ansøgte om optagelse. Men det var først da de nordiske unionsforhandlinger brød sammen, og Hilmar Baunsgaard og J.O. Krag allierede sig om i en helvedes fart at sælge EF til danskerne, at modstanden blev bred. I løbet af et års tid var den vokset til en regulær folkebevægelse – som skulle vise sig at blive den største og mest sejlivede af slagsen i dansk, demokratisk historie.

Krag- regeringens, den regeringsduelige oppositions og arbejdsmarkedsorganisationernes kampagne for at overbevise danskerne var så smalsporet, kynisk og fordummende, at den krævede et modspil. Efter regeringens og det massive folketingsflertals mening drejede det sig udelukkende om prisen på dagligvarer og om konkurrenceevnen – især sikringen af landbrugseksporten. Det, der stod i Rom-traktatens præambel om en stadig tættere union, betød ikke noget. De, der påstod noget andet, var bare nogle formørkede, landsskadelige kværulanter.

Indtil den kampagne satte i gang, var mange af os ret ligeglade eller ligefrem positive over for den europæiske integration. Selv havde jeg så sent som i 1966 agiteret for, at Vesteuropa skulle rykke tættere sammen – som modspiller til den stadig mere enerådige amerikanske supermagt. Men efterhånden som EF-politikernes kampagne rullede frem, blev jeg overbevist om, at det for dem handlede om noget ganske andet. Nærmest det modsatte. Deres løgne og fortielser hobede sig op, og den nødvendige protest mod den samlede sig i Folkebevægelsen. I elvte time meldte mange af os sig ind. Af mange forskellige grunde.

Første landsmøder var skelsættende oplevelser

De første landsmøder, jeg deltog i, var fascinerende, ja skelsættende oplevelser. Vi var i gang med noget, ingen hidtil havde prøvet. Vi skulle – på urimelig kort tid – samle en folkebevægelse, der dækkede hele det partipolitiske spektrum – og som samtidig kunne tale med én røst, så det kunne høres.

Det involverede for det første en afgrænsning af det politiske budskab af en ret paradoksal art. Det skulle være både bredt nok og præcist nok afgrænset til at kommunister, socialdemokrater, radikale, konservative og (næsten) alle slags andre samfundsbevidste mennesker kunne finde sig hjemme i det. Det førte dels til en kraftig understregning af EF som det utvetydige fjendebillede, dels til en bred accept af det eksisterende danske samfund og folk som den diametrale modsætning til EF. David mod Goliat.

Det var et grofttegnet verdensbillede uden mange nuancer. Men det var nødvendigt for at fastholde den folkelige bredde. Der skulle være plads, ikke blot til de politisk bevidste, analytiske typer, men også til dem, der bare instinktivt var imod noget fremmed og nyt. Til de nationalistiske danskere og til de antiimperialistiske internationalister. Til arbejderklasse, overklasse og klasseløse. Det var i princippet en uløselig opgave. Men den blev løst. I de første mange år ikke mindst på grund af Poul Overgaard Nielsens sans for folkelig bredde og den respekt, han nød i alle lejre.

Et politisk kunststykke

Ved siden af dette politiske kunststykke skulle der også udføres et organisatorisk arbejde af urimelige dimensioner. Det, der skulle stables på benene, skulle være noget fladt, billigt og decentralt. Og samtidig skulle det være centralt nok til at nogen kunne udtale sig med myndighed på bevægelsens vegne og effektivt nok til at reagere hurtigt på 'fjendens' udfald.

Hvor meget skulle lokalkomitéerne selv bestemme, og hvor meget skulle forretningsudvalget bestemme? Hvilken vægt skulle komiteerne have i forhold til fagforeningernes og partiernes kollektive medlemskaber? Og i forhold til de individuelle medlemskaber? Hvem skulle have styr på de (i begyndelsen meget små) penge, der strømmede rundt mellem os? Der var utallige problemer af den slags, og de blev ved med at dukke op hen ad vejen. Men de blev i det mindste løst så tilfredsstillende, at bevægelsen ikke faldt fra hinanden.

Brød ud af Folkebevægelsen

Det skete først i 1992 med dannelsen af JuniBevægelsen. Jeg var selv med på det hold, der brød ud. Jeg opfattede Ja’et ved den vejledende folkeafstemning om det indre marked i 1986 som en skelsættende begivenhed. Nu blev kapitalens frie bevægelighed og profitjagt sat på skinner i et gigantisk hjemmemarked. Derfor var den demokratiske kontrol med kapitalen ikke længere mulig på det nationale plan. Den vigtigste kamp var ikke længere dansk, men europæisk.

Samtidig var Folkebevægelsen efter min mening slået ind på en alt for snæver og nem form for agitation. De krumme agurker og dannebrogsflagene fyldte alt for meget. Fordi det havde vist sig at den slags gav pote i meningsmålingerne. Selvfølgelig skal det understreges, at Folkebevægelsen hele tiden har forsynet offentligheden med saglig og relevant kritik af unionsdannelsen. Der blev også tænkt konstruktive og originale tanker om dansk og europæisk politik. Men de kom aldrig i centrum af arbejdet. Sådan så jeg i hvert fald på det, da jeg meldte mig ud.

Men med bagklogskabens styrke betragter jeg de år, hvor vi skabte en aldrig før set form for bevægelse, som nogle af de mest spændende i den politiske del af mit liv. Jeg har mange fine og farverige minder fra arbejdet i Folkebevægelsen, og jeg er sikker på, at den har udført et stort og helt nødvendigt arbejde. Ved sejt og tålmodigt gradvis at tvinge vores EU-politikere til større hæderlighed og virkelighedssans.

Nok har bevægelsens konkrete sejre været færre end dens nederlag. Men den har været aldeles uundværlig i Danmarkshistorien. Uden den havde det danske folkestyre i dag været meget værre stedt, end det er.