NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Resultatet af sidste uges topmøde i Bruxelles blev en statsministerforfatning i to betydninger af ordet:
1. Der er nu enighed mellem 25 regeringschefer om EU´s fremtid.
2. Opskriften på fremtiden indebærer en forstærket rolle for stats- og regeringscheferne selv.
De følsomme spørgsmål om, hvad EU skal beskæftige sig med, og hvordan det skal ske, vil ikke blive afgjort af selve forfatningsteksten.
I sidste ende vil det være stats- og regeringscheferne (EU's topmøder), som får mulighed for både at træde på speederen for EU-samarbejdet og at træde på bremsen, uden at det af den grund bliver nødvendigt for dem at forstyrre deres befolkninger mere end højst nødvendigt.
Nødbremsen kan trækkes ved beslutninger om strafferet, social sikring og de dele af udenrigspolitikken, som skal styres med flertalsafgørelser. (Det er først og fremmest beslutninger, der skal træffes for at gennemføre beslutninger om politiske hovedlinjer, der er lagt fast ved enstemmighed.)
Hvis nogen har trukket i nødbremsen, vil stats- og regeringscheferne kunne lette på bremsen igen, hvis de er enige. De vil også kunne beslutte, at medlemslande skal køre videre i flere spor eller hastigheder, hvis ikke alle vil med i det samme tempo.
Topledelsen vil også kunne lave om på forfatningsteksten, uden at det af den grund bliver indkaldt til en ny regeringskonference med eventuelt efterfølgende folkeafstemninger.
Denne fremgangsmåde, som på fansk kaldes for passerelle (gangbro), vil formentlig betyde, at de kommende folkeafstemninger nok bliver de sidste af slagsen – hvis forfatningen altså