Landbrugsstøtte syv gange højere end ulandshjælp

EU er en af verdens største bistandsydere. Men kritikere hævder, at bistanden ikke havner de rigtige steder. Desuden modarbejder EU's støtteordninger og handelspolitik den gode hensigt, lyder anklagen.
Af Bettina Berg
3. juli 2004

Som nogle af de lande, der giver procentvis flest penge i bistand, burde EU være i stand til at møde ulandene ansigt til ansigt i Sydafrika. Men problemet er, at kritiske røster igen og igen peger på, at EU's udviklingsbistand ikke går til de lande, der virkelig har brug for hjælpen – nemlig de fattigste.

Den engelske græsrodsorganisation BOND har netop udgivet en rapport, der peger på flere problemer i EU's nuværende udviklingspolitik.

Få noget ud af bistanden

I 1989-1990 var hovedmodtagerne af EU's bistand Elfenbenskysten, Cameron, Mozambique, Indien og Etiopien. Disse fem lande var ti år senere skiftet ud med Marokko, Bosnien og Hercegovina, Det tidligere Jugoslavien og Egypten. Lande der ligger i EU's nærområde, og som EU kan få »noget ud af« at give støtte til.

Tallene for EU's støtte til de fattigste lande taler også deres tydelige sprog. I 1990 brugte EU 70 procent af sin bistand på de fattigste lande – i 2000 var det kun 39 procent. Og selve støtten er også faldet i samme periode fra 53 milliarder til 36.5 milliarder i 2002.

Kommisær Poul Nielsons talsmand, Michael Curtis mener, at det er forkert at sige, at EU's udviklingspolitik ikke er fattigdomsbekæmpende. Han henviser til, at de fattigste lande i Afrika er garanteret omkring 90 procent af en special udviklingsfond på 13.5 milliarder euro i perioden 2000-2005.

Handelsbarrierer

Men et er, hvor mange penge EU giver til de fattigste lande. Noget andet er, hvilke muligheder verdens u-lande har for at komme til at klare sig selv for eksempel ved hjalp af handel – og her er EU langt hen ad vejen lukket land – en del af skylden er handelsbarriererne.

For eksempel indvilligede EU i at åbne sine markeder for verdens 49 fattigste lande – men fødevarer som fx sukker og ris blev undtaget.

Det er et stort problem, mener Vagn Berthelsen, generalsekretær i U-landsorganisationen Ibis.

»Der bliver stillet ultimative krav til u-landene om ukritisk at åbne deres markeder, men det er krav, som de rige lande ikke selv er indstillet på at efterleve. De fattigste lande er konkurrencedygtige indenfor landbrug og tekstil, men netop på disse områder er EU og USA ikke indstillet på fri handel,« siger han.

Syv gange mere støtte til rige

Den massive støtte, som de europæiske markeder får – fx landbruget, skaber også store problemer for u-landenes reelle muligheder for at komme til at klare sig selv. Og problemet er ikke kun et europæisk fænomen. I dag giver de rige lande – Europa, USA og Japan m.fl. – en støtte til deres egne landmænd, der er syv gange større end deres u-landsbistand.

Det betyder, at u-landene får svært ved at afsætte deres varer på i-landenes markeder til en konkurrencedygtig pris, og at ulandene må se deres hjemmemarkeder oversvømmet af billige europæiske varer.

»Der er brug for tillidsskabende foranstaltninger. U-landene tror simpelthen ikke på de rige landes løfter. Skal der laves forpligtigende aftaler, må de rige lande gå forrest og faktisk åbne markederne, eftergive gælden og øge bistanden, uden samtidig at opstille nye betingelser,« siger Vagn Berthelsen.