Kronik: Sverige viser vejen

De fleste partier, de store erhvervsorganisationer og et flertal af aviserne gik ind for et ja til Euroen, og kampagnen var til tider noget af det mest beskidte som er set i svensk politik.

Truslen om følgerne af et nej tiltog i styrke, jo tættere valgdagen vi kom. Men mordet på udenrigsminister Anna Lindh betød, at kampagnens afslutning blev mere dæmpet og mindre demagogisk. Og folkeafstemningen søndag den 14. december blev et sandt udtryk for demokratiet.

Med høj røst sagde det svenske folk nej til en centralisering af styret og en forøgelse af magten i Bruxelles.

Rystede magthavere

Det var et forandret Sverige som vågnede op mandag den 15. september.

Magthaverne er rystede og søger nu at finde syndebukke i ja-lejren. De er alle enige om at den virkelige årsag til nederlaget ikke er deres egen fejl, men folkets. De svenske vælgere beskrives som selvtilstrækkelige, indskrænkede bagstrævere, som ikke forstår deres eget bedste.

Under hele kampagnen har ja-sidens debattører svælget i foragt for folket. Denne foragt ser ud til at tiltage i styrke efter den knusende sejr for Nej.

Regnede med at vinde

Frustrationen er forståelig. Ja-siden regnede iskoldt med at kunne vinde ØMU-afstemningen. Om ikke med gode argumenter, så med skræmmetaktik og overlegen økonomisk styrke – den som man kan læse om på forsiden af denne avis.

Ja-sidens mange millioner brugtes blandt andet til at producere kreative, men lidet overbevisende rapporter, som skulle vise, at den økonomiske krise i Eurozonen var groft overdrevet.

Vælgerne blev også lokket med store løfter. En villaejer skulle tjene 1000 kroner om måneden på lavere renter, og faldende priser skulle give en husholdning 30.000 kroner mere om året til at gøre godt med.

Det kastede et lattervækkende skær over ja-kampagnen. Og skarpe modargumenter fra ledende økonomer på nej-siden skød ja-sidens argumenter i sænk.

Talte ikke om EU-grundloven

Efter at nej-siden således havde vundet den økonomiske debat, forsøgte ja-siden i stedet at komme med politiske argumenter, men talte ikke om europrojektets virkelige politiske motiv eller forslaget til en ny grundlov for EU, som skal forvandle unionen til en stat.

Det svenske folk lod sig imidlertid ikke lokke af forsøget på at gøre ØMU-afstemning til en ny afstemning om EU. Og det blev afgørende for Nej-sidens sag at en række mennesker, som havde stemt ja til EU, blev overbevist om at de skulle stemme ja til ØMU'en.

Nok var de tilhængere af EU, men Bruxelles og Frankfurt skal ikke bestemme alt. ØMU'en blev symbolet for en stadig mere magtsyg, centralstyret union.

Udnyttede racister

Da heller ikke den politiske debat kunne vindes, greb ja-siden til et prøvet gammelt kneb »guilt by association«. Centerpartiets leder Maud Olofsson blev således udpeget som Sveriges svar på Pia Kjærsgaard. I det liberale Ekspressen gav man den yderligtgående højre spalteplads, så ja-siden med Göran Persson i spidsen kunne konstatere »hvilke kræfter der findes på Nej-siden«.

Racister blev således gjort stuerene, for at ja-siden kunne vinde folkeafstemningen. Svensk politik har nok aldrig oplevet en værre mudderkastningskampagne, hvor journalister og spin-doktorer gik hånd i hånd.

Forstod ikke vælgerne

Ja-siden havde en overdreven tro på penges magt og mediers gennemslagskraft. Men den savnede det som skulle overbevise vælgerene – en evne til at forstå vælgernes valgdag.

Man fik et billede af en politisk lederklasse med stor afstand til ikke bare vælgerne i almindelighed, men også til deres egne partimedlemmer.

Flere af partierne er dybt splittede trods forsøget på at opretholde en enig facade udadtil. Vil partierne efter Nej-sejren tillade en mere åben og søgende EU-debat? Eller vil man tværtimod forstærke den åndelige ensretning.

Fastholdt afstemningen

Det bestialske mord på udenrigsminister Anna Lindh satte Sverige i choktilstand. Og i forvirringen spekulerede man på om folkeafstemningen skulle gennemføres.

Partierne enedes dog hurtigt om at gennemføre afstemningen. Det havde praktiske årsager, men vigtigst var den politiske begrundelse. Det var vigtigt at vise at demokratiet kan klare sig over for voldsytringer.

Partier og kampagneorganisationer enedes om at informere vælgerne i stedet for at drive aktivt kampagnearbejde. Med en opfordring til at stemme skulle folkeafstemningen gøres til et vidnesbyrd om demokratiet.

Sofavælgerne rejste sig

Sådan kom det også til at gå. Sofavælgerne rejste sig og gik til valglokalerne. Valgdeltagelsen nåede op på 81,2 procent, hvilket er højere end de to seneste valg. Trods ja-sidens løfter og trusler lod det svenske folk sig ikke flytte.

Et stort flertal – 56,3 procent mod 41,5 procent – stemte for at beholde kronen og kontrollen over pengepolitikken. Først sørgede man over det forfærdelige mord på Anna Lindh, derefter foretog man et rationelt valg om ØMU-projektet.

En vigtig lektie

Ifølge de undersøgelser, der blev foretaget omkring valglokalerne var selvbestemmelsen og demokratiet de vigtigste begrundelser for at stemme nej. Det svenske folks rungende nej til et centralistisk og økonomisk risikabelt projekt er en hårdt tiltrængt demokratisk lektie for såvel Sveriges egen politiske elite som for EU-statens arkitekter i Bruxelles. Sveriges nej er en kraftig opfordring til et mindre centralistisk og mere demokratisk lydhørt europæisk samarbejde.

Det er en vigtige lektie for EU's stats- og regeringshcefer her før debatten om en ny grundlov for unionen.

Sverige kan dermed vise vejen til et nyt og mere smidigt samarbejde mellem Europas lande med en bedre forankring i medlemslandenes demokratier.

Når EU udvides med ti nye lande, alle med særlige forudsætninger, er den smidige samarbejdsmodel i virkeligheden den eneste mulighed for at holde sammen på unionen. Ellers skabes politiske spændinger og konflikter.

Sveriges nej til ØMU'en er et demokratisk vækkeur. Når det tidligere har ringet i Irland og Danmark, er unionsarkitekterne ikke vågnet og har forstået hvad der var sket.

Spørgsmålet er om Bruxelles har forstået det denne gang. Det svenske folk og de øvrige europæere venter og ser.