NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Den irske opskrift på et kompromis om den kommende forfatning kan i korthed sammenfattes således:
Magten overdrages til stats- og regeringscheferne.
Stats- og regeringscheferne (EU's topmøder) skal afgøre alle de vanskelige spørgsmål om, hvornår der skal være enstemmighed og hvornår der skal træffes beslutninger med kvalificeret flertal.
Stats- og regeringscheferne skal også kunne afgøre, om en gruppe af lande kan gå videre alene med yderligere harmonisering på et område – det man kalder EU i flere hastigheder.
Udspillet, som blev diskuteret af udenrigsministrene mandag, beskæftiger sig med de politiske områder, hvor et eller flere medlemslande ikke vil gå med til, at man bruger kvalificeret flertal.
Det drejer sig om følgende områder: Samarbejde om strafferet, beføjelserne til en EU-anklager, udenrigs- og sikkerhedspolitik, skattekontrol, social sikring, Unionens indtægter, den flerårige budgetramme og den fælles handelspolitik.
Hvis der er uenighed om brugen af flertalsafgørelser i en følsom sag, skal den kunne »løftes op« til et topmøde, hvor det med enstemmighed vedtages, hvordan afstemningsreglerne skal være.
»Nødbremsen« kalder man denne fremgangsmåde.
Hvis det ikke på topmødet lykkes at nå til enighed, skal de lande, som ønsker det, i nogle tilfælde kunne gå videre på egen hånd i et såkaldt »forstærket samarbejde«. Herved får man et EU i flere spor eller hastigheder.
Finessen ved dette kompromis er, at et kritisk indstillet land som f.eks. Storbritannien vil kunne forhindre brugen af flertalsafgørelser på et område, samtidig med, at lande som f.eks. Frankrig og Tyskland, alligevel kan få deres vilje i en mere begrænset kreds af lande.
Efter beslutningen om, at briterne skal stemme om forfatningen, bliver en sådan fremstilling en tvingende nødvendighed for Blair, hvis han skal have en chance for at vinde folkeafstemningen.
Omvendt skal den franske præsident Jacques Chirac også have en forfatning, han kan præsentere og kæmpe for på hjemmebane.
Hvis forfatningen ikke tilfredsteder Chirac, viste han ved december-topmødet, at han er indstillet på at tage hjem, når han ikke længere har lyst til at deltage i diskussionen.
Nødbremse: Hvis et medlemsland protesterer mod en bestemt beslutning, henvises den til Det Europæiske Råd (topmøderne), som kan bede om et nyt forslag.
Nogle lande kan gå videre: Hvis der ikke opnås enighed inden for et år, vil en tredjedel af medlemslande kunne gå videre i et forstærket samarbejde.
Bekæmpelse af anden kriminalitet skal ske efter enstemmig beslutning af stats- og regeringscheferne – hvilket vil give mulighed for britisk veto. Forslaget er en svækkelse af anklagerens beføjelser sammenlignet med EU-konventets forslag.
Et flertal kan træffe beslutninger i forbindelse med aktioner eller holdninger, hvor stats- og regeringscheferne i forvejen har truffet beslutninger om EU's »strategiske interesser og mål«.
Der skal træffes beslutning med flertal i forbindelse med forslag fra den ny udenrigsminister, som stats- og regeringscheferne har bedt ham (eller hende) om at fremlægge.
Der træffes beslutning med flertal, når er tale om iværksættelse af en tidligere besluttet aktion eller holdning.
Der træffes beslutning med flertal, når der skal udpeges en repræsentant i forbindelse med f.eks. et konfliktområde.
Halv nødbremse: Et land kan på dette punkt prøve at standse en flertalsafgørelse, men sagen bliver kun løftet op til højeste niveau, hvis der er kvalificeret flertal for at gøre det.
Formandskabet vil dog helst sløjfe flertalsmuligheden.
Nødbremse: Et land kan kræve, at en konkret beslutning træffes af stats- og regeringscheferne, som så skal afgøre sagen inden for fire måneder.
Flerårige finansrammer (Langtidsbudgettet – artikel I-54)
Hovedreglen er, at der skal være enstemmighed i Ministerrådet, og at der samtidig skal være tilslutning fra et flertal i Parlamentet, men der vil være mulighed for at bruge flertalsbeslutninger, hvis stats- og regeringscheferne er enige om det.
Der er her tale om en skærpelse af kravene om enstemmighed efter kritik fra Finland, Sverige og lærerorganisationerne i EU.