Hvordan det er at være »særlig udvalgt«

Kronik om det at opleve udenrigsministrenes møde i Napoli om EU-grundloven
Af Hanne Dahl
30. maj 2004

Allerede i lufthavnen mærker man, at der skal ske noget ud over det sædvanlige i denne weekend i Napoli. Forvirringen er stor i den beskedne internationale lufthavn. Jakkeklædte mænd søger efter de »særligt udvalgte« og anviser venligt, hvor bussens opsamlingssted er.

Anledningen er mødet mellem EU’s udenrigsministre. De »særligt udvalgte«, ja det er os, der på den ene eller anden måde har et ærinde ved det såkaldte konklavemøde*, som det italienske formandskab er vært for.

Mit ærinde er at observere. »Skriv hvordan du oplever mødet med EU-eliten! Hvordan er det når man aldrig før har været til sådan noget?« Sagde redaktøren, inden jeg tog af sted.

Følger programmet på TV-skærm

Ved presseindgangen til Mostra d’Oltremare, hvor weekendens møde finder sted, skal vi igennem et grundigt sikkerhedscheck, inden vi får adgang til hallerne, hvor alle de andre journalister er ved at indrette sig for at kunne dække de næste dages møder.

Tre store haller er taget i brug for at huse de mange tilrejsende, der har til opgave at formidle resultaterne af mødet til offentligheden.

Udenrigsministrene mødes i et palæ ved siden af. På TV-skærme ophængt i loftet kan man følge med i deres program.

Formandskabets forslag

Dagsordenen for mødet er omfattende. I introduktionen til pressehåndbogen kan man læse om de forhåbninger, den italienske udenrigsminister Franco Frattini har til mødet. Han ser det som en nødvendighed, at man i denne weekend når til enighed om en lang række emner, for at man kan nå at gøre forfatningen færdig på topmødet i Bruxelles midt i december.

Forud for mødet har det italienske formandskab udsendt sit forslag til ændringer af forfatningsteksten. Det indeholder bl.a. et forslag til afskaffelsen af vetoretten indenfor det EU’s sikkerhedspolitik. Det indeholder et forslag om, at EU i fremtiden må kunne overføre magt til sig selv uden at spørge vælgerne ved en folkeafstemning.

Endelig er der også lagt op til, at man træffer en afgørelse om, hvorvidt Danmark kan få lov til at overføre sine undtagelser i den nye forfatning.

Ikke nok at være »udvalgt«

Da jeg går over for at deltage i en af ministrenes pressebriefinger, opdager jeg, at man kan være »særligt udvalgt« på flere måder. Begrebet særligt udvalgt kan så at sige gradbøjes. Ikke alle og enhver får lov til at slippe igennem nåleøjet for at komme ind og høre, hvordan forhandlingerne forløber.

De drevne journalister har forinden sikret sig en særlig tilladelse, og bliver hentet i grupper. Andre fortæller, at de er blevet stoppet af de bevæbnede sikkerhedsfolk og har fået nægtet adgang.

Det er ikke så lige en sag for den fjerde statsmagt at få lov til at delagtiggøre offentligheden i, hvad der foregår bag de lukkede døre i palæet.

Jager embedsmændene

Dette giver anledning til absurde forestillinger. Da det er så vanskeligt at komme tæt på den egentlige kilde, ministrene, der fører forhandlingerne, må der findes andre kilder. Ministrenes embedsmænd bliver et eftertragtet bytte i jagten på historien om, hvad der sker.

Derfor ser man jævnligt de forskellige nationaliteters journalister stimle sammen om embedsmænd, der lige går en runde i hallerne, hvor pressen har fået anvist plads.

Det ser ud, som om der holdes hof, når journalisterne flokkes sultent om en af disse embedsmænd, der er en gradbøjning af særligt udvalgte. De har ikke nødvendigvis siddet med ved forhandlingerne, men er dog tættere på begivenhederne, end vi er. Derfor kan man høre indledningen: »Ja nu har jeg jo ikke været med inde ved forhandlingerne…. men jeg tror at…« på mange sprog.

De forskellige vinkler

Hvert lands embedsmænd søger at vælge en vinkel, der godtgør, at netop deres minister har opnået gode resultater. Således er det påfaldende at se, hvor stor forskel der er på, hvad der vægtes.

For englænderne er den store »krise« spørgsmålet om, hvorvidt EU’s forsvarssamarbejde vil blive en konkurrent til NATO og risikoen for derved at fornærme USA.

For danskerne er den store sag spørgsmålet om, hvorvidt undtagelserne kan skrives ind i den nye forfatning. For andre igen er det bruddet på stabilitetspagten.

Alle søger at stykke et billede sammen af, hvad der reelt sker.

Vil ikke ødelægge stemningen

Jeg bliver ikke stort klogere af den briefing, Franco Frattini holder fredag aften. Han giver en status over, hvor forhandlingerne står. Men som det er med den slags forhandlinger, må man jo ikke angive, hvem der har hvilke synspunkter.

Hans svar begynder altid med: »En række af lande har visse betænkeligheder angående netop det emne.« Og så fortsætter han med at udfolde, hvad han håber, der sker.

Franco Frattinis glanspræstation på de bonede gulve bliver dog, da han bliver spurgt af en journalist om, hvorvidt man har diskuteret stabilitetspagtens fremtidige skæbne, efter at Frankrig og Tyskland har tilsidesat dens regler. Han svarer: »Vi skal ikke ødelægge stemningen ved at tage sager op, som er lagt til side.«

Politik handler også om den gode stemning, og den er svær at beskrive, når man står udenfor døren. Det er altså ikke nogen let sag at få et godt greb om, hvad der reelt sker, så man kan sikre, at offentligheden – de europæiske borgere – kan følge med i forhandlingerne om deres fremtid.

Fordel at være almindelig

Lørdag, da vi kører til lufthavnen, er det med antydningen af en besk smag i munden. Særligt besk smager det, da jeg forsøger at gå igennem sikkerhedskontrollen i lufthavnen. Man vil ikke lade mig gå igennem. Jeg skal gå et andet sted hen.

Damen gestikulerer venligt. Pressekortet om min hals, som jeg ikke har nået at tage af, giver mig adgang til en indgang for »særligt udvalgte«. Jeg tager kortet af og spørger, om jeg så må ha’ lov til at gå til mit fly. Nu er jeg almindelig og får lov.

Glansen ved at være en af de »særligt udvalgte«, der serviceres af Napolis venlige lufthavnspersonale, er væk. Det, der begyndte som en besk smag bagest i munden, kan jeg nu formulere. Et politisk system, der fremhæver nogen som de »særligt udvalgte« og til dels holder sig selv oppe derved, er usundt.

*Ordet konklave er benævnelsen for det møde blandt kardinalerne, hvor de vælger en ny pave.