NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Allerede i lufthavnen mærker man, at der skal ske noget ud over det sædvanlige i denne weekend i Napoli. Forvirringen er stor i den beskedne internationale lufthavn. Jakkeklædte mænd søger efter de »særligt udvalgte« og anviser venligt, hvor bussens opsamlingssted er.
Anledningen er mødet mellem EU’s udenrigsministre. De »særligt udvalgte«, ja det er os, der på den ene eller anden måde har et ærinde ved det såkaldte konklavemøde*, som det italienske formandskab er vært for.
Mit ærinde er at observere. »Skriv hvordan du oplever mødet med EU-eliten! Hvordan er det når man aldrig før har været til sådan noget?« Sagde redaktøren, inden jeg tog af sted.
Tre store haller er taget i brug for at huse de mange tilrejsende, der har til opgave at formidle resultaterne af mødet til offentligheden.
Udenrigsministrene mødes i et palæ ved siden af. På TV-skærme ophængt i loftet kan man følge med i deres program.
Forud for mødet har det italienske formandskab udsendt sit forslag til ændringer af forfatningsteksten. Det indeholder bl.a. et forslag til afskaffelsen af vetoretten indenfor det EU’s sikkerhedspolitik. Det indeholder et forslag om, at EU i fremtiden må kunne overføre magt til sig selv uden at spørge vælgerne ved en folkeafstemning.
Endelig er der også lagt op til, at man træffer en afgørelse om, hvorvidt Danmark kan få lov til at overføre sine undtagelser i den nye forfatning.
De drevne journalister har forinden sikret sig en særlig tilladelse, og bliver hentet i grupper. Andre fortæller, at de er blevet stoppet af de bevæbnede sikkerhedsfolk og har fået nægtet adgang.
Det er ikke så lige en sag for den fjerde statsmagt at få lov til at delagtiggøre offentligheden i, hvad der foregår bag de lukkede døre i palæet.
Derfor ser man jævnligt de forskellige nationaliteters journalister stimle sammen om embedsmænd, der lige går en runde i hallerne, hvor pressen har fået anvist plads.
Det ser ud, som om der holdes hof, når journalisterne flokkes sultent om en af disse embedsmænd, der er en gradbøjning af særligt udvalgte. De har ikke nødvendigvis siddet med ved forhandlingerne, men er dog tættere på begivenhederne, end vi er. Derfor kan man høre indledningen: »Ja nu har jeg jo ikke været med inde ved forhandlingerne…. men jeg tror at…« på mange sprog.
For englænderne er den store »krise« spørgsmålet om, hvorvidt EU’s forsvarssamarbejde vil blive en konkurrent til NATO og risikoen for derved at fornærme USA.
For danskerne er den store sag spørgsmålet om, hvorvidt undtagelserne kan skrives ind i den nye forfatning. For andre igen er det bruddet på stabilitetspagten.
Alle søger at stykke et billede sammen af, hvad der reelt sker.
Hans svar begynder altid med: »En række af lande har visse betænkeligheder angående netop det emne.« Og så fortsætter han med at udfolde, hvad han håber, der sker.
Franco Frattinis glanspræstation på de bonede gulve bliver dog, da han bliver spurgt af en journalist om, hvorvidt man har diskuteret stabilitetspagtens fremtidige skæbne, efter at Frankrig og Tyskland har tilsidesat dens regler. Han svarer: »Vi skal ikke ødelægge stemningen ved at tage sager op, som er lagt til side.«
Politik handler også om den gode stemning, og den er svær at beskrive, når man står udenfor døren. Det er altså ikke nogen let sag at få et godt greb om, hvad der reelt sker, så man kan sikre, at offentligheden – de europæiske borgere – kan følge med i forhandlingerne om deres fremtid.
Damen gestikulerer venligt. Pressekortet om min hals, som jeg ikke har nået at tage af, giver mig adgang til en indgang for »særligt udvalgte«. Jeg tager kortet af og spørger, om jeg så må ha’ lov til at gå til mit fly. Nu er jeg almindelig og får lov.
Glansen ved at være en af de »særligt udvalgte«, der serviceres af Napolis venlige lufthavnspersonale, er væk. Det, der begyndte som en besk smag bagest i munden, kan jeg nu formulere. Et politisk system, der fremhæver nogen som de »særligt udvalgte« og til dels holder sig selv oppe derved, er usundt.
*Ordet konklave er benævnelsen for det møde blandt kardinalerne, hvor de vælger en ny pave.