NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Den toldmur og den landbrugsordning, som Rom-traktatens seks oprindelige lande opbyggede og administrerede gennem en stor bureaukratisk, men handlekraftig Kommission, lagde en væsentlig bremse på vor udenrigshandels muligheder. Vi forsøgte gennem dannelsen af EFTA (et frihandelsområde mellem de syv lande uden om EF-landene) at skabe et slagkraftigt modstykke. Men det mislykkedes, og det lykkedes heller ikke at overbevise EF-landene om at fusionere de to markedsdannelser til et stort europæisk frihandelsområde.
Resultatet blev, at Storbritannien gik i forhandlinger om medlemskab af EF. Et stort flertal i Folketinget var overbeviste om, at vi burde søge medlemskab, hvis vor største handelspartner gik ind i EF’s toldunion og EF’s landbrugsordninger. Hvis vi var blevet udenfor, havde vi måttet nedlægge størstedelen af vores landbrugsproduktion og mistet de dermed forbundne valutaindtægter. Det turde vi ikke tage ansvaret for.
Vi ønskede at gå ind i EF sammen med England. Under forudsætning af, at vi kunne bevare toldfriheden over 0resund og de andre former for praktisk samarbejde, som vi havde opbygget mellem de nordiske lande. Og hvis vi kunne bevare vor sommerhuslovgivning, der hindrer udlændinge i at opkøbe grunde og sommerhuse. Vi fik et ja til begge betingelser under forhandlingerne. Det, vi sagde ja til,var en traktat om fælles økonomisk samarbejde og om at danne et fælles marked indenfor en fælles toldmur og om deltagelse i en fælles landbrugspolitik med fri afsætning af vore landbrugsvarer til priser, der lå betydeligt over verdensmarkedspriserne.
Reglerne var fastlagt i en lang række operative artikler i Romtraktaten, som var underlagt juridisk prøvelse og beskyttelse af EF-domstolen.
Præamblens ord om en “stadig tættere sammenslutning» fortolkede vi og englænderne betydeligt mere pragmatisk end politikerne i en række sydeuropæiske lande, og de fleste af medlemmerne af Europa-parlamentet. De ønskede at gå meget langt i form af vidtgående harmonisering af social- og skattelovgivningen, en fælles hær, fælles præsident, fælles mønt og en fælles lovgivende forsamling – altså en forbundsstat.
For at undgå enhver misforståelse afgav jeg på optagelsesmødet med Ministerrådet og Kommissionen den 9. november 1971 en erklæring, hvori det bl.a. hed: “Vor deltagelse i det forudsete samarbejde må ikke stille sig i vejen for, at vi i det danske Folketing kan føre en økonomisk politik, herunder i første række en skatte-, afgifts- og socialpolitik, der sikrer større lighed mellem de enkelte befolkningsgrupper.«
Til de mange, der hævdede, at vi som følge af præamblen ville blive tvunget til at gå videre med harmoniseringen, var mit svar, at hvis præamblen, som jeg opfatter som et slags forord eller hensigtserklæring, skulle omsættes til operative og dermed bindende artikler, skulle det vedtages enstemmigt af samtlige medlemslande i form af en traktatændring. Det ville, i det mindste her i landet, kun kunne gennemføres ved en folkeafstemning. Det var derfor op til os selv – altså den danske befolkning – hvor langt vi ville gå i retning af flere forpligtelser, end der stod nedfældet i de operative artikler.
Med Fællesakten om det indre marked, den såkaldte EF-pakke, skete der et væsentligt skred.
Der var flertal imod pakken i Folketinget, men den borgerlige regering gennemførte en hurtig vejledende folkeafstemning og opnåede et, ganske vist spinkelt, flertal. Vi kunne selvfølgelig ikke sidde en folkeafstemning overhørig. Vi måtte tage den til efterretning og vedtage lovforslaget.
Vi havde argumenteret mod pakken med især følgende hovedargumenter:
1. Der ville blive overført mere magt til EF-parlamentet.
2. Der ville kunne vedtages flertalsafgørelser i Ministerrådet i strid med Folketingets flertal.
3. Vi kunne blive tvunget til at sænke vore miljøstandarder eller blive hindret i at skærpe dem, hvis Kommissionen skønnede, at de var til hinder for det indre markeds funktion.
Hertil kommer, at sætningen fra Rom-traktatens præambel om en tættere europæisk sammenslutning blev indskrevet som artikel i Fællesakten. Med andre ord blev der med befolkningens tilslutning og mod et flertal i Folketinget taget et væsentligt skridt hen imod en politisk union.
Jeg indrømmer, at det var noget af et chok for mig, at regeringen kunne opnå et flertal for et sådant skridt, og jeg indstillede mig på at være yderligere på vagt over for, at det skulle udvikle sig til en glidebane hen imod en politisk union.
Den løb af stabelen stærkt tilskyndet af den dynamiske Kommissions-formand Jacques Delors. Den komité, der skulle udarbejde skitsen til en økonomisk-monetær union, var stærkt præget af monetaristiske økonomer og nationalbankdirektører. De fandt frem til en model, hvor pengepolitikken blev overført til en europæisk centralbank, og medlemslandenes finanspolitiske råderum blev stærkt indsnævret. Begge tiltag med det formål at sikre prisstabilitet.
Der blev opstillet følgende konvergenskriterier, som alle ensidigt fokuserer på inflationsbekæmpelse:
1. Priserne må højst stige 1,5 procent mere end priserne er steget i de tre lande med de laveste prisstigninger.
2. Den lange rente må højst være 2 procent højere end den lange rente i de tre lande med den laveste inflation.
3. Det offentlige budgetunderskud må ikke være højere end tre procent af bruttonationalproduktet, medmindre budgetunderskuddet er faldet væsentligt og vedvarende og har nået et niveau, som ligger tæt på tre procent, eller overskridelsen kun er ekstraordinær og midlertidig, og underskuddet ligger tæt på tre procent.
4. Den offentlige gæld må højst være 60 procent af bruttonationalproduktet. Dog er der mulighed for at gælden kan være højere, hvis gælden mindskes tilstrækkeligt og nærmer sig 60 procent af bruttonationalproduktet med en tilfredsstillende hastighed.
Under forhandlingerne forsøgte vi fra socialdemokratisk side at få beskæftigelsessynspunktet placeret i det mindste på lige fod med prisstabilitet.
Men forgæves. Regeringens forhandlere forklarede, at det kunne de umuligt komme igennem med, og sagde i øvrigt, at prisstabilitet var den bedste garanti for høj beskæftigelse. Da vi måtte afvise en så ensidig monetaristisk model, forhandlede regeringen sig frem til en aftale om, at Danmark kunne vente med at tage stilling til ØMU’ens tredje fase til den næste regeringskonference, som man skønnede ville finde sted i 1996.
Et sådant forhandlingsresultat skulle heller ikke være så svært at opnå, da englænderne allerede havde opnået en tidsubegrænset undtagelse. Vi skulle altså ikke tage stilling til ØMU’ens tredje fase og dermed til indførelse af euroen ved afstemningen om Maastricht-traktaten. Flertallet af de socialdemokratiske vælgere, som jeg talte med før afstemningen, ville imidlertid stemme nej alligevel, fordi de frygtede, at vi ville blive presset til et ja i anden omgang, når først de euro-ivrige regeringer havde sagt ja. Det var derfor ikke nogen overraskelse for mig, at den danske folkeafstemning resulterede i et nej.
Da den sidste traktat – Amsterdam-traktaten – i 1998 kom til afstemning, var de monetaristiske konvergenskrav i afsnittet om den økonomisk-monetære union bibeholdt, men de danske forbehold var indeholdt i traktatens protokol. Dermed blev forbeholdene endnu en gang bekræftet af den danske befolkning. Man skulle derfor mene, at der var tilstrækkeligt med vidnesbyrd om, at den danske befolkning stod fast på forbeholdene. Men regeringen syntes åbenbart, at vi skulle fortryde, hvad vi besluttede i 1992 og hvad vi bekræftede i 1998. Altså kun to år tidligere.
Hvad var grunden til denne kursændring og dette hastværk? »Jo, verden forandrer sig. Tænk blot på murens fald og de kommunistiske staters sammenbrud,« sagde man. Men det skete jo flere år før, der blev stemt nej, og før forbeholdene blev vedtaget og endnu flere år før forbeholdene blev bekræftet. »Ja, men nu har elleve andre lande indført euroen,« sagde man. Men det havde de andre lande allerede vedtaget i 1992 og bekræftet i 1998.
Et andet argument var, at Marianne Jelved ville sidde med ved bordet, når de elleve euro-landes finansministre holder deres uformelle formøder inden de egentlige Ministerrådsmøder. Men der kan ikke vedtages noget på de uformelle møder. Vedtagelser kan kun finde sted på de traktatfastsatte Ministerrådsmøder, hvor der foreligger dagsordener, som er forberedt i de enkelte landes besluttende organer, hvortil der også skal aflægges referat. Her i landet er det Folketingets Europaudvalg – det tidligere markedsudvalg. Det gælder derfor om at stå fast på, at det er på de egentlige ministermøder, sagerne skal behandles og ikke på mere eller mindre uformelle sammenkomster.
Et tredje argument var, at vi er mere sårbare overfor valutaspekulation, når vi ikke er med i euroen. Men hvis vi fortsætter med en ansvarlig økonomisk politik og i øvrigt fastholder aftalen med den Europæiske Centralbank, vil det højst sandsynligt være overkommeligt at imødegå en eventuel spekulation, hvis den overhovedet skulle blive iværksat. Der har som bekendt ikke været tegn på en sådan spekulation mod den danske krone, efter at den danske befolkning sagde nej til at ophæve forbeholdet.
Erfaringerne viser, at direktørerne i Den Europæiske Centralbank – støttet af de liberale kræfter i presse og erhvervsliv – står benhårdt fast på deres stramme pengepolitiske holdning. Det så vi, da den daværende tyske finansminister Lafontaine opfordrede dem til at sænke renten. Han blev nærmest hylet ud og følte sig tvunget til at forlade sine politiske poster.
Den Europæiske Centralbank lader sig ikke distrahere af, at arbejdsløsheden i euro-land er dobbelt så høj, som i de øvrige OECD-lande, hovedsagelig fordi investeringerne er katastrofalt lave. Centralbanken er indtil for nylig blevet bakket op af den inflationsfrygtende tyske offentlighed. Det er også på tysk initiativ, at man vedtog den såkaldte stabilitetspagt, der fastlægger de sanktioner, et euro-land kan blive pålagt, hvis det ikke fjerner et uforholdsmæssigt stort underskud på statsfinanserne. Noget der ikke just bedrer det pågældende lands muligheder for at bekæmpe arbejdsløsheden.
Den hidtil førte rentepolitik har lagt en dæmper på opsvinget. Især Tyskland, Italien og Spanien har stadig store problemer med arbejdsløsheden. Flere lande brugte ligefrem arbejdsløsheden som instrument til at kvalificere sig til konvergenskravene. Den seneste udvikling i Tyskland tyder på, at stabilitetspagten er ved at blive en boomerang for den tyske regering, som har fået så store økonomiske problemer, at de er ved at overskride – og i flere tilfælde faktisk har overskredet – grænsen for stabilitetspagtens grænse for tilladte underskud på de offentlige finanser.
De meget rigoristiske ØMU-regler og den stramme stabilitetspagt skaber store spændinger i medlemslandenes økonomi. Det er svært – for ikke at sige umuligt – at se, hvordan man på sigt kan operere med samme rente i lande, der befinder sig i forskellige konjunkturfaser, navnlig når de samme landes finanspolitik er undergivet stærke restriktioner.
Euro-landene har ikke udarbejdet planer for, hvordan de vil imødegå en kommende krise eller konjunkturnedgang. Det er, som om man tror, at den nye økonomi automatisk er sikret mod fremtidige chok, og at vi nu bevæger os ind i et krisefrit samfund. Eller, at man i hvert fald kan klare en nedgang udelukkende ved udbudsforanstaltninger, mens en stærk indsats på efterspørgselssiden er forbudt. Vi vil efter min mening stå os ved at holde os uden for et sådant eksperiment, som allerede nu skaber store vanskeligheder i lande med alt for stor arbejdsløshed. Derfor anbefalede jeg et nej ved folkeafstemningen om euroen.
Det er vist efterhånden almindelig anerkendt, at de økonomiske fordele for Danmark ved at overgå fra kronen til euroen som betalingsmiddel har været stærkt overdrevne. Der er tale om en forholdsvis lille renteforskel og nogle sparede vekselgebyrer. Men den frie adgang til lånoptagelse i udenlandske banker og den meget udbredte anvendelse af kreditkort gør forskellene forholdsvis ubetydelige.
Fortalerne for euroen går da også efterhånden mere i retning af ønsket om en snævrere politisk union.
En politisk union har ikke hidtil været et positivt ladet begreb for socialdemokraterne, og det er det fortsat ikke for mig. Efter min mening bør vi kun overlade de økonomisk-politiske områder til EU, som vi ikke selv kan løse lige så godt ved nationale midler. Jeg er stærk tilhænger af nærhedsprincippet.
I de ca. 30 år vi har været medlem af EU, har der ifølge meningsmålingerne været et større eller mindre flertal for at forblive medlem, men et endnu mere klart flertal mod en udvikling hen imod en forbundsstat. Ikke mindst efter de sidste folkeafstemninger i Danmark og Irland er nu også ledende EU-politikere i flere medlemslande blevet bekymrede over den stigende afgrund, der er mellem dem og vælgerne.
Man taler om vigtigheden af, at EU forankres i befolkningen. Man har nedsat et konvent af EU-parlamentarikere, af nationale politikere og en række organisationsfolk, der repræsenterer vidt forskellige holdninger, men så vidt det kan ses med en overvægt af føderalister. Om de kan nå til et resultat, der kan udfylde afgrunden mellem dem og befolkningerne, kan man have sin stærke tvivl om.
Der er stigende forståelse for, at et af midlerne må være at gøre EU mere åbent og gennemsigtigt og mindre bureaukratisk. Det vil uden tvivl fremme befolkningens interesse, hvis man kraftigt reducerer det uhyre antal direktiver og forordninger og koncentrerer sig om det, der absolut ikke kan klares af nationalstaterne.
Man har ganske vist traktatfæstet det såkaldte subsidiaritetsprincip, som vi kalder nærhedsprincippet. Vi definerer det som en regel om, at det, der bedst eller lige så godt kan løses nationalt, ikke skal løses af EU. Den definition er der desværre ikke enighed om, men det bør vi fra dansk side kæmpe for, at der bliver. Hvis princippet skal føres ud i livet, skal en række allerede vedtagne beslutninger ophæves af EU. Det bliver ikke let at skabe enighed om hvilke.
Dernæst skal der føres en skarp kontrol med, at Kommissionen kun fremsætter forslag, som ikke kan gennemføres lige så godt nationalt. Det bliver heller ikke nogen let sag at blive enige om.
Der er også et presserende behov for, at traktaterne bliver omskrevet i et klart og enkelt sprog. Det er lettere sagt end gjort, da uklarhederne i traktatens tekster ofte er et resultat af vanskeligt opnåede kompromisser mellem modstående holdninger.
Ifølge de seneste meningsmålinger gennemført af Kommissionen, anser befolkningerne kampen mod arbejdsløsheden for den vigtigste opgave for EU. Det tør jo nok siges at være en væsentlig årsag til afgrunden mellem vælgerne og EU-politikerne. ØMU’en og den Europæiske Centralbanks rentepolitik er den største hindring for, at penge- og finanspolitikken kan skabe den købekraft, der er nødvendig for at få de arbejdsløse i arbejde. Så hvis EU-politikerne mener det alvorligt med at forankre EU i befolkningen, må man ændre ØMU-bestemmelserne, så beskæftigelsen får højere prioritet end prisstabilitet.
Der synes at være stor forståelse for, at et vigtigt middel til at forankre EU i befolkningen er at give de nationale parlamenter mere indflydelse. Hvis det skal have nogen mening, vil det netop betyde, at flere beslutninger skal tages nationalt, og at Europa-parlamentet skal føres tilbage til sin oprindelse, da det blev kaldt forsamlingen og var et debatforum og slet ikke en lovgivende forsamling.
Som det vil ses, skal der radikale forandringer til, hvis EU virkelig skal forankres i befolkningen.