ARTIKLER


Fogh lover god tid til EU-debat

Statsministeren tillagde EU-forfatningen positive egenskaber.
Af Erling Böttcher
17. oktober 2004

I tirsdags åbnede et nyt år i det danske Folketing, og traditionen tro fremlagde statsministeren regeringens kommende planer. EU-forfatningen skal vi foreløbig ikke kære os så meget om, ifølge statsminister Anders Fogh Rasmussen.

»Der bliver god tid til grundig oplysning og debat før folkeafstemningen,« sagde Fogh og understregede at det jo først er om to år at forfatningen er planlagt til at træde i kraft.

EU-forfatningen - som Anders Fogh Rasmussen kun kan kalde en traktat - fik i åbningstalen en række plus-ord med på vejen: »den nødvendige ramme«, »udvikle samarbejdet«, »bedre traktat«, »fungere effektivt«, »mere demokratisk«, »større indflydelse«, »mere åbenhed«, »styrkelse af borgerrettigheder«, »klar beskrivelse af arbejdsdeling«.

Det sagde Fogh

»Med den ny traktat får EU den nødvendige ramme for at udvikle samarbejdet. Vi får en bedre traktat. Den er nødvendig for, at det udvidede EU kan fungere effektivt. Og den er mere demokratisk. Den nye traktat giver en klar beskrivelse af arbejdsdelingen i EU, større indflydelse til de nationale parlamenter, mere åbenhed og en styrkelse af borgernes rettigheder i forhold til EU.« »Som bekendt skal vi have en folkeafstemning om den nye traktat. Regeringen lægger vægt på, at der bliver god tid til en grundig oplysning og debat før folkeafstemningen. Og der er rimelig god tid. Den nye traktat skal først træde i kraft den 1. november 2006.

Første skridt bliver et forsøg på at indgå en national aftale om traktaten. Regeringen har indbudt de interesserede partier til forhandlinger om en sådan aftale. Formålet er at skabe det bredest mulige grundlag for en offensiv dansk politik i EU fremover.«