ARTIKLER


Finland blev snydt for agentur

Finland fik ikke det agentur for fødevarer, man ønskede. Det kom i stedet til Parma i Italien.
Af Sven Skovmand
19. maj 2004

Den italienske statsminister, Silvio Berlusconi, havde ikke meget held med sin ledelse af forhandlingerne om en EU-forfatning. Men det betød ikke, at han rejste tomhændet hjem fra mødet i Bruxelles.

Under mødet lykkedes det Berlusconi at få vedtaget, at et fødevareagentur skal ligge i den norditalienske by Parma – hjemstedet for den berømte Parmaskinke, oplyser Politiken den 15.12.2003

Beslutningen var en stor skuffelse for Finland, som ifølge det finske blad Hufvudstadsbladet har brugt over en million kroner på at få agenturet til Helsinki. Til gengæld får Finland et agentur for kemikalier.

På mødet blev desuden fordelt seks andre agenturer. Portugal fik et agentur for sikkerhed på havet, Frankrig et agentur for sikkerhed for jernbaner, Tyskland et agentur for flysikkerhed og Grækenland et agentur for grænsekontrol. Desuden fik Sverige et agentur for smitsomme sygdomme, og Spanien fik et fiskeriagentur. (15.12.2003)