NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
EU’s landmænd får omkring 35 procent af deres bruttoindtægt som støtte fra EU. De amerikanske landmænd får omkring 21 procent som statsstøtte, fortæller Søren Kjeldsen-Kragh, professor i økonomi ved Landbohøjskolen.
Denne sommer tog danske landmænd til Strasbourg for at protestere mod den nye amerikanske lov om landbrugsstøtte – og landbrugets top vil da også gerne udsætte den europæiske debat til WTO-forhandlingerne. Men netop den amerikanske støtte kan være interessant at se på, da EU-
Kommissionens udkast til reformer, som kommer til udtryk i den såkaldte Midtvejsevaluering, har stærke paralleller til en amerikansk landbrugsreform fra 1996.
Dengang udskilte amerikanerne støtten fra produktionen, ligesom der er lagt op til i EU-Kommissionens forslag. Som et eksempel nævner Kjeldsen-Kragh den amerikanske kornsektor, hvor priserne skulle frigives, så de svarede til markedsprisen.
»Prisen blev betragtet som for lav til landmændene, hvorfor der blev fastsat en målpris for landmændene. Forskellen fik de fra regeringen. Man regnede med en historisk støtte, som de fik i gamle dage per areal hvede. Det fik de så udbetalt som check,« fortæller Søren Kjeldsen-Kragh.
Checken kom altså, uanset hvad og hvor meget landmændene producerede.
»Det er mere gennemskueligt, at det er socialstøtte, selv om den anden støtte jo også er det. Men når det bliver givet over statsfinanserne, er det mere gennemsigtigt,« mener Kjeldsen-Kragh. Han ser netop åbenheden om socialstøtte til landbruget som en af årsagerne til landmændenes modstand.
Den amerikanske 1996-lov forudså også en nedtrapning af støtten over en årrække. Men kornpriserne faldt, og WTO-liberaliseringen fra Uruguay-runden skred ikke frem, som amerikanerne havde håbet. Efter en ad-hoc-støtte sidst i 90erne, blev landbrugsloven revideret i år, hvor ad-hoc-støtten blev indarbejdet.
Men ikke kun amerikansk støtte, også Verdenshandelsorganisationen, WTO, dukker op i den danske debat om EU’s landbrugsreform. Det betragter Kjeldsen-Kragh som ren forhandlingstaktik.
»Amerikanerne trækker meget stærkt i frihandelsretning. De siger, at deres forslag til WTO er deres politik, og at de vil tilpasse den amerikanske landbrugsstøtte. Det forslag er helt uspiseligt for EU,« vurderer han.
Mens blandt andet de store danske landbrugsorganisationer foreslår at udsætte beslutninger om landbruget til en kommende WTO-aftale, nærmer EU’s udvidelse mod øst sig med store skridt.
»Det bekymrer mig stærkt, at man ikke inden østudvidelsen vil revidere landbrugsstøtten. Det kan ikke adskilles – det hænger sammen!« siger Søren Kjeldsen Kragh.
Efter hans skøn kan der være plads til op til ti nye lande indenfor budgetterne – vel at mærke hvis ansøgerlandene ikke får den fulde støtte fra begynelsen. Dertil skal man se på strukturstøtten så:
»Der kan meget vel komme nogle budgetproblemer, især på længere sigt.«
Men i stedet for at støtte produktionen, som EU hidtil har gjort i Vesteuropa, burde der findes andre løsninger:
»Vi er i færd med at overføre de fejl, der er begået i de nuværende EU-lande, til Central- og Østeuropa.
De skulle ikke have en eneste krone i direkte indkomststøtte. Og det er ikke, fordi jeg ikke vil give dem noget. I stedet skulle man regne ud, hvor meget de har krav på i direkte indkomststøtte, så kunne de få det som en pose penge til strukturændringer,« siger Kjeldsen-Kragh. Sker det ikke, vil den direkte støtte blive »kapitaliseret«, som økonomerne siger: Den vil føre til højere priser på jord i ansøgerlandene.
Strukturændringerne er også nødvendige, hvis markedet om en række år, når produktiviteten i de nye lande er steget, ikke skal blive oversvømmet med landbrugsprodukter. Dem er der ikke brug for i EU, og hvis varerne så – med eksportstøtte – skal ud på verdensmarkedet, får EU et »meget alvorligt budgetproblem,« forklarer Kjeldsen-Kragh.
Men denne »pose penge« er politisk uacceptabelt.
»Alle skal være med i alt, for at det politisk kan lade sig gøre,« vurderer professoren det politiske landskab lige nu.
»Der findes ikke en langsigtet plan for, hvordan man holder budgetterne nede. Det er jo det, der er utilfredsstillende – også for de Central- og Østeuropæiske lande. De har en forventning. Hvis ikke den er budgetmæssig holdbart, så skal de først tilpasse sig et højere niveau, og så skal de igen tilpasse sig et lavere niveau. Det ville være meget nemmere, hvis der var rammeplan. Så vidste de Central- og Østeuropæiske lande også, hvad de skal rette sig efter. Men det bliver forhindret af det politiske spil.«
Personligt tror Søren Kjeldsen-Kragh ikke på, at reformerne fra Midtvejsevalueringen kommer igennem. I stedet vil status quo fra den såkaldte Agenda 2000 blive bevaret frem til 2006, når den skal til forhandling igen. De forskellige scenarier fører frem til, at enten skal landbrugsstøtten slankes, eller også skal budgetrammerne udvides.
»Man skubber problemerne foran sig,« lyder vurderingen.