EU's institutionelle diktatur

I kronikken siges det, at EU bevæger sig i retning af et institutionelt diktatur. EU's institutioner, der er befolket med mennesker uden folkeligt mandat, fastsætter den overordnede politik for de enkelte medlemslande uden at inddrage befolkningerne.
Af Jens Kimby
1. juli 2004

Det er vel ikke for meget sagt, at udviklingen af Den Europæiske Union til en slags forbundsstat og Danmarks tilknytning hertil, må være den største politiske udfordring for os i flere hundrede år. Set i det lys måtte man vel forvente, at den samlede danske presse så det som sin fornemste opgave, at formidle en dialog mellem befolkningen og den politiske elite. Det er imidlertid ikke tilfældet. Næsten hele pressen tager uforbeholdent parti for den halvdel af folket, som følger politikernes trang til et centralstyret Europa, mens folkets anden halvdel, som er skeptikere eller modstandere, bliver nedvurderet til navlebeskuende, fremmedfjendske nationalister, som ikke har gået længe nok i skole.

Denne situation er uværdigt for demokratiet og uforeneligt med folkestyret, som vi vel stadig bekender os til.

Lillelandskomplekset

Ét af de argumenter, der oftest bringes til torvs over for unionsmodstandere, er myten om, at vi lider af et lillelands-kompleks kombineret med tyskerhad, fordi vi tabte krigen i 1864. Må vi bede om bedre argumenter. Hvilken nation har ikke tabt en krig? Det ser ikke ud som om USA lider af svære traumer, selv om de tabte krigen i Vietnam. Eller Frankrig, som tabte krigen både i Algeriet og Indokina.

De allerfleste danskere er udmærket klar over, at vejen frem går over internationalt samarbejde. Unionsmodstanden går ikke på dette, men alene på det fravær af folkelig legitimitet, som EU har bygget op. Man kan ikke ustraffet gradvist nedlægge nationalstaten til fordel for en europæisk centralisme, som er folkestyrets modsætning, uden at fremme modstand og frustrationer.

Kernen i folkestyret er det forhold, at vi stemmer lovgiverne ind og følgelig også kan stemme dem ud, hvis de laver dårlige love. Der har aldrig været gjort alvorlige forsøg på at demokratisere EU, der tenderer i retning af et institutionelt diktatur. Det betyder, at EU's institutioner, der er befolket med mennesker uden folkeligt mandat, fastsætter den overordnede politik for de enkelte medlemslande uden at de pågældende landes befolkninger bliver inddraget.

Schengen-aftalen er officielt et politisamarbejde, men har stor indflydelse på danske skatter og afgifter. Der gik næsten et år fra Schengen-aftalens ikrafttrædelse ved den dansk/tyske grænse, til told/skat og politiet foretog en større aktion i baglandet. Resultatet var mange millioner kroner i statskassen og bekræftede det, alle kunne se, at der daglig uantastet rullede store mængder øl, vand, vin og tobak over grænsen. I København viste det sig, at 21 ud af 30 kiosker solgte ulovligt importerede vand og cola. Den nye skatteminister siger om disse forhold, at den eneste løsning på sigt vil være at nedsætte afgifterne.

Disse ting sker uden at EU har vedtaget én eneste forordning eller direktiv, der handler om de danske skatter og afgifter og alligevel kommer det danske, skattefinancierede velfærdssystem under pres. Hvorfor har der ikke været en politisk debat om disse forhold?

De såkaldte tilskud

En anden ting er de såkaldte EU-tilskud. Uafladeligt bliver vi konfronteret med meddelelser om, at EU giver tilskud til dit og dat. Sandheden er, at EU ikke giver tilskud til noget som helst, men fordeler nogen penge, som er opkrævet i skat hos den danske befolkning.

Vort nationale bidrag til EU er i størrelsesordenen 14 mia. kroner. Amter, kommuner og andre interesseorganisationer ansætter efterfølgende en sværm af lobbyister med den opgave, at kradse så mange som muligt hjem igen, af disse midler. Det bliver til 12,3 mia. kroner som fordeles til mere eller mindre seriøse opgaver. Over halvdelen går til landbruget, resten fordeles til diverse programmer såsom Interreg og Leader-programmerne.

Kommissionen har således bevilget over 200 millioner kroner til 0resundsregionen og stort set samme beløb til Euroregion Sønderjylland/Schleswig til projekter, der skal udvide det grænseregionale samarbejde. Desuden har EU opfundet et mærkværdigt geografisk begreb, som de kalder STRING. Det omfatter Skåne, Sjælland, Lolland-Falster, Schleswig-Holsten og Hamborg.

Et sådant område må efter EU's mening have et sammenhængende transportsystem, hvorfor man vil støtte en bro over Femern Bælt med tre milliarder kroner, hvilket svarer til mellem ti og femten procent af udgifterne.

Der er ingen tvivl om, at den politiske vilje til at gennemføre et sådant projekt bliver stimuleret af disse såkaldte EU-tilskud. Det er derfor min påstand, at EU med sin fordeling af økonomiske midler, der er hentet hos medlemslandenes skatteborgere, underminerer både nationalt og lokalt selvstyre og er ødelæggende for demokratiet.

Den imperiale struktur

Problemet med EU er, at konstruktionen uvægerligt får totalitære træk, når alle magtmidler, som kendetegner en nationalstat, underlægges centralmagten i Bruxelles. Fælles politi og retsvæsen, fælles mønt og skattepolitik samt fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.

De europæiske nationalstaters lovgivning, administration og forvaltning er skabt på grundlag af nationen som kulturelt fællesskab. Et sådant kulturelt fællesskab eksisterer ikke på europæisk niveau. Når man på trods af dette tilstræber at harmonisere og ensrette lovgivning, administration og forvaltning, bliver det på bekostning af demokratiet.

I årene mellem verdenskrigens afslutning og Danmarks tilslutning til EF, herskede der et sundt folkestyre, her i landet. Der var en ægte dialog mellem befolkningsgrupper og politikerne, en dialog, der var befordrende for den måde, vi valgte at indrette vores samfund på.

Men efterhånden som det nuværende EU får stedse større indflydelse på danske samfundsforhold, er det politiske billede totalt forandret. Dialogen mellem befolkningen og politikerne er næsten helt forsvundet, de politiske beslutninger tages i lukkede rum, hvor interesseorganisationerne sammen med indforståede politikere fastlægger rammerne for den videre udvikling. Pressen har tilsyneladende reduceret sig selv til mikrofonholdere for den herskende elite. Det har åbenbart ikke gjort større indtryk, at over halvdelen af den danske befolkning to gange på et årti har underkendt elitens ønsker om mere union.

Tragedien er, at der i det folkelige, politiske univers er sket det samme som hos den danske andelsbevægelse. I min barndom var andelsmejeriet, andelsslagteriet og brugsforeningen lokalt forankrede foretagender, hvor de enkelte leverandører og forbrugere havde reel indflydelse.

I dag er andelsselskaberne blevet magtfulde koncerner, hvor beslutningerne tages i direktionslokaler hen over hovedet på andelshaverne, hvis indflydelse er reduceret til nul.

Den imperiale struktur, der præger dagens politik, har sit udgangspunkt i EU på grund af den måde, organisationen lovgiver på og på grund af dens sammenblanding af den lovgivende, udøvende og dømmende magt. Blot opstår EU jo ikke i et politisk vakuum, hvor en sådan konstruktion kunne have sin berettigelse som et overgangsfænomen, men i et Europa, hvor de demokratiske principper er vel forankrede.