ARTIKLER


EU-væksten kan ikke følge med

Kommissionen er især bekymret over udviklingen i Euro-landene
Af Hans Kronberg
7. juni 2004

 EU-landene og især de 12 Euro-lande er blandt de lande i verden, der har den svageste økonomiske vækst, viser EU-Kommissionens økonomiske efterårsrapport (Economic Forecasts, Autumn 2003), der blev offentliggjort onsdag den 5. november 2003.

Mens bruttonationalproduktet for den øvrige del af verden ventes at vokse med 3,9 procent i 2003, 4,5 procent i 2004 og 4,5 procent i 2005, er de forventede vækstprocenter for EU 0,8 (2003), 2,0 (2004) og 2,4 (2005).
Og hvis man alene ser på de 12 Euro-lande er vækstprocenterne endnu lavere – 0,4, 1,8 og 2,3.

Danmark ligger stort set på linje med EU-gennemsnittet og klarer sig altså lidt bedre end Euro-landene. Topscorerne i EU er Grækenland og Irland, mens både Portugal og Holland må forvente et direkte fald i år og relativt lave vækstrater de næste år. Tyskland får nulvækst i år og lav vækst i både 2004 og 2005.

 

Kina og Indien fører
I den øvrige verden har kun Japan en lige så langsomt voksende økonomi som EU. Japan klarer sig lidt bedre end EU i år, men har til gengæld ringere udsigter for 2004 og 2005.

USA ser derimod ud til at have fået stabil gang i væksten, og landet kommer i år op på en vækstprocent på 2,8 procent, der yderligere stiger til imponerende 3,8 procent til næste år og 3,3 procent i 2005.

I verden som helhed fører Kina og Indien an. Kina fortsætter den markante økonomiske fremgang med en vækst på ikke mindre end 8,0 procent i år, og Indien ligger pænt over 6 procent.

 

Går ud over budgettet
Den lave vækst for Euro-landene betyder, at de har svært ved at få styr på deres budgetunderskud, fordi skatteindtægterne stiger mindre end de offentlige udgifter.

Kommissionens beregninger viser, at de gennemsnitlige budgetunderskud for de 12 Euro-lande i år bliver på 2,8 procent af bruttonationalproduktet, og det er det højeste gennemsnitlige underskud for Euro-landene i de sidste syv år.

Kun fem lande i hele EU får overskud eller balance på budgetterne i 2003 – Danmark, Belgien, Finland, Sverige og Spanien.

Både Tyskland og Frankrig vil i år og til næste år have underskud, der er klart større end de tre procent af bruttonationalproduktet, som Euro-landenes vækst- og stabilitetspagt sætter som det maksimalt tilladte. Portugal slutter sig til klubben i 2004. Det tyske underskud kommer helt op på 4,2 procent i 2003.

Kommissionen er yderligere bekymret over, at underskuddene i Italien, Grækenland og Holland stiger.