ARTIKLER


EU vil støtte kopimedicinen

EU gør det lettere for kopiproducenter at markedsføre deres medicin, når patenterne udløber. Det vil gøre medicinen billigere.
Af Sven Skovmand
7. maj 2004

På foranledning af Venstres medlem af EU-Parlamentet, Karin Riis-Jørgensen vil EU-Kommissionen nu tage endnu et skridt til støtte for den billlige kopimedicin, der kan sælges, når patentet på den oprindelige medicin er udløbet.

Da kopiproducenterne ingen udgifter har til forskning og udvikling, kan de sælge deres medicin langt billigere end de oprindelige produkter. Derfor søger medicinalfabrikkerne med alle midler at få udskudt deres indtrængen på markedet.

Et af midlerne er at markedsføre medicinen under forskellige navne i de forskellige lande. Det skaber problemer for importørerne af parallelmedicin, der forhindres i at sælge den medicin, de indfører, under samme navn.

Efter dansk lovgivning er det nemlig forbudt at ompakke medicin og give den et nyt navn.

Kommissionen mener, at denne bestemmelse er ulovlig og vil i givet fald rejse den for EF-Domstolen.