NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Det hele startede den 20. september 2001 med et møde blandt EU's justitsministre. De blev enige om, at en aftale om strafferetligt samarbejde, hvad angik terrorister, burde forhandles på plads med USA. Allerede dagen efter kom svaret fra USA: Det ville man gerne, men USA havde fjernet ordet 'terrorister', så der nu blev opfordret til 'judicial cooperation in criminal matters'.
Den 26. april 2002 gav justitsministrene det spanske EU-formandskab mandat til at forhandle én eller flere aftaler om politi- og retligt samarbejde på plads med USA i henhold til EU-traktatens artikel 38 og 24.
Disse to artikler giver Ministerrådet ret til at indgå aftaler med tredjelande. Hverken artikel 38 eller 24 foreskriver nogen som helst form for parlamentarisk høring, det være sig i de nationale parlamenter eller i EU-Parlamentet, så længe forhandlingerne står på. Aftalerne var kort sagt hemmeligt-stemplede.
Derfor kunne vi kun gisne om, hvad aftalerne indeholdt. Men ingen havde på det tidspunkt forestillet sig, at EU ville sælge ud af grundlæggende menneskerettigheder. Den 6. maj 2003 blev aftaleindholdet offentliggjort efter massivt pres fra adskillige jurister og menneskerettighedsorganisationer. Det blev samtidig vedtaget, at EU-Parlamentet skulle høres, selvom man ikke har krav herpå i henhold til traktaten. Vi fik alle et chok, da vi endelig fik lov at læse udkastene til aftaler.
Udlevering til dødsstraf »kan« afvises
Det, der startede som samarbejde i terrorsager mellem EU og USA, er nemlig i mellemtiden blevet udvidet til to aftaler: En om udlevering, og én om gensidig retshjælp i straffesager generelt. Der henvises ikke længere til terrorister i titlerne.
Hvad angår udlevering foreskriver aftalen, at statsborgere i et europæisk land skal kunne udleveres til retsforfølgning og strafafsoning i USA (og omvendt), hvis pågældende person er mistænkt for eller har medvirket til en forbrydelse, der kan give minimum et års fængsel. Det er et usædvanligt lavt mindstemål for udlevering af statsborgere til et andet land. Basis for udlevering er således ikke baseret på gerningerne, men derimod strafferammer generelt, jf. aftalens artikel 4. Man skal ikke kende den danske straffelov i detaljer for at kunne konstatere, at der er en lang række forbrydelser, der kan give fængselsstraffe i minimum et år.
Man kan kun forestille sig én ting, der er værre end at blive udleveret til retsforfølgning og straffeafsoning i et amerikansk fængsel: At blive udleveret og dømt til døden. Alle EU-medlemsstater har ratificeret protokol 6 og 13 til den Europæiske Menneskeretskonvention, som fastsætter et absolut forbud mod dødsstraf. Ikke desto mindre fastslår EU-USA-aftalens artikel 13, at udlevering til en stat (USA) 'may be denied' (kan afvises, red.), hvis pågældende stat ikke forsikrer om, at dødsstraf ikke idømmes eller i hvert fald ikke udføres. 'May be denied' stemmer ikke særlig godt overens med den generelle opfattelse af et absolut forbud mod dødsstraf.
Med tilbagevirkende kraft
Og som noget fuldstændigt uacceptabelt set med danske øjne, kommer aftalerne til at gælde 'ex tunc', dvs. forbrydelser begået før såvel som efter aftalens indgåelse - eller med andre ord, med tilbagevirkende kraft, jf. artikel 16. Dette bryder med princippet om, at borgere skal være bekendt med lovgivningen på det tidspunkt, hvor en forbrydelse bliver begået, så man ved, hvad der er i vente/var strafbart på gerningstidspunktet. At lave lovgivning med tilbagevirkende kraft har til sammenligning traditionelt set i dansk ret kun været brugt i forbindelse med krigsforbrydelser.
Aftalen om gensidig retshjælp generelt indeholder regler om juridisk samarbejde om alt fra bankoplysninger til fælles efterforskningshold. For denne aftale gælder ligeledes, at der ikke er soleklare forsikringer om overholdelse af helt basale menneskerettighedsprincipper. Aftalen indebærer en stor risiko for underminering af EU-standarderne for databeskyttelse, ligesom aftalen i sin nuværende form vil føre til selvregulerende fælles efterforskningshold, som skal operere i Europa med en fuldstændig mangel på procedurer, der sikrer, at de kan kontrolleres og drages til ansvar. Også denne aftale gælder med tilbagevirkende kraft.
Parlamentarisk kritik
Ovenstående kritikpunkter kom kun delvist til udtryk, da formanden for Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder, Hernández Mollar, den 22. maj i år (efter det var blevet besluttet, at Parlamentet alligevel skulle høres) præsenterede en rapport om aftalerne. Det værste var, at selvom der blev påpeget enkelte kritikpunkter, så lagde rapporten i sidste ende op til, at Parlamentet skulle støtte indgåelsen af de to aftaler.
Det fik bl.a. Ole Krarup og resten af GUE/NGL-gruppen i EU-parlamentet til at reagere. Der blev udarbejdet ændringsforslag og en mindretalsudtalelse, der indtrængende opfordrede Rådet til at forkaste de to aftaler i deres nuværende form, hvor grundlæggende retssikkerhedsgarantier bringes i fare. 174 stemte faktisk for et forsøg på at få Rådet til helt at forkaste aftalerne i den endelige afstemning. Forslaget til forkastelse blev ikke vedtaget, da der var 243 imod. I den endelige afstemning stemte 356 for, 63 imod og 35 undlod at stemme om selve rapporten, der i øvrigt kun er vejledende for Rådet.
Hvad nu?
Den græske justitsminister og rådsformand, Philippos Petsalnikos, oplyste på et møde i Udvalget for Borgernes Friheder og Rettigheder den 11. juni, at EU's justitsministre den 5. juni havde behandlet sidste udkast til aftalerne, og at man fandt, at der var tilstrækkelige forsikringer om overholdelse af menneskerettighederne.
Aftalerne forventes således endeligt vedtaget på EU/USA-topmødet den 25. juni, med mindre det helt usandsynlige skulle ske, at én af EU's justitsministre modsætter sig. Aftalerne skal nemlig vedtages med enstemmighed. Det kunne i den forbindelse være interessant at høre, hvad justitsminister Lene Espersen har gjort sig af tanker, hvordan man i Danmark vil reagere, når den første anmodning om udlevering til retsforfølgelse kommer fra et land, hvor der er sandsynlighed for, at personen idømmes dødsstraf (en udlevering der godt nok 'may be denied'). Det ville også være interessant at høre, hvad aftalerne betyder for det retlige forbehold.
For som aftalerne er udformet nu, ville jeg gerne se den advokat, juraprofessor m.fl., der ville underskrive dem på Danmarks vegne.