ARTIKLER


EU-kritikere stormede frem ved valget

Mens de EU-kritiske bevægelser i Danmark er blevet halveret, er EU-kritikere og lister med ønsker om at rydde op i Bruxelles stormet frem i en række andre lande.
Af Brigitte Alfter
17. juni 2004

Stemningen i JuniBevægelsens lokale på Christiansborg var lavmælt på valgaftenen, partiet gik fra tre til et mandat. Imens havde det nydannede søsterpartiet Junilistan i Sverige al grund til at juble. Og ikke kun Junilistan – over hele EU vandt EU-kritiske partier og protestlister mange stemmer.

Den afgående EU-parlamentsformand, ireren Pat Cox, sagde sent søndag aften, at det »var en markant og ny dimension«, at EU-kritikken var flyttet ind i Parlamentet i dette omfang. Han tilføjede dog, at de »kun« udgjorde 10-15 procent af Parlamentet.

Om de meget forskellige modstandere og kritikere kommer til at tale med én stemme, er da også uvist. Forhandlingerne om grupperne i Parlamentet, som reelt vil kunne få en del indflydelse på, hvorvidt de taler med en eller flere stemmer, går i gang sidst i denne uge.

Hans-Peter Martins sejr i Østrig

De største sejre blev vundet i Storbritannien, som omtales i artiklen nederst på denne side, og i Sverige, der omtales på side 4.

Men også i andre lande fik kritikerne mange stemmer. Det gjaldt således i Østrig, hvor vælgerne traditionelt stemmer i protest.

Denne gang gik proteststemmerne dog ikke til Jörg Haiders Frihedsparti, der mistede de to af sine tre mandater. De gik i stedet til en helt nydannet liste, Dr. Hans-Peter Martin Listen.

Med 14 procent blev HPM, som listens leder kaldes, landets tredjestørste gruppe og fik to af Østrigs 18 pladser i Parlamentet. Så nu skal de tvivlsomme forhold undersøges, så der kan blive ryddet op i dem.

Hans-Peter Martin har i årevis været journalist ved det tyske magasin Der Spiegel. Han blev i 1999 valgt ind i Parlamentet som partiløs spidskandidat på den socialdemokratiske liste, men han blev uvenner med sine partifæller over blandt andet brugen af diæter, og han blev ekskluderet i foråret. Siden er han både i Tyskland og Østrig blevet kendt og frygtet, fordi han som omtalt her i bladet undersøgte parlamentarikernes fråds med EU-pengene og videregav oplysningerne til de to landes formiddagsblade.

Van Buitenens sejr i Holland

Også hollænderne stemte en mand ind i Parlamentet, der har et endog meget kritisk og yderst kvalificeret syn på EU’s regnskaber.

Det er Paul van Buitenen og hans nydannede parti Europa Transparent, der har erobret to pladser i Parlamentet. Van Buitenen er bedst kendt som »fløjtespiller« i forbindelse med bedrageri i EU’s institutioner. Han betragtes faktisk som den mand, der udløste Kommissionens fald i 1999.

En bog, som han har udgivet i forbindelse med valgkampen, har ført til slet skjulte antydninger fra Kommissionen om, at man vil rejse sag imod ham.

Den lave valgdeltagelse

En anden form for kritik kom til udtryk i valgdeltagelsen, der især i flere af de nye medlemslande var pinligt lav.

I en femtedel af EU-landene var valgdeltagelse under 30 procent, et enkelt sted endda under 20 – og alle fem er nye lande: Slovenien (28 pct.), Tjekkiet (28), Estland (27), Polen (20) og Slovakiet (17).

I Polen fik det EU-kritiske Selvforsvarsparti, Samobroona, mange stemmer, ligesom det katolske nationalistiske Polske Familieparti kom stort ind i EU-Parlamentet.

Samobroonas leder, Andrzej Lepper, har tidligere sagt, at han – hvis han får regeringsmagten i Polen – ikke blot vil genforhandle Polens EU-medlemskab, men også trække de polske tropper hjem fra Irak. »Nationale interesser kommer først,« er hans motto.

I Tjekkiet blev det højreorienterede oppositionsparti, ODS, det største parti. Med 31 procent af stemmerne fik det ni ud af Tjekkiets 24 pladser i Parlamentet.

Tjekkiets præsident, Vaclav Klaus, tilhører ODS, og op til folkeafstemningen om tjekkisk EU-medlemskab erklærede han, at medlemskabet efter hans mening var en dårlig idé.

Tjekkerne stemte alligevel ja. Men nu har de til gengæld givet Vaclav Klaus og hans parti en magtfuld platform.

Alle valgresultater for EU-Parlamentet kan ses på

http://www.elections2004.eu.int/ep-election/sites/da/

Sverige – JuniListan: http://www.junilistan.se/

Storbritannien – UKIP: http://www.ukip.org/

Østrig - Dr. Hans-Peter Martin Liste: http://www.hpmartin.net/

Holland – Europa Transparent: http://www.europatransparant.nl/