EU-forordning er tyveri af demokrati
Parlamentet vil nu give tilskud til politiske partier på europæisk plan. Det vil ensidigt gavne Socialdemokraterne og Kristdemokraterne og for at få støtte skal man bekende sig som »europæisk«.
Af Ole Krarup
10. maj 2004
Maastricht-traktatens og Nice-traktatens ambitioner om at skabe »et europæisk demokrati« fik den 4. november 2003 EU's lovgivere – Parlamentet og Ministerrådet – til at vedtage »Forordning om statut for og finansiering af politiske partier på europæisk plan«.
Det er en politisk nyskabelse, som på én gang vil kunne sikre eurokraternes magtposition og bidrage til at undergrave folkestyret. Uden at bruge for store ord kan jeg forsikre, at det er svært at overvurdere de politiske effekter af denne nyskabelse.
Demokratisk parodi
I Nice-traktatens artikel 191 står der følgende: »Politiske partier på europæisk plan er vigtige som integrationsfaktor inden for unionen. De bidrager til en europæisk bevidstgørelse og til at udtrykke unionsborgernes politiske vilje.«
Den retoriske svulstighed fremgår af ordene »europæisk bevidstgørelse og »udtrykke unionsborgernes politiske vilje«. Disse ord er symptomatiske for en virkelighedsopfattelse, som ligger så langt fra folkestyrets idégrundlag, at den nærmest ligner en parodi.
Men parodien er ikke til at spøge med. Det ser man af den forordning, der blev vedtaget den 4. november.
Vil afskaffe folkestyret
Forordningen er baseret på den forestilling, at en økonomisk oprustning af de politiske partier (som lever en hensygnende tilværelse som følge af svigtende medlemstilslutning) skulle kunne skabe et »europæisk demokrati«.
Når denne absurde demokratiforståelse bliver omsat til virkelighed gennem forordningens regler, vil folkestyret slet og ret være afskaffet og erstattet af EU-teknokraternes magtfuldkommenhed.
De store får mest
Reglerne betyder, at 80 procent af de eksisterende partitilskud vil gå til EU-parlamentets to store grupper – Det Europæiske Folkeparti (de konservative og kristelige demokrater) og De Europæiske Socialdemokrater.
På budgettet for dette år er der afsat 8,4 mio Euro – godt og vel 60 mio kroner – til denne støtte. Men det er kun begyndelsen, for Parlamentet har budgetkompetencen, og intet tyder på fremtidig tilbageholdenhed.
Der bliver tale om offentlig betaling af alle partiaktiviteter. Med forordningens ord er det »administration, teknisk støtte, møder, forskning, grænseoverskridende arrangementer, undersøgelser, information og publikationer«. Og partierne behøver ikke mange medlemmer: EU's kasse betaler op til 75 procent af partiernes udgifter.
De udelukkede partier
Systemet ville til nøds kunne forsvares, hvis det gav plads for ligebehandling af politiske partier eller blot politisk pluralisme. Men nej: Mindre »europæiske partier« – liberale, grønne, og diverse venstrefløjspartier – vil få en langt mindre del af kagen, fordi pengene i hovedsagen fordeles på basis af mandattal i EU-parlamentet. Og partier og bevægelser, der ikke definerer sig som »europæiske«, men holder sig til den nationale, eller regionale lokale dagsorden, er udelukket fra tilskud. Det samme gælder partier og bevægelser, der ikke har repræsentation i mindst 7 af EUs medlemslande.
Den politiske censur
Endelig er der indbygget en politisk censur i systemet. Partier og bevægelser, der stiller sig kritisk til EU's politiske grundlag eller dele af det – f.eks. kapitalens ubegrænsede bevægelighed eller Schengen-systemet – er på forhånd afskåret fra at få tilskud, eftersom partierne skal »overholde de principper, som Den Europæiske Union bygger på«.
For at fuldende billedet af dette legaliserede tyveri af demokrati, bestemmer forordningen, at tilskudssystemet skal administrere af Parlamentet selv, dvs. den konservative/socialdemokratiske majoritet!
Man agter ikke at overlade til en uvildig, endsige folkevalgt instans at administrere systemet og påse, at partierne »overholder de principper, som Den Europæiske Union bygger på«.
Dette er visionen for EU-demokrati.
Har indgivet stævning
Perspektiverne er så skræmmende, at en tværpolitisk gruppe i denne måned har indgivet stævning til EUs domstol. Når EUs politik afsporer folkestyret, kan man være tvunget til at gå rettens vej.