NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Siden folkeafstemningen i 1972 har et stort antal af dem, der dengang gik ind for EU, ændret holdning og stemmer i dag nej ved de folkeafstemninger, der holdes med jævne mellemrum.
Desværre har også et antal nej-sigere skiftet holdning og går i dag ind for EU. Det er sket på trods af, at det EU, som vi har i dag, skader Danmarks selvstændighed og demokrati langt mere end det EF, vi blev medlem af i 1973.
For os, som fortsat er imod EU, er der god grund til at se på, hvad der er årsagen til et sådant skift af holdning. Derfor er det godt, at Notats redaktion fik Anne Grete Holmsgaard til at redegøre for sine grunde i Notat for den 13. september.
Hendes synspunkter fortjener en debat. Derfor vil jeg gerne begrunde, hvorfor jeg ikke er enig med hende.
Dermed være dog ikke sagt, at denne begivenhed begrunder et dansk medlemskab. EU havde trods alt stærke grunde til at gå ind for aftalen, blandt andet for at kunne vise, at man var mere miljøvenlig end USA.
Desuden var det nærmest gratis for i hvert fald England og Tyskland at gå ind for aftalen. Margaret Thatcher havde af rent politiske grunde lukket landets kulminer og erstattet kullene i kraftværkerne med naturgas, der udløser langt mindre kuldioxid end kul. Og lukningen af fabrikkerne i Østtyskland har siden genforeningen fået udslippet af kuldioxid til at falde kraftigt for Tyskland som helhed.
Og ser man bort fra Kyoto-aftalen, har EU ikke forandret sin principielle holdning: at hensynet til konkurrencen går forud for hensynet til miljøet.
Det ser man i sagen om dåseøllet, som EU har presset os til at tillade på trods af, at dåser har et dobbelt så stort samlet energiforbrug som flasker.
EU's bestræbelser på at få sænket prisen på el er samtidig til skade for den vedvarende energi, som klarer sig bedst, når priserne på energi er høje.
Ingen enkeltstående begivenhed har været til større skade for u-landene end dannelsen af EU og EU's stadige udvidelser. Hver gang nye lande bliver medlemmer af EU, opstår der nye interesser i at blive beskyttet mod de billige varer fra u-landene.
Før Danmark blev medlem af EU, førte vi en overordentlig liberal politik over for billige varer fra u-landene, hvad der gjorde os til et godt lille marked for deres varer. Men da vi blev medlem af EU, blev denne politik erstattet af EU's barske og u-landsfjendtlige politik med det resultat, at indførslen af de billige varer blev stærkt begrænset.
Det er klart, at et EU, der er blevet til en union, vil have mere magt, end EU har i dag. Måske vil EU en dag blive så stærk, at unionen vil være USA's ligemand. Men er det ikke naivt at forestille sig, at dette vil være lykken?
Erfaringen taler ikke for det. Den eneste sted, hvor EU hidtil har spillet en markant rolle, er Jugoslavien, hvor EU's alt for tidlige anerkendelse af Slovenien og Kroatien som selvstændige stater førte til de krige, som kostede tusinder af mennesker livet.
Da EU's forhandlinger er hemmelige, og vi kun lejlighedsvis får at vide, hvordan der er stemt, er det let for EU-tilhængerne at hævde, at vi har indflydelse i EU. Men vi har nu engang kun tre stemmer i Ministerrådet og 16 medlemmer af Parlamentet, og den planlagte udvidelse vil gøre vores indflydelse endnu mindre.
Hertil kommer, at den danske politik i EU styres af embedsmænd og kun i begrænset omfang kan blive genstand for offentlig debat i Danmark. Et sandt demokrati er faktisk uforeneligt med et medlemskab af EU.
Det ser vi på energiens område. Den danske vindmøllepolitik, som havde den lykke at blive udformet, inden EU nåede at bremse den, har skabt en vedvarende energi, der er tæt på at kunne konkurrere prismæssigt med forurenende kul og olie – og som er langt billigere, hvis man tager hensyn til forureningens skadevirkninger.
Vi kan også se det på det udenrigspolitiske område, hvor Norge er kommet til at spille en væsentlig rolle – fordi landet ikke er medlem af EU.
Oslo-aftalerne bærer med rette et norsk navn, og selv om de i øjeblikket ser ud til at være løbet ud i sandet, er der efter min mening ingen tvivl om, at de på langt sigt vil få afgørende betydning for Israels og Palæstinas fremtid.
Nordmændene har også deltaget i forhandlingerne mellem regeringen i Sri Lanka og de tamilske oprørere, og det ser faktisk ud til, at det nu lykkes at bringe mange års blodige kampe til ophør.
Også i Sudan har der været bud efter norske forhandlere. Om det lykkes at standse landets borgerkrig, kan endnu ikke siges. Men det står i hvert fald fast, at sudaneserne spurgte nordmændene og ikke danskerne, som de måske ville have gjort, hvis vi ikke havde pantsat vores udenrigspolitik i EU.
Kom igen, Anne Grete Holmsgaard. Du er alt for god til at være tilhænger af EU!