ARTIKLER


Et forkert valg

Kritik af udnævnelsen af Mariann Fischer Boel til EU-kommissær for landbruget. Hun kan ikke klare opgaven.
Af Sven Skovmand
21. september 2004

Udnævnelsen af Mariann Fischer Boel til EU-kommissær for landbruget har ført til stærk kritik. Angrebene går især på, at hun som godsejer nyder godt af EU’s rundhåndede landbrugsstøtte, og at hun derfor nærmest må opfattes som inhabil i netop landbrugsspørgsmål.

Disse angreb er rimelige nok, og man må undre sig over, at Anders Fogh Rasmussen ikke forudså, at de ville komme.

Den vigtigste indvending mod Mariann Fischer Boel som landbrugskommissær er dog, at hun næppe vil kunne yde den indsats, som kræves i netop denne stilling.

EU’s landbrugsstøtte sluger ikke alene urimelig mange penge. Den skader også miljøet og skaber store problemer for en række ulande, der ikke alene bliver spærret ude fra EU’s marked, men også må slås med de overskud af især sukker og mælkeprodukter, som EU sender ud på verdensmarkedet.

Retfærdigvis må det siges, at der er sket fremskridt i de sidste 12 år. Hvor man før 1992 støttede med høje priser, har man siden givet faste beløb i forhold til landmændenes areal, mens priserne på de fleste varer er blevet sænket.

Denne politik har fået landmændene til at nedsætte deres produktion, hvad der har betydet, at overskudslagrene er blevet mindre og eksportstøtten formindsket. Og Mariann Fischer Boels forgænger, Frans Fischler, havde den råstyrke, som skulle til for at fastholde denne politik. Det må man desværre tvivle på, at hans efterfølger har.

Mariann Fischer Boel er efter alles udsagn et venligt og omgængelig menneske. Men som dansk politiker har hun aldrig vist nogen særlig handlekraft, skønt opgaven som dansk fødevareminister var langt mindre end de opgaver, hun nu kommer til at stå overfor.

Derfor er hun et forkert valg.