NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Så blev de færdige.
Champagnepropperne sprang og der blev skålet i EU-ministerrådets bygning i Bruxelles sidste fredag aften. Men egentlig glæde var der ikke. Snarere bekymring. Man er nemlig på dybt vand, og man ved det godt.
EU-forfatningen er slået fejl, allerede før den er trådt i kraft. Set gennem unionsvenlige briller er EU-forfatningen forfejlet, fordi den ikke etablerer et europæisk demokrati, men fortsætter et embedsmands- og ministerstyre, som ikke er det 21. århundrede værdigt.
Med EU-forfatningen får vi ikke et forbundsstats-demokrati, som ægte føderalister kunne drømme om. I stedet flytter magten til embedsmænd, og fra de mindre lande til de største lande. Denne forskydning af magtens centrum udgøres af en kombination af mange forskellige tiltag i EU-forfatningen. Følgende springer mest i øjnene:
Forfatningen er fyldt med områder, hvor linjerne skal udstikkes af EU-topmøderne, og som noget nyt giver den helt uacceptable såkaldte passarelle EU-topmøderne lov til at ændre i EU-forfatningen uden at spørge vælgerne. Det er nok det i særklasse mest opsigtsvækkende – og afslørende – ved EU-forfatningen.
I Danmark ville det svare til at Grundloven kunne ændres af en enig regering. Det kaldes oppefra og ned-styring, ikke demokrati.
I de mange stridigheder og forhandlinger undervejs har stats- og regeringscheferne dog kunnet enes om én ting: At mere magt bør gå til dem selv.
Nu er det så endt med intet mindre end en ynkelig og let gennemskuelig narresut. De nationale parlamenter bliver lovet at de får EU-forslag at se lidt tidligere, kan forhale processen lidt og kan sige deres mening. Hvorvidt nogen skal høre efter, står der ikke noget om.
Vi mister retten til en fast kommissær, hvilket betyder at landene kommer i den absurde situation at skulle gennemføre love, som ingen repræsentant for landet har været med til at foreslå eller stemme for i EU-kommissionen. Endvidere får vi nu grundlovsfæstet EU-domstolens idé om at selv den mindste EU-regel er vigtigere end de enkelte landes forfatninger.
Ej heller er der nogen kompetencefordeling mellem nationalstater og Union. Der er kun få mindre områder forbeholdt nationalstaterne. Resten er Unionens overherredømme. Selv på de såkaldte »delte kompetencer« kan nationalstaterne kun spille en rolle i det omfang, Unionen vedtager at give dem lov.
Det vil for mange af os være OK for problemer vi alligevel ikke selv kan løse. Men for en Union, som allerede i dag har tiltaget sig over halvdelen af vores lovgivning, og med forfatningen endnu mere, vil resultatet være en minimal indflydelse på eget liv og egne forhold i landet her.
Hvad værre er: EU-forfatningen er på ingen måde fremtidssikret. Når Tyrkiet kommer med i EU, bliver de mest magtfulde lande de to befolkningstungeste lande, Tyskland og Tyrkiet.
Og hvad vil man så sige til de næste befolkningstunge europæiske lande, som vil banke på døren: Hviderusland og Ukraine for eksempel?
Set i historiens lange lys vil det imidlertid være noget andet, som får afgørende betydning. Det er forfatningens del 2, som er EU's Charter for grundrettigheder.
Da konventet om EU's fremtid startede i februar 2002, sparede konventformanden, Giscard d’Estaing ikke på historiske henvisninger til det konvent som skabte den amerikanske forbundsstat, Amerikas Forenede Stater.
Det amerikanske konvent, som blev indkaldt i byen Philadelphia i 1787, havde til opgave at udforme en forfatning. Forfatningen skulle bygges på de værdier og menneskerettigheder, som blev fastsat i den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776.
I lighed med det amerikanske eksempel, har man nu skabt en EU-forfatning, der bygger på ens værdier og menneskerettigheder. Det er svært at være uenig i disse smukke værdier, men spørgsmålet er, hvorvidt folks værdier overhovedet er en sag EU skal arbejde med. Er det et grænseoverskridende EU-problem, hvilke værdier vi har?
Når Charteret bliver en del af en forfatning for Unionen, er der tale om en kraftig udbygning af Unionsborgerskabet. Helt grundlæggende kan man sige at traktater indgås mellem stater. En forfatning er derimod en kontrakt mellem folk om deres stats styring, og vedrører derfor det enkelte individ.
Formelt kan man sige at EU i dag er en sag for vores regering, der fører udenrigspolitikken. Hvis man indfører en EU-forfatning med et så udbygget unionsborgerskab, som Charteret er, ændrer man grundlæggende karakteren af EU. Så er EU ikke længere et forhold mellem stater, men et forhold direkte mellem den enkelte borger og EU, ligesom en stat er det.
I opfølgningen på dette moralske og ideologiske korstog over for omverdenen åbner EU-forfatningen for et militær-industrielt løft. Glem alt om snakken om minerydning og andre humanitære eller fredsbevarende opgaver.
Den afgørende forskel i EU-forfatningen er, hvorvidt vi skal åbne mulighed for at Unionen kan drage i krig på vore vegne. Ikke med det amerikanske flag Stars and Stripes, naturligvis, men med Unionens nu grundlovsbefalede blå flag med gule stjerner.
EU-forfatningen gør med grundlovsfader Giscard d'Estaings ord EU til en »politisk magt, der kan tale på lige fod med de største magter på denne klode«.
Dem, der bliver ramt af Unionens blå bomber med gule stjerner, vil sikkert være ligeglade med at bomberne fra Europa trods alt er ladet med europæiske værdier, i modsætning til de amerikanske.
Sådanne værdibaserede politikker gør EU-forfatningen til et politisk kampskrift, fremfor et dokument, der er egnet som grundlov, endda en overnational én af slagsen – én der skal tilsidesætte de enkelte landes grundlove.
En grundlov bør være et sæt overordnede spilleregler, som sætter rammerne for, hvordan vi styres og hvordan den politiske kamp kan udspille sig. EU-forfatningen derimod, er omfattende, uigennemskuelig og beskytter magten imod borgernes indflydelse.
Når det er gået så galt, som det er, skyldes det at hele konvent-processen løb af sporet, og hurtigt blev overtaget af de enkelte landes velkendte super-unionister, der i forvejen er berømte for hverken at høre eller se, endsige forstå den udbredte EU-kritik.
Når vælgernes svar i et eller flere lande formentlig bliver et pænt nej tak til EU-forfatningen, må budskabet være: Om igen. Vi ønsker et mere fleksibelt europæisk samarbejde, hvor lande der ønsker mindre Bruxelles og mere demokrati, kan få lov at være.