Derfor stemte svenskerne nej

Hertil men ikke længere. Det var den holdning til EU som afgjorde den svenske folkeafstemning om ØMU sidste år.
Af Staffan Dahllöf
17. oktober 2004

Næsten fire af ti svenskere (39 procent) siger konsekvent ja til det meste om og fra EU.

Omtrent lige så mange siger lige så konsekvent nej.

Derfor kan man sige at folkeafstemningen om Sveriges deltagelse i ØMU sidste år, blev afgjort af et lille mindretal på 13 procent af vælgerne.

Det var dem som sagde »hertil og ikke længere«; vi er tilhængere af et EU-medlemskab, men modstandere af en fælles valuta og en 0konomisk og Monetær union.

Men resultatet – 55,9 procent nej, 42 procent nej og 2,1 procent blanke – kan også forklares på en anden måde:

Centrum bad om et ja. Periferien stemte nej.

Bedre end i Norge

Modsætningerne centrum contra periferi er oprindeligt lanceret af den norske sociolog Johan Galtung som en beskrivelse af norske holdningsforskelle i storbyer og i provinsen.

Begrebet blev også brugt i debatten om international udvikling i 1960'erne og 1970'erne for at beskrive forholdene mellem den rige og den fattige del af verden.

Nu bruger svenske politologer og valgforskere begrebet centrum-periferi for at forklare svensk EU-opinion.

»Forklaringen fungerer bedre i Sverige end i Galtungs eget hjemland,« siger Henrik Oscarsson, valgforsker ved Göteborgs universitet, og en af redaktørerne af udgivelsen af en stor analyse af ØMU-afstemningen i Sverige i september 2003.

Klasse og geografi

I følge valganalysen er der klare forskelle på for eksempel køn og alder. Der var ti procent flere nej-stemmer blandt kvinder end mænd og der var et påfaldende stort nej-flertal blandt vælgere over 60 år.

Men når forskeren sammenligner aspekter som køn, alder, klasse, arbejde, og religion blandt de svenske vælgere så kan udgangen af ØMU-afstemningen koges ned til to faktorer som forklarer hvorfor henholdsvis ja- og nej-stemmerne faldt som de gjorde:

Klasse eller social tilhørsforhold.

Geografien.

Lidt groft sagt: De rige stemte ja, de fattige nej.

Ja var stærkest i storbyerne, nej var stærkest på landet.

»Forskellene øger mellem by og land. I kommuner med færre end 27 000 indbyggere havde man kun 19 procent ja-stemmer, fortalte Henrik Oscarsson, da han præsenterede den kommende analyse på et Demokratiseminar i den svenske by Sundsvall for to uger siden.

Mord uden indflydelse

I afstemningsanalysen har forskerne også set på hvilke vurderinger som kan tænkes at ligger bag henholdsvis ja og nej.

»Man kan ikke forklare resultatet som et udslæt af fjendskab mod de fremmede. Der er ingen målbar forskel mellem ja- og nej-vælgere i attituder til udlændinge, sagde Henrik Oscarsson, i en lidt fordækt polemik med de ja-sigere som har fortolket udgangen som et angstfuldt nationalistisk nej til »det udenlandske«.

Undersøgelsen viser også at mordet på udenrigsminister Anna Lindh ikke fik nogen betydning for opinionen, eller udgangen af afstemningen.

Nej-siden havde føringen i meningsmålingerne fra vinteren 2002/2003, en føring som selve valgkampen ikke kom til at påvirke overhovedet.

Én milliard svenske kroner var ikke nok for et ja til euroen

Når Jesper Strömbäck, medieforskere og ph. d. i journalistisk ved Mitthögskolan i Sundvall, skal forklare det svenske ØMU-nej i et ord så bliver det med ordet »arrogance«, forstået som arrogancen i kampagneledelsen for et ja.

»Egentlig burde ja-siden have vundet, hvis man ser på de grundlæggende forudsætninger. Ja-siden brugte mindst 800 millioner, måske en hel milliard svenske kroner, i sin kampagne. Nej-siden brugte en omtrent 100 millioner kroner,« siger han.

Og penge plejer at være magt, eller i det mindste mulighed for at skaffe sig indflydelse:

»Ja-siden havde alle muligheder for at købe sig kompetence. Man havde desuden mange flere kendte at bruge og trække på.«

Alligevel gik det grueligt galt, set med ØMU-tilhængernes øjne.

Professionelt uprofessionelle

I sit bidrag til den kommende bog om ØMU-afstemningen i Sverige sidste år, ridser Jesper strömb„ck op flere forskellige forklaringer til udgangen.

»Ja-kampagnen var ikke repræsentativ for de vælgere man ville påvirke, og det blev ikke bedre af at man brugte ansatte medarbejdere, uden uddannelse om ØMU og uden en egen overbevisning.«

Kombinationen af social ufølsomhed og alt for mange penge blev en bedøvende cocktail.

»Hvis man køber caféer hvor man vil have de ansatte til at gå med T-shirts med tekster på som de ikke tror på, og hvis man betaler speakere på sportsevents for at fyre politiske slogans af i pauserne, så viser man at man har rigtigt godt med penge på en uprofessionel måde. Det giver et signal om at man er ude for at købe stemmer og det bryder svenskerne sig ikke om. I Sverige er det bare amatører som fremstår som professionelle,« siger Jesper Strömbäck.

David mod Goliat

Derudover lavede ja-siden flere selvmål i løbet af kampagnerne.

Man var uforberedt på de forudsigelige kriser, f eks kritiske spørgsmål om sine egne økonomiske resurser.

Den socialdemokratiske ja-ledelse fik afsporet debatten ved at lukke munden på kendte ØMU-kritikere.

Da statsminister Göran Persson sagde at et nej ville kunne omprøves i fremtiden forærede han et argument væk: Et nej nu kan fortrydes, et ja binder for evigt.

Og der var rapporter om, hvor man mange tusinde kroner en børnefamilie ville tjene på et ja, og hvor mange tusinde lokale jobs som ville gå tabt ved et nej. Rapporter som var vanskelige at tro på.

»Man kan sige at ja-siden aldrig fik tilpasset sine argumenter til den eksisterende opinion, fordi at man ikke havde de samme vurderinger som dem man ville påvirke. Resultatet blev en David og Goliat-situation, og der ved vi jo hvem de fleste mennesker vil føle sympati for, « siger Jesper Strömbäck.

Nej-kampagne hjemmefra

På baggrund af sine analyse mener han at ØMU-afstemningen primært ikke var noget som nej-siden vandt. Det var en afstemning som ja-siden tabte »Jeg er ikke alene om det synspunkt. Lars Ohly (ledere for Vänsterpartiet – red) har sagt at i slutningen af kampagnen kunne han nøjes med at sidde hjemme og svare i telefon når journalister bad om kommentarer til ja-sidens tåbeligheder.«

Omvendt kan Jesper Strömbäcks konklusion altså også ses som en opmuntrende læsning for økonomisk svage organisationer.

»Set fra nej-siden var den vigtigste tilgang et dybt eget engagement. Idealismen vandt over pengene.«

Den samlede rapport »Kampen om euroen« publiceres i næste måned. Omtale og bestilling på www.pol.gu.se