Derfor bor Parlamentet tre forskellige steder

De tre arbejdssteder for Parlamentet spilder tid og koster milliarder. Det skyldes studehandeler i forbindelse med traktaterne.
Af Sven Skovmand
7. maj 2004

Parlamentet holder de fleste af sine møder i Strasbourg og sine udvalgsmøder i Bruxelles, mens administrationen har sæde i Luxembourg. Det lyder upraktisk, og det er det også. Det er også dyrt.

Alene transporten af dokumenter fra Luxembourg til Strasbourg og Bruxelles og tilbage igen koster ifølge det engelske blad The Guardian for 13. februar 1998 omkring en milliard kroner om året.

Hertil kommer driften af en lang række dårligt udnyttede bygninger i de tre byer. Helt barokt betaler Parlamentet stadig for mødesalen i Luxembourg, som kun to gange har været i brug efter sin bestemmelse, og som i øvrigt nu er blevet for lille.

Parlamentet skal også betale tillæg til de medarbejdere, som sættes til arbejde andre steder, end hvor de er ansat. Tolke får f.eks. tillæg hver gang de arbejder i Strasbourg eller Bruxelles. Da de fleste bor i Bruxelles, får de altså ekstra penge for at arbejde dér, hvor de bor. Til gengæld får de ingen penge, hvis de skal til møde i Luxembourg...

Spildet af tid

Til disse direkte udgifter må lægges det spild af tid, der ligger i, at kommissærer og embedsmænd hver måned må tilbringe to-tre dage i Strasbourg for at levere de oplysninger, de bliver bedt om.

Hvis en journalist ønsker at møde disse magtens mænd, kan han eller hun gøre det ved at møde op i de barer, hvor de fordriver ventetiden.

Parlamentet er uskyldigt

I al retfærdighed må det siges, at Parlamentet er uskyldigt i disse forrykte forhold. De skyldes først og fremmest politiske studehandeler i forbindelse med vedtagelse af nye traktater.

Parlamentet blev oprettet i 1951, da man traf beslutning om Kul- og Stålfællesskabet. Da denne organisation fik hovedsæde i Luxembourg, kom Parlamentet naturligvis også til at ligge her.

Og da man i 1957 traf beslutningen om oprettelsen af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og anbragte det i Bruxelles, vedtog man, at Luxembourg skulle beholde Parlamentet sammen med Domstolen og Revisionsretten og de kontorer, der arbejdede med kul og stål.

Denne beslutning blev fastlagt i en protokol, og den har Luxembourg siden fastholdt. Derfor ligger administrationen stadig i Luxembourg – det eneste sted, hvor Parlamentets medlemmer næsten aldrig kommer.

Mødesalen kom for sent

Hvis folk i Luxembourg havde handlet hurtigt, kunne de nok have fastholdt byen som mødested for Parlamentet. Men da de direkte valg blev indført i 1979, udvidedes antallet af medlemmer så meget, at mødesalen i Luxembourg blev for lille. Derfor blev man nødt til at bruge Europarådets mødesal i Strasbourg. Først i 1980 fik Luxembourg en mødesal, og da var det for sent.

Den franske regering havde på det tidspunkt fået cementeret Strasbourgs stilling ved at få bygget kontorer med bad til samtlige parlamentsmedlemmer – en fordel, som fik et stort flertal af Parlamentets medlemmer til at fravælge Luxembourg som mødested.

Luxembourg havde faktisk fået samme idé flere år i forvejen og havde sat en arkitekt til at tegne en medlemsbygning. Men resultatet var selv efter EU-standard så gyseligt, at det måtte opgives.

Protokol fastlåser situationen

Det eneste naturlige vil være, at Parlamentet får Bruxelles som mødested. Den næstbedste løsning vil være Luxembourg, som trods alt kun ligger et par timers kørsel i tog fra Bruxelles.

Men situationen blev fastlåst med Amsterdam-traktaten af 1998. Her fik Frankrig vedtaget følgende protokol:

»Europa-Parlamentet har hjemsted i Strasbourg og afholder dér de tolv månedlige plenarmøderækker, herunder også budgetmøderækken. Yderligere plenarmøderækker afholdes i Bruxelles. Europa-Parlamentets generalsekretariat og dets tjenester er fortsat placeret i Luxembourg.«