NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Angreb er som bekendt det bedste forsvar. Det var da også den taktik, EU-kommissær Neil Kinnock brugte, efter det kom frem, at Kommissionen råder over ikke mindre end 1350 ekspertgrupper. Kinnock forsøgte nemlig at rette projektøren mod Ministerrådets mange arbejdsgrupper ud fra devisen ”når vi får skæld ud, så skal de andre også have”.
Grunden til al polemikken om EU's arbejdsgrupper er en ny svensk rapport om Kommissionens ekspertgrupper. Dem er der ifølge den svenske forsker Thorbjörn Larsson fra Stockholm Universitet omkring 1350 af. Han har igennem to år forsøgt at finde hoved og hale i såvel antallet som arbejdsbeskrivelserne for Kommissionens ekspertgrupper.
Lignende forskning er ikke tidligere udført, og forskeren må også konstatere, at processen har været lang og sej – ikke mindst fordi Kommissionen selv ikke ser ud til at have styr på sine grupper. Og hans rapport tyder på, at EU’s medlemsstater heller ikke har det.
Kommissionens dagsorden
Men et har været at finde frem til, hvor mange grupper der egentligt arbejder for Kommissionen, og hvad disse grupper laver. Noget andet er at finde ud af, hvor stor magt Kommissionen har over dem.
Larssons konklusion er, at Kommissionen har stor indflydelse på grupperne. Det er Kommissionen, der sammensætter grupperne, bestemmer om medlemmer skal skiftes ud, bestemmer om en gruppe skal stoppe sit arbejde samt lægger den dagsorden, som gruppen skal følge. Larsson skriver ikke direkte, at grupperne får et facit, som de så selv skal udstikke vejen for – men sådan kan rapportens konklusioner godt læses.
Inden loven
Grupperne skal hjælpe Kommissionen i lovgivningsarbejdet. De kan have forskellige slags medlemmer – og derfor også have forskellige formål. En type medlemmer er eksperter – typisk akademikere og forskere. De skal med deres specialviden på et bestemt område vejlede Kommissionen på området før Kommissionen kommer med nye forslag.
En anden type er interesseorganisationerne (lobbyisterne), hvor Kommissionen på et konfliktfyldt område bruger gruppens medlemmer fra forskellige lobbyistgrupper til at nå konsensus før forslaget stilles.
Endelig optræder medlemsstaternes embedsmænd også i grupperne. Dels som eksperter på deres område, dels som repræsentant for medlemsstaten. Grupperne kan være sammensat af en enkelt type medlemmer eller af flere - alt efter hvad Kommissionen skal bruge dem til.
Vildtvoksende grupper
Grupperne har ofte undergrupper med deltagere fra de ”almindelige” grupper samt folk udefra. Undergrupperne mødes oftere end den enkelte gruppe. En ”almindelig” gruppe mødes i gennemsnit tre gange årligt. Over de ”almindelige” grupper svæver højstatusgrupperne eller paraplygrupperne som de også kaldes. Det er deres opgave at samle de ”almindelige” gruppers arbejde.
For at gøre forvirringen komplet kan paraplygrupper også nedsætte deres undergrupper, som oftest kun består af folk udefra.
De 1350 ekspertgrupper dækker ifølge Larssons optælling over 850 ”almindelige” grupper og paraplygrupper. Dertil kommer 500 undergrupper. Hvor mange af disse grupper reelt er aktive har været meget svært for Larsson at finde ud af. Hans focus har været på den afdeling af Kommissionen, der arbejder med forskning (DG Enterprise). Afdelingen har 120 ekspertgrupper, men 40 procent af dem, er der ingen der ved, hvad laver.
Syltegrupper
Grupperne forbereder altså Kommissionens forslag. Men da Kommissionen ofte får henvendelser fra eksempelvis lobbyister eller medlemsstater, som gerne så netop deres forslag stillet, bruger Kommissionen også grupperne til camouflage.
Ikke alle forslag falder nemlig i Kommissionens smag og derfor kan forslaget ende i en camouflagegruppe. Derefter sker der egentligt ikke mere, fordi forslaget reelt bliver syltet. Men Kommissionen har ryggen fri.
Lande er for sent på den
De grupper, der arbejder med reelle forslag, følger ofte et forslag til dørs. Det vil sige, at de ikke kun arbejder med i forberedelsesfasen, men også i selve beslutningsfasen og i gennemførselsfasen.
Ifølge Thorbjörn Larsson er det oftest i de to sidste faser, at medlemslandene forsøger at påvirke et forslag - og det er helt forkert. Det er nemlig i den første fase at medlemsstaterne ville få den største indflydelse, fordi det reelt er her at de virkelige beslutninger træffes. Larsson forudsiger, at det faktum ikke bliver mindre, når EU bliver udvidet til 25. Hvis maskineriet skal fungere, skal der næsten være enighed, inden forslaget bliver fremsat.
Thorbjörn Larsson konkluderer i sin rapport at medlemsstaterne ved meget lidt om ekspertgrupperne. De ved ikke, hvad der bliver arbejdet med, hvor mange grupper der er, og hvor deres egne embedsmænd er med. Larsson mener også, at det burde være offentligt kendt, hvor mange grupper der er, hvad de arbejder med og hvem der er i dem.