Danmark parat på sidelinjen

Danmark står udenfor det praktiske militærsamarbejde i EU-regi, men vil hurtigt kunne deltage, hvis forsvarsforbeholdet sløjfes.
Af Staffan Dahllöf
22. november 2004

Den ny fire måneders danske værnepligt kan ikke kaldes for en egentlig militæruddannelse. Det gør i hvert fald ikke forsvarsminister Søren Gade (V):

»Vi vil ikke kunne færdiguddanne soldater på den tid, men vil kunne tilbyde en grundlæggende basisuddannelse, man kan bygge videre på,« sagde ministeren da han for nylig holdt møde med de udenlandske korrespondenter i København.

På pressemødet fortalte Søren Gade om omstillingen af det danske forsvar fra traditionelt territorialforsvar til en ny vægt på internationale indsatser. Det indebærer blandt andet at dobbelt så mange soldater som i dag skal kunne sendes på internationale opgaver.

»Vi vil kunne have 2000 mand ude ad gangen, i spidsbelastninger helt op til 4.500,« fortalte han.

Omstillingen kunne se ud som en målbevidst tilpasning til den de ny ”overordnede mål” i EU (”Headline Goal 2010”).

Men sådan skal det ikke forstås, ifølge forsvarsministeren.

Forbeholdet er træls

»Vi har skelet til NATO og gennemfører vores omstilling stort set helt i overensstemmelse med NATO's planer. Vi har et EU-forbehold, som jeg personlig mener er både træls og bekymrende, men det er ikke noget som vi vil fifle med. Forbeholdet er indført ved en folkeafstemning, og skal afskaffes ved en folkeafstemning,« sagde Søren Gade.

» Men når det så er sagt, så er det klart at når forbeholdet forsvinder, så vil vi være parate til at påtage os de opgaver som ligger for,« tilføjede han.

Et spørgsmål i denne sammenhæng er hvorvidt NATO og EU i praksis bare vil blive forskellige navne på de samme våben og soldater.

Da EU tog over fra NATO i Makedonien foråret 2003 var det i hver fald af stor symbolsk betydning for EU:

”Den atlantiske dimension af EU's forsvars og sikkerhedspolitik blev endelig slået fast” vurderer Jean-Yves Haine fra EU's institut for sikkerhedsstudier i Paris.

Men denne ”atlantiske dimension” er langt fra en selvfølge.

Irak og Tervuren

En kort omskrivning af, hvordan Atlanten deler synet på, hvad militære styrker skal bruges til er ordet ”Irak”.

En bare anelse længere omskrivning af den samme konflikt er ordet ”Tervuren”, egentlig navnet på en fredsommelig landsby uden for Bruxelles.

I foråret 2003 blev Tervuren kendt for at skulle være vært for en ny forsvarskommando. Det var et initiativ fra fire af det oprindelige EF's kernelande: Tyskland, Frankrig, Belgien og Luxembourg.

At fire EU-lande skulle åbne et lille Pentagon i Belgien blev der grint meget af i den amerikanske og britiske presse, og initiativet gik tilsyneladende i sig selv igen.

Men det var ikke helt glemt.

Da stats- og regeringscheferne i december 2003 vedtog EU's første sikkerhedsstrategi (@@se her indtil) blev man også enig om at åbne for en mulig EU-styring af militære aktioner indefra NATO's forsvarskommando.

Tervuren-udspillet var med til at bane vej for den aftale.

Danmark mellem EU og USA

I følge Jean-Yves Haine, EU's institut for sikkerhedsstudier, bliver forskellene mellem NATO og EU stadig mere akademiske.

Det interessante spørgsmål er nu, mener Haine, hvad USA gør:

”Fra starten af 2003 forandredes debatten; den handler ikke længere om frygten for en europæisk løsrivelse fra NATO, men snarere om at Washington fjernes fra NATO. Det vil nu komme an på en prøve, hvorvidt USA er parat til at engagere sig på en mere sammenhængende måde i atlantiske anliggender,” skriver Jean-Yves Haine

Sagt på anden måde: Vil USA blive ved med at gå selv, kun fulgt af sine nærmeste allierede, herunder Danmark, i en ” koalition af de villige?

Og hvis det er tilfældet: Vil det påvirke det borgerlige partiers interesse for at afskaffe forsvarsforbeholdet, når det kommer til stykket?

Forsvarsforbeholdet

Danmark sidder med ved bordet og drøfter, men deltager ikke i, de operative militære aktioner. Det er konsekvensen af forsvarsforbeholdet, som har følgende formulering i Edinburgh-afgørelsen fra 1992:

”I overensstemmelse hermed (at Danmark ikke var medlem af Vestunionen WEU 1992, red.) deltager Danmark ikke i udarbejdelsen og gennemførelsen af afgørelser og aktioner inden for Unionen, som har indvirkning på forsvarsområdet, men Danmark vil ikke hindre, at der udvikles et snævrere samarbejde mellem medlemsstater på dette område.”

Forbeholdet udelukker derimod ikke at Danmark deltager i ”drøftelserne” om at styrke europæisk krisestyring.

Danmark er repræsenteret i alle de organer i EU, som beskæftiger sig med udenrigs- og sikkerhedspolitik. Desuden deltager Danmark fuldt ud i den civile side af EU's udenrigs- og sikkerhedspolitik, herunder "civile krisestyringsoperationer”, forklarer udenrigsministeriet på sin hjemmeside (www.um.dk).

De relevante organer, som altså også har dansk deltagelse:

– Ministerrådet (udenrigs- og nogle gange forsvarsministrene, f eks deltog forsvarsminister Søren Gade i en beslutning om de såkaldte Headline Goal 2010 på et rådsmøde den 17. maj i år.)

– Den udenrigs- og sikkerhedspolitiske komité, inden Nice-traktaten kaldt PoCo (Den Politiske Komité), forbereder sikkerhedsspørgsmål til rådsmøder. Formand: Javier Solana.

– EU's militærkomité (EUMC) – medlemslandenes forsvarschefer. Kendt i dansk politik da den tidligere forsvarschef stemte på sin jagtkammerat finnen Gustaf H„gglund som formand, og ikke på den kandidat han havde fået besked hjemmefra om at stemme på.

Derudover findes en komité for civil krisehåndtering (CivCom), og i tilknytning til ministerrådet en militærstab (EUMS), en policyenhed, en politienhed, og en døgnbemandet analyseenhed (SitCen).