NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Op til 80% af lovene i medlemsstaterne er EU-direktiver, selv i de tyske delstater er mere en 5Ø% af lovene EU-direktiver. På nogle områder (f.eks. skatter og miljø) er EU mere centralistisk end USA.
At betegne EU som en hidtil ukendt hybrid mellem internationale samarbejdsorganisationer og en forbundsstat er absurd – og naturligvis helt udelukket, når eller hvis Unionen får sin egen forfatning. Herefter vil EU ikke alene politisk, men også juridisk, være en egentlig forbundsstat. Et Danmark, der accepterer denne forfatning, vil ikke alene – som nu – de facto være en delstat i en forbundsstat, vi vil også være det de jure.
Det eneste fremskridt, forfatningsforslaget indebærer, er, at der beskrives en procedure for udmeldelse af Unionen, akkurat som tilfældet har været eller er i andre forbundsstatsforfatninger. Danmark kan altså komme ud, hvis et politisk flertal her i landet beslutter det! At udmeldelsen skal ske efter forhandling med Unionen, er en selvfølge. Man vil ikke holde på en medlemsstat, der har besluttet sig for udtræden.
På et tidligt tidspunkt i forfatningsdebatten blev der gjort et stort nummer ud af, at EU skulle have et »kompetencekatalog«, der nøje afgrænsede Unionens omfang i forhold til medlemsstaterne. Den tale er nu forstummet, og forfatningsforslagets »kompetencekatalog« viser hvorfor.
Der opregnes tre kompetenceområder:
Et område, hvor EU har enekompetence. Det drejer sig om
Et andet område er, hvor der er delt kompetence. Det drejer sig om
Om hele dette vældige område hedder det: »Medlemslandene udøver deres kompetence i det omfang, Unionen ikke har udøvet sin eller er ophørt med at udøve den.« (art. 1l, stk. 2).
Med andre ord: Der er reelt ingen grænser for, hvor meget EU kan blande sig – og dirigere – på alle disse områder.
Endelig er der det tredje område, hvor EU »kun« kan blande sig med »understøttende, koordinerende og supplerende tiltag«, men ikke gennemføre retsakter, der harmoniserer medlemsstaternes love og administrative bestemmelser. Det drejer sig om
Altså områder, der traditionelt er delstatsanliggender i forbundsstater.
Nu skal man ikke tro, at disse områder er medlemsstaternes ukrænkelige prærogativer (forrettighed). Med udgangspunkt i EU-rettens forrang (der fastslås i forfatningen) og i reglerne om det indre marked, unionsborgernes rettigheder samt Unionens øvrige, talrige fælles politikker kan EU gribe bestemmende ind også på de her nævnte områder, hvor Unionen officielt ikke har bestemmende indflydelse.
Statens Uddannelsesstøtte kan således ikke forbeholdes danske statsborgere, TV2 må som kommerciel TV-station ikke få offentlig støtte, ligesom Unionen – hvis den finder det politisk opportunt – kan gribe ind mod den favorisering af Folkekirken, som findes i den danske grundlov, og som klart strider mod chartret om unionsborgernes rettigheder, som er en del af forfatningen. Blot for at nævne nogle eksempler.
At forfatningsforslaget i art. 5 stk. 1 fromt erklærer, at »Unionen respekterer medlemsstaternes nationale identitet, som den kommer til udtryk i deres grundlæggende politiske og forfatningsmæssige strukturer.«, skal ikke tages for bogstaveligt.
Det er jo kun en hensigtserklæring, der kan vige for andre hensyn. Formuleringen er bred og upræcis. Det havde været noget andet, hvis der havde stået. »Medlemsstaternes forfatninger er ukrænkelige og respekteres ubetinget af Unionen.« Men det står der jo netop ikke. Nuvel, der jo heller ikke mere tale om suveræne stater.
Alt i alt er der tale om, at EU reelt tillægges større beføjelser end vel nogen anden forbundsstatslig myndighed i verden.
Det stopper imidlertid ikke hermed. For en sikkerheds skyld er den såkaldte »gummiparagraf« bevaret fra de bestående traktater. Ifølge den kan Ministerrådet med enstemmighed, på forslag fra Kommissionen og efter høring af Parlamentet, vedtage »passende bestemmelser« om hvad som helst, som der ikke står noget som helst om i forfatningen, men som forekommer »påkrævet« for at nå et af målene for Unionen. Og Unionens mål er alt godt fra havet. (Art. l7, stk. 1).
Ved forfatningen overgår mere end 40 områder fra enstemmigheds- til flertalsafgørelser. Men det er ikke nok for EU. Derfor får Det Europæiske Råd (stats- og regeringscheferne) kompetence til med enstemmighed at lade områder, som ifølge forfatningen kræver enstemmighed, overgå til afgørelse ved flertalsbeslutninger (art. 24, stk. 4).
På den måde slipper man for besværet med traktat- og forfatningsændringer og dermed inddragelse af medlemsstaternes parlamenter og – oh, skræk! – deres befolkninger i de lande, der ellers måtte udskrive folkeafstemninger. Det sker jo, at vælgerne kan finde på at stemme forkert.
Det er klart et af de bærende motiver for forfatningsforslaget, at den tilbagevendende procedure med hyppige traktatændringer skal ophøre, og at forfatningen skal blive stående uændret i årtier
Et af de afgørende elementer i forfatningsforslaget er menneskerettigheds-chartrets inkorporering i forfatningen. Herefter er det EU, der i sin lovgivning, administration og domspraksis bestemmer det faktiske indhold af borgernes rettigheder, helt uden hensyn til, hvad der står i medlemsstaternes forfatninger. Og i øvrigt også uden hensyn til Europarådet, hvis menneskerettighedskonvention og domstol sættes helt ud af spillet for så vidt angår EU's medlemslande.
Der er ingen tvivl om, at chartret i fremtiden vil blive et afgørende instrument i den fortsatte integrationsproces, når Unionen skal fortolke og bedømme medlemsstaternes lovgivning og forvaltning – og i øvrigt også som løftestang for Unionens egne ambitioner.
Trods alle muligheder for at bøje og fortolke forfatningen, kan det jo være, at der er medlemslande, der gør sig ud til bens. Derfor indføres begrebet »forstærket samarbejde«, hvorefter mindst en tredjedel af medlemsstaterne kan gå sammen om fælles politikker, som ikke kan samle tilslutning fra alle medlemsstater, eller hvor nogle af dem må afstå af politiske eller økonomiske grunde.
Forstærket samarbejde er tænkt som murbrækker i den fortsatte integrationsproces, og det er meningen, at alle medlemsstaterne efterhånden deltager fuldt ud i alle politikkerne. Der kan være tale om oprettelse af fælles militær (som i øvrigt kan gennemføres med enstemmighed i Det Europæiske Råd), eller der kan være tale om et udvidet økonomisk-politisk samarbejde. Det siger sig selv, at de medlemslande, der ikke deltager i det forstærkede samarbejde, ikke på nogen måde må modarbejde eller genere det forstærkede samarbejde, som i øvrigt fuldt ud må benytte sig af EU's fælles faciliteter.
Man kunne mene, at en forfatning, der er så ufattelig fleksibel som denne, kunne man i det mindste opretholde kravet om enstemmighed ved ændringer. Men også her, på et så centralt område, er teksten uklar:
På papiret kræves ganske vist enstemmighed mellem medlemsstaterne. Men – meget sigende – hedder det art. IV-7, stk.4: » Hvis fire femtedele af medlemsstaterne to år efter undertegnelsen af traktaten om ændring af traktaten om forfatningen har ratificeret denne, og en eller flere medlemsstater er stødt på vanskeligheder i forbindelse med ratifikationen, tager Det Europæiske Råd spørgsmålet op.«
Så er vejen banet for at banke eventuelle besværlige medlemsstater og deres vælgere på plads. Man vil ikke lade sig bremse af folkeafstemningers udfald i de lande, der vover at lægge EU-traktater ud til folkets afgørelse..
På hele denne baggrund kan det konkluderes, at der med EU-forfatningen på ingen måde er tale om suverænitetsafgivelse rdblquote i nærmere bestemt omfang« (grundlovens ? 20). Der er reelt tale om, at Danmark bliver en delstat i en europæisk forbundsstat.
Dette betyder, at grundlovens ? 20 om 5/6 flertal i Folketinget eller en besluttende folkeafstemning ikke kan anvendes som juridisk grundlag for Danmarks ratifikation af forfatningstraktaten. Her kan kun bruges grundlovens ? 88 om grundlovsændringer. Det vil sige. vedtagelse uændret af to folketing med et valg imellem samt tilslutning fra et flertal af vælgerne, omfattende mindst 40% af samtlige vælgere, ved en besluttende folkeafstemning.