NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
I virkeligheden havde selskabet slet ikke denne værdi. På grund af en række dårlige kontrakter og pensionsforpligtelser over for tjenestemænd måtte staten skyde ialt 500 millioner kroner i selskabet, for at Arriva ville købe det.
For en sikkerheds skyld spurgte staten EU-Kommissionen, om handelen var lovlig. Kommissionens svar var bekræftende, og handelen blev derefter afsluttet.
Formelt skal Arriva betale, fordi man købte Combus af staten. Men det vil betyde, at Arriva lider et tab, som som selskabet ikke kunne forvente at få, da det købte Combus.
Det vil være nærliggende, at Arriva rejser et erstatningskrav mod staten på de 500 millioner kroner. Men vil en imødekommelse af dette krav ikke også blive betragtet som en form for statsstøtte?
En anden mulighed er, at Arriva sagsøger sin juridiske rådgiver, advokatfirmaet Bech-Bruun Dragsted, som rådgav Arriva, dengang købet fandt sted.
Foreløbig ligger sagen hos Kommissionen, som skal finde ud af, hvad der skal ske.
Forklaringen er, at privatiseringen skete på en yderst uheldig måde. En stor del af de ansatte i DSB's busser var tjenestemænd, og Combus overtog de forpligtelser, der var over for dem – uden at få udbetalt et dertil svarende beløb.
Det tvang selskabet til at skaffe sig en stor omsætning og at være meget aggressiv i sine bestræbelser på at få ordrer hos amterne.
I de fleste tilfælde var kontrakterne nogenlunde rimelige, men i Hovedstadsområdet bød Combus alt for lavt, og det førte til, at selskabet fik et stadig voksende underskud.– et underskud, som man først ville kunne komme ud af, når der var indgået nye og mere fordelagtige kontrakter.
Det førte til salget – og til dommen i EF-Domstolen.