ARTIKLER


Alle kneb blev brugt for at redde Kommissionen

Over 30 medlemmer af EU-Parlamentet blev tvunget til at trække deres underskrift om mistillid tilbage. Og det lykkedes at få afstemningen udskudt til den 4. maj.
Af Jens-Arne Sørensen
6. maj 2004

Strasbourg (NOTAT) Når EU-Kommissionen er i fare for at blive væltet, bliver alle kræfter mobiliseret for at redde den. Det så man i EU-Parlamentet under samlingen i den uge, der gik fra den 19. til den 22. april.

Over 100 medlemmer af EU-Parlamentet havde underskrevet en mistillids-dagsorden til Kommissionen, fordi den har gjort alt for lidt for at bekæmpe den svindel, der som omtalt i NOTAT foregår i EU.

Alle kneb blev imidlertid brugt for at forhindre, at man nåede op på de 63 underskrifter, der skal til for at få en afstemning om et mistillidsvotum. Over 30 af de medlemmer, der havde underskrevet, blev presset til at trække deres underskrift tilbage.

Det gjorde de efter at være blevet udsat for et voldsomt pres. Man truede dem således med, at de ville miste udvalgsposter, ordførerskaber og taletid.

Udskydelsen af afstemningen

Mandag aften den 19. april var der dog stadig 65 underskrifter tilbage. De blev efter flere krumspring og forvirrende meldinger officielt godkendt tirsdag kl. 12.

Men debatten blev udskudt til onsdag aften kl. 21. Det viste sig at være et taktisk træk for at forhale processen. Ifølge Parlamentets forretningsorden skal der gå 48 timer, fra debatten er begyndt, til der kan foretages afstemning. Men fredag kl. 21 er Parlamentets møder forbi, og medlemmerne er rejst hjem.

Falder sammen med fest

Som følge af denne manipulation skal EU-Parlamentet først stemme om en mistillids-dagsorden til Kommissionen tirsdag den 4. maj kl. 12.

Det falder sammen med, at parlamentet med pomp og pragt skal fejre udvidelsen af EU med 10 nye medlemmer. Og som en fransk parlamentariker sagde: »Det vil jo være synd og skam, om sådan en negativ sag skal komme til at overskygge festen«.

Hvem har ansvaret?

Under debatten den 21. april startede Jens-Peter Bonde fra JuniBevægelsen debatten med at stille spørgsmålet: »Hvem har ansvaret for Eurostat-skandalen?« Og han gentog spørgsmålet ved debattens afslutning.

Men Jens-Peter Bonde fik ikke noget svar. Kommissionen ville ikke placere ansvaret. Og selv blandt de danske medlemmer var der flertal for at støtte Kommissionen.

Kun Folkebevægelsens og JuniBevægelsens fire medlemmer samt Freddy Blak, Pernille Frahm og Mogens Camre skrev under på mistillids-dagsordenen, skønt den var meget fredeligt udformet.

Som Jens-Peter Bonde formulerede det:

»Vi, der har stillet mistillids-dagsordenen, forlanger hverken hævn eller hoveder. Vi vil ikke fratage nogen løn eller pension. Vi har blot det simple krav, at Kommissionen selv skal placere ansvaret, sådan som man gør det i alle de demokratiske lande, vi har kendskab til«.