ARTIKLER


75 procent af danskere imod EU-grundlov

Et massivt flertal mod EU-grundlov, men både euro'en og EU-hæren har flertal ifølge ny undersøgelse.
Af Brigitte Alfter
21. juni 2004

Tre fjerdedel af danskerne er imod en fælles EU-grundlov. Det viser en undersøgelse, Danmarks Statistik har foretaget for Folkebevægelsen mod EU.

EU's Konvent arbejder for tiden på en såkaldt forfatningstraktat, udkastet ventes færdigt til juni.

Forfatninger - også kaldet grundlove - udgør som bekendt den retlige basis for stater, og den kommende EU-forfatning vil gøre det klart, at EU - i strid med, hvad danske politikere har bedyret i årevis - vil udvikle sig til 'Europas Forenede Stater' - hvilket er den betegnelse, Konventets formandskab bruger,' siger Ole Krarup, EU-parlamentariker for Folkebevægelsen mod EU.

Magten bliver i endnu højere grad koncentreret i Bruxelles. Traktatens regler og rettigheder kommer efter alt at dømme i større eller mindre omfang til at fortrænge rettighederne i den danske grundlov,' siger han.

Ifølge undersøgelsen er det de 40-59-årige, der er mest mod EU-forfatningen, hele 81 procent vender sig imod den. Gruppen op til 40 år følger lige efter med 73 procent  og i gruppen over 60 år er 69 procent imod en fælles grundlov.

Som i tidligere undersøgelser er kvinderne også i denne undersøgelse lidt mere skeptisk end mændene.

Folkebevægelsen fik også spurgt til danskernes holdning til euro'en og til EU-hæren. På spørgsmålet 'Skal kronen erstattes med euro'en' svarede 59 procent ja og 32 procent nej. På spørgsmålet 'Bør Danmark deltage i en EU-hær?' svarede 54 procent nej og 38 procent ja.