Vild uenighed på regeringskonferencen

Den nuværende regeringskonference om den kommende EU-forfatning startede den 4. oktober med et topmøde for stats- og regeringscheferne i Rom, og siden har udenrigsministrene forhandlet om emner som fælles forsvar, en fælles udenrigsminister, hvordan Kommissionen skal se ud, afstemningsreglerne i Ministerrådet osv.

På alle områder - med et par undtagelser - står EU-landene og de 10 kommende medlemmer (der deltager på lige fod med de 15) lige så splittede, som de hele tiden har gjort.

En undtagelse er forsvarssamarbejdet, hvor der stort set er enighed om, at det er en udmærket ting. Omvendt er man blevet enige om, at NATO-modellen med, at et angreb på ét land er et angreb på alle, ikke bliver aktuelt denne gang.

Protesten fra USA om, at det ville være en undergravning af NATO-samarbejdet, fik selv de mest militærivrige EU-lande til at strække våben.

Alle vil kæmpe
Ellers afslørede konferencens seneste møde i mandags, at alle lande vil kæmpe for de nationale præferencer, selvom stort set alle stats- og regeringschefer i juni forsikrede hinanden og EU-Konventet om, at EU-Konventet havde lagt et rigtig godt forslag frem på topmødet i Thessaloniki.

På mandagens møde kom der endda et nyt og overraskende udspil fra samtlige landes økonomi- og finansministre, der mente, at forfatningsforslaget gik for langt ind på deres enemærker.

Det drejer sig om den foreslåede større magt og indflydelse til Kommissionen, når det gælder Vækst- og Stabilitetspagten, der fastlægger reglerne for, hvordan Euro-landene skal opføre sig økonomisk. Her vil finansministrene selv have det sidste ord.

Det drejer sig også om forslaget om større magt og indflydelse til EU-Parlamentet, når det gælder EU’s budget. Her ønsker finansministrene - landene - at bevare vetoretten og dermed det sidste ord i EU’s pengesager.

Udenrigsministrene var stort set enige med finansministrene, selvom lande som Tyskland og Belgien nok mente, at det var problematisk at ændre forfatningsforslaget så markant. Det ser dog ikke ud til, at de tre lande insisterer på at overdrage beføjelserne til Kommissionen og EU-Parlamentet.

Stillingen
Den uafhængige tænketank, European Policy Centre (EPC), har forsøgt at sammenstille, hvordan de enkelte lande stiller sig til 12 nøglespørgsmål.
Opstillingen yder langt fra den noget uoverskuelige situation retfærdighed, men den giver alligevel et udmærket overblik over de forskellige positioner.

Spørgsmålene strækker sig fra en særlig henvisning til kristendommen til klausulen om, at landene skal forsvare hinanden - den klausul, der nu sandsynligvis er faldet bort. Alligevel kan skemaet være nyttigt, fordi det viser, hvad landene i virkeligheden foretrækker. Ikke overraskende er Frankrig, Tyskland og Belgien i det militære spørgsmål på ja-siden. De tre lande har hele tiden drevet på i udviklingen af det fælles EU-forsvar.

Kristendommen
Henvisningen til kristendommen i forfatningen støttes ikke uventet af en stribe katolske lande, men der er tvivl om, hvor langt de vil gå for at få det med.

Formandskabslandet Italien vil f.eks. næppe lade forfatningen falde, hvis ordet ikke kommer med, mens et land som Polen går stærkt ind for synspunktet.

I alt ni lande vil have en henvisning til kristendommen i forfatningen, men en tilsvarende opgørelse fra det italienske nyhedsbureau, ANSA, kun når frem til syv. ANSA har netop ikke Italien med, ligesom Litauen heller ikke optræder på ANSA’s liste.

Stemmereglerne
Når det gælder de fremtidige stemmeregler i Ministerrådet, har European Policy Centre to indgange:

1) om landene går ind for de nye regler i forfatningsforslaget, hvor et kvalificeret flertal udgøres af et flertal af landene, der samtidig repræsenterer 60 procent af befolkningerne, eller om

2) landene foretrækker reglerne i Nice-traktaten, hvor hvert land har et vist antal stemmer.

Polen og Spanien har markeret sig som de største uromagere i dette opgør, fordi de fastholder Nice-reglerne, men opgørelsen viser, at de langt fra står alene. Ni lande siger nej til de nye stemmeregler, og her er både Østrig, Irland og Ungarn med på holdet.

Forklaringen er selvfølgelig, at Nice-reglerne giver de mellemstore og mindre EU-lande relativt flere stemmer, end deres befolkning berettiger til. Det ses især, når der sammenlignes med Tyskland, der i Nice-traktaten måtte nøjes med 29 stemmer - samme antal som Frankrig, Storbritannien og Italien. Spanien og Polen får hver 27 stemmer, selvom disse landes befolkninger er under halvdelen af Tysklands.

En kuriositet er i øvrigt, at Slovakiet tilsyneladende hverken vil have Nice-reglerne eller forfatningsforslagets stemmeregler.

Antallet af kommissærer
EU-Konventets forslag om kun at give 15 kommissærer stemmeret i den fremtidige Kommission (fra 2009), har stødt på markant modstand fra 17 lande, mens otte lande (de seks gamle EF-lande samt Storbritannien og Portugal), mener, at det er en god idé.

Danmark er noteret for et nej, men det er næppe noget, vi vil slås hårdt for. Men emnet må, sammen med stemmereglerne, anses for at være et af dem, der vil være strid om til det sidste.

De 17 lande vil have én kommissær med stemmeret pr. land. Til gengæld vil de store lande stille krav om som hidtil at få to kommissærer, hvis de små lande får hver én.

Formandskaberne
14 lande går ind for, at en gruppe af lande skal have formandskabet i en periode og erstatte de nuværende roterende formandskaber, hvor ét land har formandskabet i et halvt år.

Forslaget blev diskuteret på regeringskonferencen mandag, og selvom et flertal går ind for den ny model, er der langt fra enighed om, hvordan landegruppen skal sammensættes.

En række mindre lande pointerede, at opgaverne skal deles ligeligt mellem store og små lande og mellem de geografiske områder. Omvendt mente lande som Frankrig, Belgien og Luxembourg, at tingene kan blive så komplicerede, at det vil være bedre at holde sig til de nuværende enkeltlands-formandskaber.

Udenrigsministeren
Konventets forslag om en fast EU-udenrigsminister, der skal være formand for Udenrigsministerrådet og samtidig have en fast plads (med titel af viceformand) i Kommissioner, deler landene i andre grupper.

De alliancefri lande, Finland, Sverige og Irland, vil ikke have denne udenrigsminister som formand for Udenrigsministerrådet, mens NATO-landene Storbritannien, Spanien og Danmark samt Sverige ikke vil have ham/hende siddende i Kommissionen. Også her venter et større principielt opgør.

Forslag der er faldet bort
Som nævnt er den kollektive forsvarsklausul (spørgsmål 12) faldet bort efter pres fra USA og NATO, og herudover har forslaget om et særligt lovgivende Ministerråd - tænkt som et forstadie til et andetkammer eller senat - heller ikke fundet den nødvendige opbakning blandt medlemslandene.

Til gengæld er der mange timers diskussion om hvilke EU-love og aktioner, der skal vedtages med kvalificeret flertal i stedet for den nuværende enstemmighed.
Det italienske formandskab vil i november fremlægge et »syntesepapir«, der skal være udgangspunkt for de videre forhandlinger. Der skal være afsluttet 14 dage senere på topmødet den 13. december – hvis tidsplanen holder.