Unionen og nationen

Folkeafstemning ja, men hvilken slags? Det store spørgsmål er, om forfatningen påvirker forholdet mellem unionen og nationen i en sådan grad, at Grundloven må laves om.

Af Staffan Dahllöf
12. september 2003

Statsminister Anders Fogh Rasmussen siger nej: Konventets forfatningsforslag er ikke i strid med den danske grundlov.

 

Hans udtalelser har dog hidtil mest haft karakter af påstand. Statsministeren har således afvist Dansk Folkepartis krav om en uvildig juridisk analyse af forholdet mellem EU-forfatningen og den danske grundlov.

 

Imens er der kommet flere andre bud på, hvorfor og hvordan forslaget fra Konventet er mere vidtgående end tidligere traktatændringer.

 

Konsekvenserne er, at Danmark ikke vil kunne tiltræde en EU-forfatning, uden at Grundloven laves om.

 

Problemstillingen beskrevet på den kortest mulige måde lyder: § 20 eller § 88?

Næppe en realitet
Grundlovens § 20 siger, at beføjelser kan overlades til eksempelvis EU i nærmere bestemt omfang. Det sker ved 5/6-flertal i Folketinget eller ved almindeligt flertal ved en folkeafstemning.

 

Grundlovens § 88 beskriver, hvordan selve Grundloven kan laves om: Først almindelig folketingsbeslutning. Så valg. Så vedtages den gamle beslutning en gang til. Derefter sendes beslutningen ud til folkeafstemning hvor mindst 40 procent af de stemmeberettigede skal sige ja.

 

Politisk set er det ikke underligt, at unionsmodstandere peger på § 88.

 

Det gør de dels for at beskrive, hvor gennemgribende de mener den foreslåede forfatning er. Det sker også i forvisning om, at en grundlovsændring næppe vil få flertal ved en folkeafstemning – noget som nok også afspejles i statsministerens kategoriske nej til en analyse af problemstillingen.

Ender i retten
Men bag de forskellige argumenter for grundlovsændringer står ikke kun de organiserede unionsmodstandere.

 

Også EU-tilhængere og juridiske eksperter af forskellig observans har bidraget med argumenter.

 

Her kan motiverne være ægte bekymring for sjusk med juraen, men også et ønske om at komme den politiske modstand i forkøbet, eller en forhåbning om en gang for alle at få en grundlov, som ikke står i vejen for en 'stadig snævrere union'.

 

Endelig vil der altid være rettens vej for at afprøve, hvor grænserne går.

 

Det lagde Højesteret op til, da man i sagen om Maastricht-traktaten gav sagsøgerne ret i, at de måtte prøve, om Grundloven var overtrådt. Det mente Højesteret ikke, at den var – dengang.

 

Argumenterne for og mod at grundloven laves om:
En ny slags Kommission (artikel I-25):

Når Kommissionen fra den 1. november 2009 reduceres til 15 fuldgyldige medlemmer, vil Danmark have overført kompetence til et organ som til tider ikke har dansk deltagelse.

Argument mod: Allerede sket. Nice-traktaten åbner op for en rotationsordning i Kommissionen.

 

Den ny formand/præsident (artikel I-21)

En ny ledelsesstruktur vil lave om på magtbalancen, den nye formand/præsident vil kunne få (eller tiltuske sig) selvstændige overstatslige beføjelser.

Argument mod: Forfatningen giver ikke den ny leder nogle udtalte klare beføjelser, muligvis bliver han eller hun mest en slags ordstyrer eller sekretariatsleder.

Ny stemmeregler (artikel I-24)

Fra den 1. november 2009 skal kvalificeret flertal defineres som et flertal af medlemslandene og 60 procent af den samlede befolkning. Det vil forringe de små medlemslandes stilling.

Argument mod: Danmarks tilslutning til EU er ikke betinget af bestemte stemmeregler eller graden af indflydelse.

Rettighedscharteret bliver bindene (artikel I-7 og del II )

Borgernes rettigheder, som de udmønter sig i Charteret, vil føre til at Grundloven og Højesteret underordnes EU´s Domstol.

Argument mod: Charteret udvider ikke anvendelsesområdet for EU-retten 'ud over Unionens kompetencer.' (artikel II-51.2), og der tages 'fuldt hensyn' til nationale love og national praksis som angivet i dette charter (artikel II-52.6).

EU-rettens forrang (artikel I-10)

Princippet, som er skabt af EF-domstolens praksis, skrives ind i forfatningen i strid med f. eks. Højesterets udtalelse fra 1998 om, at danske domstole vil kunne anse en EU-lov for uanvendelig i Danmark.

Argument mod: EF-domstolen har altid ment, at EF-retten har forrang for national lov, situationen er derfor ikke ny, bare tydeliggjort.

EU bliver en juridisk person (artikel I-6 og I-12.2)

EU får enekompetence til at indgå internationale aftaler, som beskærer Danmarks muligheder for at agere som selvstændig nation.

Argument mod: EU har i forvejen kompetence til at indgå f. eks. Handelsaftaler, som binder medlemslandene. Aftalekompetencen bliver større, men indebærer ikke noget nyt.

 
Kompetence til kompetence (artikel I-24.4, også kaldt passerellen = fransk for gangbro)

Stats- og regeringscheferne (Det Europæiske Råd) kan enstemmigt beslutte om at gå fra enstemmighed til flertalsbeslutninger, uden ratificering i medlemslandene.

Det vil f eks kunne bruges til at indføre beskatningsret eller give beføjelser til eurogruppen, noget som i givet fald vil forstærke EU´s karakter af en statsdannelse.

Argument mod: Krav om enstemmighed vil i praksis forhindre, at muligheden bliver brugt. Der er rejst spørgsmål, om artiklen overlever regeringskonferencen.

Den samlede sum af beføjelser (f. eks. artikel I- 12.2 om enekompentence om aftaler, III-158 om anerkendelser af retsafgørelser, III-162 om ledelse af sikkerhedsorganer, III-166 om forvaltning af ydre grænser, III-168 om integrationspolitik, III-169 om kvotering ved flygtningemodtagelser, III-170 om regler for civilret, og III-171–178 om strafferet og politi).

Alt i alt får EU så meget ny kompetence herunder øget magt til Domstolen, at det ikke mere giver mening at tale om overføring af beføjelser 'i nærmere bestemt omfang'.

Argument mod: EU får mere af noget, det har i forvejen, men hvor meget magt EU skal have, er et politisk valg.

 

Læs udkastet til forfatningen på dansk