Udenrigs- og forsvarsplaner deler EU

EU-forfatningen sikrer rammerne: Der er planer om en EU-udenrigsminister og et råd af landenes udenrigsministre. Et fælles forsvar og en fælles udenrigstjeneste er også undervejs. Lige nu melder landene ud om deres ideer til strukturerne – og her kommer den gamle uenighed op til overfladen igen.

Af Brigitte Alfter
12. september 2003

Hvis nu du havde nogle soldater, en udenrigsminister, nogle ambassader rundt omkring i verden og ikke mindst muligheden for at bestemme - hvad ville du så bruge det til?

Det var nogenlunde det spørgsmål, EU’s udenrigsrepræsentant, Javier Solana, fik til opgave at besvare inden EU-topmødet i Thessaloniki i juni. Dengang tegnede der sig en forfatning udstyret med netop disse muligheder – men der manglede en fælles udenrigspolitik. Og den bistre uenighed om Irak-krigen var langt fra glemt. Dengang som nu handler det om Europa skal gå egne veje eller have et nært samarbejde med USA.

’…om nødvendigt med håndfast intervention’
I udkastet til forfatningen står, at ’Unionen har kompetence til at definere og gennemføre en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik,’ samt at denne kompetence omfatter alle udenrigspolitiske områder. Beslutninger skal dog på de fleste områder træffes med enstemmighed.

I Thessaloniki blev de første ideer om indholdet fyldt i de rammer, Konventet var ved at tegne i forfatningen: De største trusler for Europas sikkerhed efter den kolde krigs afslutning er terrorangreb, spredning af masseødelæggelsesvåben og energiafhængigheden, fordi Europa ikke er selvforsynende.

Solanas idé er at bygge en ring af sikre lande omkring EU og at ’udvikle en strategisk kultur, der fremmer en tidlig, hurtig og om nødvendigt håndfast intervention,’ hedder det.

For at nå dertil skal der blandt andet oprettes et fælles forsvarsagentur, besluttede de europæiske regeringsledere under Thessaloniki-mødet.

Men også i den græske badeby brød den gamle uenighed frem: Nogle mente, at beslutningen ville føre til et forstærket samarbejde med USA, andre at det var afsæt til et stærkere, selvstændigt EU-militær.

Tættere samarbejde og flere våben
Det udkast til en EU-forfatning, der ligger på bordet nu, peger på en stadig snævrere samordning af EU-landenes udenrigspolitik udadtil. I teksten hedder det, at der arbejdes hen imod en ’stadig stigende konvergens i medlemsstaternes optræden’.

Og et fælles forsvar er ikke undtaget men direkte målet: En fælles forsvarspolitik skal gradvis føre til et fælles forsvar, når alle landes regeringsledere beslutter det. Og da det ikke skal være noget tandløst foretagende, forpligter forfatningen medlemsstaterne til løbende at købe flere våben: ’Medlemsstaterne forpligter sig til gradvis at forbedre deres militære kapacitet.’

Hvis det ikke er nok, så er der også mulighed for, at en gruppe af lande, der har større militær kapacitet, kan slutte sig sammen for at gå hurtigere frem. Andre lande kan senere slutte sig til dem.

Et eller to hovedkvarterer i Bruxelles
Netop det har en lille gruppe land taget forskud på allerede i april: Dengang mødtes Tyskland, Belgien, Frankrig og Luxembourg til et mini-forsvarsmøde, hvor de blandt andet planlagde et hovedkvarter for EU-militæret i landsbyen Tervuren udenfor Bruxelles. En tysk-fransk brigade skal ifølge de fire udgøre kernen i EU’s vordende indsatsstyrke, og et våbenagentur skal gøre de europæiske våbenindkøb mere effektive. Et sådant agentur skitseres for øvrigt også i forfatningen.

Langt hen ad vejen læner de fire sig op ad Konventets udspil. Men et europæisk hovedkvarter i Tervuren er en tårn i øjet på nogle EU-lande. Ikke mange kilometer derfra ved en anden udfaldsvej fra den belgiske hovedstad i forstaden Mons ligger nemlig NATO’s europæiske hovedkvarter. Og skal de to så være konkurrenter?

Her blusser Irak-krigens uenigheder op igen: Mens belgierne i disse uger forsikrer, at de skam fortsætter med deres planer om at have Tervuren-hovedkvarteret klart til næste år på trods af modstand fra USA og Storbritannien og netop for at fremme ’selvstændige europæiske indsatse,’ er briterne sure over, at den fransk-tysk-belgisk-luxembourgske ide var mere end blot et frustreret skaktræk i nervekrigen inden USA og Storbritannien gik ind i Irak. Gennem den parallele struktur frygter de en konkurrence til NATO og dermed en svækkelse af det transatlantiske samarbejde.

I baggrunden for denne frygt står også forfatningens løfte mellem de stater, der deltagende i det militære samarbejde, om at hjælpe hinanden, hvis et land bliver angrebet – noget der, på de britiske tunger, smager lidt for meget af NATO-aftalens artikel 5 om fælles forsvar, hvis et NATO-land bliver angrebet.

Trojansk hest i NATO
I stedet forslår den britiske regering nu, at EU skal kunne planlægge aktioner – men det skal ske fra NATO-hovedkvarteret i Mons. Hovedidéen i det britiske forslag er, ifølge den britiske avis Guardian, da også, at aflive ideen om et hovedkvarter i Tervuren. Et sådant nyt hovedkvarter ville irritere amerikanerne og skabe en unødvendig dobbeltstruktur, hedder det.

Den britiske opposition kalder ideen for ’en trojansk hest i NATO’, der ikke forhindrer opbygningen af en parallel EU-struktur alligevel. Men ellers ser det britiske forslag ud til at få opbakning af Spanien, Italien og en række af de nye EU-lande i Central- og Østeuropa.

Det sidste ord om denne del af forfatningen er altså formentlig ikke sagt endnu:

Det britiske forslag ligger ikke alt for langt fra status quo, hvor EU alligevel satser på aftaler med NATO. Men hvis forfatningen, og dens afsnit om et tættere forsvarssamarbejde for en gruppe af lande, kommer igennem, kunne landene bag Tervuren-ideen finde sammen om et sådant samarbejde – og dermed risikere at løbe fra Storbritannien.

Fælles udenrigs- og forsvarspolitik - udvalgte artikler om udenrigs- og forsvarspolitik

Artikel I-11.4

Unionen har kompetence til at definere og gennemføre en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, herunder gradvis udformning af en fælles forsvarspolitik.

Artikel I-15

1. Unionens kompetence inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik omfatter alle udenrigspolitiske områder samt alle spørgsmål vedrørende Unionens sikkerhed, herunder gradvis udformning af en fælles forsvarspolitik, der kan føre til et fælles forsvar.

2. Medlemsstaterne støtter aktivt og uforbeholdent Unionens fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik i en ånd af loyalitet og gensidig solidaritet og respekterer de retsakter, Unionen vedtager på dette område. De afstår fra enhver handling, der strider mod Unionens interesser eller kan skade dens effektivitet.

I-23.2

Udenrigsrådet udformer Unionens eksterne politikker på grundlag af strategiske retningslinjer fastlagt af Det Europæiske Råd og sikrer sammenhæng i Unionens indsats. Det har Unionens udenrigsminister som formand.

I-27

1. Det Europæiske Råd udnævner med kvalificeret flertal og med samtykke fra Kommissionens formand Unionens udenrigsminister. Denne varetager Unionens fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det Europæiske Råd kan bringe hans eller hendes hverv til ophør efter samme procedure.

2. EU-udenrigsministeren bidrager med sine forslag til udformningen af den fælles udenrigspolitik og gennemfører den som Ministerrådets bemyndigede. Det samme gælder den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik.

3. EU-udenrigsministeren er en af Europa-Kommissionens næstformænd. EU-udenrigsministeren er ansvarlig for de eksterne forbindelser og for  koordineringen af de andre aspekter af Unionens optræden udadtil.

I-39

1. Den Europæiske Union fører en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, der bygger på udvikling af gensidig politisk solidaritet mellem medlemsstaterne, fastlæggelse af spørgsmål af almen interesse og opnåelse af en stadig stigende konvergens i medlemsstaternes optræden.

2. Det Europæiske Råd definerer Unionens strategiske interesser og fastlægger målene for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. (…)

7. Europæiske afgørelser om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik vedtages af Det Europæiske Råd og Ministerrådet med enstemmighed, undtagen i de tilfælde, der er omhandlet i del III. (…)

 

8. Det Europæiske Råd kan med enstemmighed beslutte, at Ministerrådet skal træffe afgørelse med kvalificeret flertal i andre tilfælde end dem, der er omhandlet i del III.

I-40

1. Den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik udgør en integrerende del af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Den sikrer Unionen en operationel kapacitet, der gør brug af civile og militære midler. (…)

2. Den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik omfatter gradvis udformning af en fælles EU-forsvarspolitik. Denne vil føre til et fælles forsvar, når Det Europæiske Råd med enstemmighed træffer afgørelse herom. (…)

3. Medlemsstaterne stiller civil og militær kapacitet til rådighed for Unionen til gennemførelse af den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik med henblik på at bidrage til opfyldelsen af de mål, Ministerrådet har opstillet. (…) Medlemsstaterne forpligter sig til gradvis at forbedre deres militære kapacitet. (…)

4. Europæiske afgørelser om gennemførelse af den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik, (…) vedtages af Ministerrådet, der træffer afgørelse med enstemmighed på forslag af EU-udenrigsministeren eller en medlemsstat. (…)

 

6. De medlemsstater, der opfylder højere kriterier for militær kapacitet, og som indbyrdes har indgået mere bindende forpligtelser på dette område med henblik på mere krævende opgaver, etablerer et struktureret samarbejde inden for rammerne af Unionen. Dette samarbejde er omfattet af bestemmelserne i artikel III-213.

7. Indtil Det Europæiske Råd træffer afgørelse i medfør af stk. 2 i denne artikel, etableres der et tættere gensidigt forsvarssamarbejde inden for rammerne af Unionen. Hvis en af de stater, der deltager i et sådant samarbejde, udsættes for en væbnet aggression på sit område, yder de øvrige deltagende stater som led i dette samarbejde og i overensstemmelse med artikel 51 i De Forenede Nationers pagt den pågældende stat al den militære og anden hjælp og bistand, der ligger inden for deres formåen. Ved gennemførelsen af det tættere gensidige forsvarssamarbejde arbejder de deltagende medlemsstater tæt sammen med Den Nordatlantiske Traktats Organisation. De nærmere bestemmelser om deltagelse i dette samarbejde og om, hvordan det skal fungere, er tillige med de relevante beslutningsprocedurer fastlagt i artikel III-214.

8. Europa-Parlamentet høres regelmæssigt om de vigtigste aspekter og grundlæggende valg i forbindelse med den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik og holdes underrettet om udviklingen heri.

III del Afsnit V, Kapitel I & II. Nedenfor kun de afsnit, der omhandler muligheden for at enkelte stater kan lade være med at deltage i visse områder af samarbejdet:

Artikel III-201

1. Europæiske afgørelser i henhold til dette kapitel vedtages af Ministerrådet med enstemmighed. Hvis medlemmer, der er til stede eller repræsenteret, afholder sig fra at stemme, hindrer dette ikke vedtagelsen af sådanne afgørelser. Hvis et medlem af Ministerrådet afholder sig fra at stemme i forbindelse med afstemninger, kan medlemmet kvalificere sin stemmeundladelse ved at afgive en formel erklæring. I så fald er det pågældende medlem ikke forpligtet til at anvende den europæiske afgørelse, men det accepterer, at den forpligter Unionen. Under udvisning af gensidig solidaritet afholder den pågældende medlemsstat sig fra enhver handling, som vil kunne komme i konflikt med eller hindre en handling fra Unionens side på grundlag af den pågældende afgørelse, og de øvrige medlemsstater respekterer dens holdning. Hvis de medlemmer af Ministerrådet, der på denne måde knytter en erklæring til deres stemmeundladelse, udgør mindst en tredjedel af medlemsstaterne, der repræsenterer mindst en tredjedel af Unionens befolkning, er afgørelsen ikke vedtaget.

Artikel III-215

2. (…) Medlemsstater, hvis repræsentant i Ministerrådet har afgivet en formel erklæring i henhold til artikel III-201, stk. 1, andet afsnit, er ikke forpligtet til at bidrage til finansieringen af udgifter til operationer, der har indvirkning på militær- eller forsvarsområdet.

http://european-convention.eu.int/docs/Treaty/cv00850.da03.pdf