ARTIKLER


Store forskelle i synet på EU som stormagt

Det mest vidtgående forslag vil have EU til at erstatte NATO i Europa


Af ERLING BÖTTCHER
1. december 2003

Kampen om forsvarsundtagelsen og hvorvidt EU også bør være en militær stormagt repræsenterer den markant største del af ændringsforslagene.


I udkastet til program hedder det for eksempel, at »EU skal blive en global, civil og markant aktør, der arbejder for lighed, retfærdighed, bæredygtighed og en international retsorden«.


Her vil en gruppe SF’ere, som i forvejen er kendte for at være meget EU-ivrige, gerne have fjernet ordet »civil« med den begrundelse, at »en vis militær kapacitet vil og kan være nødvendig«.


Gruppen omfatter blandt andet medlem af Folketinget Jørn Jespersen, John Nordbo, medarbejder i Mellemfolkeligt Samvirke, afdelingschef i Forbrugerrådet Villy Dyhr, EU-medarbejder i Danmarks Naturfredningsforening, Michael Minter og Pia Olsen, der også er næstforkvinde i Mellemfolkeligt Samvirke.


Gruppen ønsker desuden, at en EU-styrke ikke kun skal kunne anvendes til fredsbevarende, men også til såkaldt fredsskabende operationer. Det vil sige, at EU lige som USA kan gå aktivt ind og starte en militær aktion.

EU skal erstatte NATO
Endnu mere vidtgående er formanden for SF i Hjørring-Hirtshals, som i sit ændringsforslag ønsker, at SF skal arbejde for, at »EU overtager Nato’s forsvarsforpligtelser på det europæiske kontinent. Dette indebærer skabelsen af en EU-hær af nogenlunde den samme størrelse som den nuværende Nato-hær i Europa, og dermed ophævelse af forsvarsforbeholdet.«


Også andre kendte EU-debattører som Søren Keldorff og Kirsten Auken, begge medlemmer af foreningen Nyt Europa, har stillet adskillige ændringsforslag til det militære. De to finder at der skal være mulighed for at »kombinere den bløde sikkerhedspolitik med truslen om anvendelse af  militære midler.« Endvidere skal »EU indtræde i FN’s sikkerhedsråd i stedet for England og Frankrig.«

De, der er imod
I den anden ende af skalaen finder man blandt andre SF’s medlem af EU-Parlamentet, Pernille Frahm, som foreslår tilføjet en tekst, hvor der blandt andet står »Vi vil  modarbejde enhver tendens til yderligere global oprustning, og EU skal ikke udvikle sig til en militær stormagt.«


Frahm ønsker til gengæld som den eneste forslagsstiller tilføjet, at »EU kan udarbejde en fælles udenrigspolitik ved flertalsafgørelser i EU’s Ministerråd«. Målet med flertalsafgørelser om en EU-udenrigspolitik er, at det efter hendes opfattelse vil styrke FN.


Også en anden gruppe stiller en række ændringsforslag, som skal sætte bremse for EU-militæret. Gruppen omfatter medlem af Folketinget, Morten Homann, SF-byrådsmedlem og byrådsmedlem, Mogens Ove Madsen, samt David Gibson, Gitte Henriksen, Jens Hoffmann, Torben Kastrup, Sanne Schroll og Jane Sørensen.