NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Ja-partiernes taktik under regeringskonferencen om EU-forfatningen er, at Danmark skal larme så lidt som muligt og primært koncentrere sig om at få de fire danske undtagelser bragt helskindet over i forfatningen.
Regeringen og de øvrige ja-partier i Folketinget har lagt sig på den taktik, når det gælder EU-Konventets forfatningsforslag, at der skal larmes så lidt som overhovedet muligt, så de danske forbehold kan komme helskindet over i den ny forfatning.
Ræsonnementet er tydeligt, at uden de danske forbehold indskrevet i forfatningen, er chancerne for et ja ved folkeafstemningen engang til næste år små, og så er det alligevel lige meget, om vi i mellemtiden har fået et par europæiske politiske sejre ved at få danske fingeraftryk i forfatningen.
Da udenrigsminister Per Stig Møller i sidste måned i Det Udenrigspolitiske Selskab ridsede op, hvor Danmark står i de forestående forhandlinger om forfatningsforslaget, der starter med regeringskonferencen den 4. oktober, var han da også særdeles spagfærdig, når det gælder selvstændige danske udspil.
Udenrigsministeren talte således om at 'uddybe og præcisere' Konventets tekst og 'deltage i forhandlingerne om de spørgsmål, som de øvrige medlemslande måtte bringe op.'
Regeringens fire punkter
Der er dog fire punkter i forfatningsudspillet, som regeringen godt kunne tænke sig at få ændret, inden forfatningen forelægges befolkningen:
1: Stemmereglerne i Ministerrådet skal være 'lettere at anvende og nemmere at forstå'. Der skal tages mere hensyn til de små og mindre lande. Eller som Per Stig Møller formulerede det: 'Hensynet til befolkningsstørrelse og ligestilling mellem medlemslandene må afbalanceres.' Trods alt en markering af, at de store lande er kommet lige lovligt meget til fadet med forslaget om, at stemmerne i Ministerrådet fra 2009 direkte afspejler befolkningernes størrelse (se artikel om stemmevægte side 6-7).
2: Der skal fastlægges langt klarere regler for den kommende EU-udenrigsministers rolle. Den danske regering kan ikke lide, at udenrigsministeren - eller udenrigsrepræsentanten, som Per Stig Møller foretrækker han/hun bliver kaldt - både er formand for det eksterne råd og viceformand i Kommissionen. Der er her tale om en uheldig sammenblanding af den lovgivende (Ministerrådet) og den udøvende (Kommissionen) magt, mente Per Stig Møller. Den danske regering vil også gerne have gjort det helt klart, at det er nationalstaterne, der beslutter, hvilken udenrigspolitik EU skal føre.
3: For det tredje vil regeringen gerne 'drøfte formandsfunktionen' i Det Europæiske Råd. Den danske regering har hele tiden været positiv overfor en formand/præsident, idet den ikke mener, at det nuværende roterende formandskab kan fungere med 25 eller flere medlemslande. Men formandskabet for de øvrige ministerråd skal fortsat gå på skift, så alle lande føler, de er en del af foretagendet.
4: Endelig skød udenrigsministeren EU-Konventets forslag om et særligt Lovgivningsråd ned. Lovgivningsrådet skal være ansvarlig for al lovgivning, men regeringen mener, at det vil være at udstyre EU med en slags andetkammer, hvilket ikke vil forenkle Rådets arbejde.
Taktik bærer frugt
I overensstemmelse med denne forsigtige taktik holdt Danmark da også en lav profil, da 15 nuværende og kommende medlemslande mødtes i Tjekkiets hovedstad Prag i begyndelsen af september for at forsøge at finde en fælles holdning på den kommende regeringskonference. Knasterne for de små og mellemstore lande er EU-præsidenten, loftet over antallet af kommissærer og stemmevægtene.
Kun hvis Polen og Spanien, som ventet, kræver nye forhandlinger om stemmevægtene i Ministerrådet, vil Danmark gå aktivt ind i kampen og støtte kravet.
Og foreløbig ser taktikken ud til at bære de rigtige frugter, idet statsminister Anders Fogh Rasmussen på et møde i Rom fik den italienske ministerpræsident og EU-formand, Silvio Berlusconis, støtte til, at de danske EU-forbehold kan føres over i den ny forfatning. Berlusconi mente nok, at det vil kunne lade sig gøre at respektere de danske ønsker.
Stort set idyl på hjemmefronten
På hjemmefronten i Folketinget ser det også relativt fredeligt ud. Regeringspartierne, Socialdemokraterne og de radikale enedes i marts om et fælles dansk udspil til EU-Konventet, og partierne forhandler i øjeblikket om oplægget til regeringskonferencen. Tidligere medlem af EU-Konventet, Henrik Dam Kristensen (S) fremhæver tre punkter, partiet gerne vil se nærmere på eller have præciseret: Kommissærernes rolle (ikke dem med stemmeret, men dem uden), Lovgivningsrådet og en 'indhegning' af den ny formands opgaver.
Socialdemokraterne har ingen problemer med de foreslåede stemmevægte.
Så alt i alt ikke noget, der kan vælte den danske idyl på ja-siden.
Et nej fra SF kan dog være et alvorligt handicap for ja-partierne ved den kommende folkeafstemning, og her er der mere slinger i valsen. SF kræver ændringer i forfatningsudkastet, så hvert land bevarer en kommissær, ligesom partiet vil have ændret på de foreslåede stemmevægte.
Dansk Folkeparti, Kristeligt Folkeparti og Enhedslisten er alle så langt fra forfatningsforslaget, at de ikke indgår i forhandlingerne om regeringens udspil til regeringskonferencen. Dansk Folkeparti er endda imod en 'almindelig' folkeafstemning (§ 20 afstemning), idet partiet mener, at den kommende forfatning overskrider forudsætningen om, at der kun overdrages beføjelser i 'nærmere bestemt omfang'. Partiet kræver en grundlovsændring (§ 88) - altså både nyvalg til Folketinget og folkeafstemning.