ARTIKLER


Regler for ansvar bliver uoverskuelige

Injurielove fra Italien - eller for den sags skyld Malaysia - kan blive virkelighed for danske journalister der skriver om folk fra de lande. På trods af ændringer er der fortsat kritik: »Det kan ikke passe at udgiverne skal beskæftige sig med regler fra hele verden, « siger de europæiske udgiveres direktør.


Af Brigitte Alfter
22. august 2003

»Det er rodet nu, og det bliver endnu mere rodet fremover,« siger Angela Mills om Kommissionens direktivudkast for, hvilken lovgivning der skal bruges i stridigheder hen over landegrænser. Hun er direktør i den europæiske udgiverforening European Publishers Council, EPC.

EU-Kommissionen har i juli vedtaget det omstridte direktivforslag, der også går under navnet Rom II. En af paragrafferne vedrører injurier og ansvar, som berører medier og reklamebranchen.

Og hvad medierne angår, frygter Angela Mills fortsat for ytringsfriheden – også efter Kommissionens ændringer.

»Sagen (en injurie- og erstatningssag, red.) kan behandles i det land, hvor skaden er sket. Det vil oftest være det land, hvor den forurettede part bor,« lyder konklusionen, EPC er nået frem til.

Det betyder, at danske journalister kan gøres ansvarlige efter italiensk, græsk eller østrigsk lov – men også efter love fra lande udenfor EU, direktivforslaget indeholder nemlig afsnit om, at reglen også gælder for tredjelande.

Ansvar efter skadens størrelse
Derimod tolker Kommissionens jurist det færdige forslag sådan, at ansvaret skal reguleres efter, hvor stor en skade, der er sket i det pågældende land. Hvis en britisk avis eksempelvis skriver kritisk om Berlusconi, kan der kun bruges italiensk ret på den del af oplægget, der er solgt i Italien, mener Kommissionens jurist.

Godt nok har Kommissionen ændret sin tekst i forhold til det oprindelige udspil, medgiver Angela Mills, men det har ført til et uhyre indviklet forslag. Desuden findes der forskellige regler om elektroniske og trykte medier – og det spørgsmål er slet ikke løst.

Det er de europæiske avisudgivere i organisationen ENPA enige i.

»Den dag i dag har vi ikke kunnet få klar besked fra Kommissionen,« siger direktør i ENPA, Dietmar Wolff, om omfanget af reglerne for de elektroniske medier.

Men han er også kritisk på andre områder.

»Reglen om tredjelande skal væk. Det kan jo være malaysisk ret. Det kan ikke passe, at udgiverne skal beskæftige sig med regler fra hele verden,« siger han.

ENPA vil derudover også følge op på ønsket om, at det er udgiverlandets ansvarsregler, der kommer til at gælde, lover Dietmar Wolff.

Journalistforbund tilfreds
Knap så kritisk tolker Anne Louise Schelin udkastet, hun er direktør i Dansk Journalistforbund og formand for Authors Rights Expert Group i det internationale journalistforbund IFJ.

»Jeg synes, det er en god løsning. De har taget højde for kritikken,« siger hun.

Hun forklarer, at selv om det i netop dette tilfælde ville være bedst at have en regel om, at udgiverlandets love gælder, så ville denne regel kunne udnyttes groft overført på andre områder, eksempelvis ophavsret. »Og man kan ikke sige ’her gælder det ene og her gælder noget andet,’« forklarer hun.

Schelin mener klart, at journalister efter det nye udkast ikke vil blive stillet til ansvar efter regler, de ikke kender. Desuden står den Europæiske Menneskerettighedskonvention i baggrunden med sine artikler om ytringsfrihed, mener hun.