ARTIKLER


Mange spørgsmål rejses på konferencen

Danmark er et af de få lande, der ikke spørger om noget


Af STAFFAN DAHLLÖF
1. december 2003


BRUXELLES (det ny NOTAT).

Når 25 udenrigsministre mødes tirsdag i næste uge til en ny omgang fremtidsforhandlinger, er dagsordenen omfattende, men også uklar.


Ifølge det italienske formandskabs tidsplan skal man tale om »institutionelle spørgsmål«, men en lille uge inden mødet er der ingen nye kendte udspil at tage stilling til.


Der er heller ingen kendte tegn på, at f.eks. små og store lande skulle have nærmet sig hinanden i spørgsmålene om stemmevægtning eller sammensætning af Kommissionen.


Dagsordenen for et forberedende møde mellem landenes juridiske eksperter viser også, at der findes en grundlæggende usikkerhed på flere områder om, hvad forslaget til EU-forfatningen egentlig indebærer.

De mange spørgsmål
I gruppen af juridiske eksperter vil f.eks. Storbritannien og Portugal få afklaret, om den nye artikel om EU-rettens forrang (I-10) går længere end den nuværende praksis fra EF-domstolen.


Storbritannien, Irland, Finland, Sverige og Portugal vil derudover vide mere om retspraksis med hensyn til EU-indgåelse af internationale aftaler (I-12.2).


Storbritannien og Holland er usikre på den retslige status for Charteret om grundlæggende rettigheder. Og Sverige, Letland og Holland er usikre om rækkevidden af EU’s og medlemslandenes kompetence indenfor asyl og indvandring.


Danmark har derimod ikke spurgt om noget.


Det kan måske fortolkes, som om den danske regering finder den foreslåede forfatning indlysende klar. Men det kan måske også skyldes, at man fra dansk side slet ikke ønsker at gå ind i diskussioner om juridiske definitioner.

Kommissionen svinger pisken
Mens de juridiske eksperter er usikre, og de reelle forhandlinger står i stampe, svinger Kommissionen pisken over de tøvende forhandlere.


»Grunden til den aktuelle stagnation er, at visse regeringer optræder, som om fremtidskonventet ikke har fundet sted, og nu vil man åbne Pandoras æske,« sagde kommissær Michel Barnier beklagende til EU-Parlamentet i sidste uge.


Samtidig lod den italienske statssekretær Roberto Antonione forstå, at det italienske formandskab ikke agter at tage alle indvendinger mod det foreliggende forslag lige tungt.


»Selv om et bredt flertal af lande har afvist at skabe et specielt lovgivende ministerråd, vil formandskabet gøre alt for at beholde det som en mulighed for fremtiden,« sagde han.