NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Der har været mange kritiske røster, mens EU-Konventet arbejdede, men til sidst skrev alle under. Fire medlemmer og fire suppleanter fik dog en mindretalsudtalelse igennem, hvor de stiller en række krav om mere demokrati. Tre af de otte underskrivere er danske.
Da formanden for EU-Konventet, Valery Giscard d’Estaing, under det græske EU-topmøde i Thessaloniki afleverede skitsen til en EU-forfatning til det græske formandskab skortede det ikke på store ord: »Der var en fantastisk europæisk følelse, da vi sidste fredag i Bruxelles blev færdige med forfatningen. Det var virkelig et historisk øjeblik,« sagde den tidligere franske præsident og formand for EU-Konventet, Giscard d'Estaing og fortsatte: »Det har været en afgørende dag at komme her til Thessaloniki og præsentere konventets forslag til stats- og regeringscheferne. Jeg lyttede intenst efter for at høre deres holdninger til konventets forslag.«
Udenfor blitzlyset
Knap så meget lys fra fotografernes blitz ramte den mindretalsudtalelse, som Giscard afleverede samtidig med forfatningen - en kritisk udtalelse fra et mindretal på otte medlemmer af EU-Konventet, deriblandt tre danske:
Folketingsmedlem Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti og EU-parlamentsmedlem Jens-Peter Bonde fra JuniBevægelsen. Begge havde en plads i Konventet. Også Peter Skaarups partifælle Per Dalgaard har skrevet under, han var suppleant i Konventet.
De otte mener ikke, at forfatningens tekst lever op til de opgaver, Konventet skulle løse: At bringe Unionen tættere på sine borgere, at afklare ansvarsfordelingen mellem EU og landene, at lette bureaukratiet og gøre det hele mere gennemsigtigt, og ikke mindst at gøre det hele til et mere demokratisk EU.
Derfor foreslår de, at det nuværende EU ikke laves om til et nyt EU med en fælles forfatning.
Konkrete forslag
Som alternativ ridser de i 15 punkter et ’Demokratiernes Europa’ op, hvor der i stedet for en fælles forfatning bliver indført et formaliseret og tæt samarbejde mellem de europæiske landes parlamenter.
Ifølge Laeken-erklæringen, der er den formelle køreplan for EU-Konventet, kan slutdokumentet omfatte ’forskellige valgmuligheder med angivelse af, hvilken støtte de har fået’.
Og det er netop Laeken-erklæringen, kritikerne forholder sig til. De siger, at Konventets forslag – der har fået massiv kritik fra forskellig side, selv om der formelt er opnået et kompromis – ikke lever op til erklæringens krav om at bringe Unionen tættere på sine borgere.