Debat: EU og udenrigspolitikken

EU og NATO - ikke enten eller!
Af Troels Lund Poulsen, udenrigsordfører for Venstre

Ideelt set burde EU tale med én stemme. Så kunne vi blive hørt meget bedre på den internationale scene. Det er bare urealistisk at tro på et EU, der fører en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, fordi de enkelte medlemslande for mig at se ikke er parate til at opgive den nationale selvbestemmelsesret, når det gælder udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik.

Det betyder ikke, at vi skal opgive målet om en fælles udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik. Tværtimod skal vi prøve at gøre den så fælles som mulig, dog uden at hengive os til virkeligheds-fjernt drømmeri om f.eks. en fælles EU-plads i FN's Sikkerhedsråd.

Der helt afgørende når vi diskuterer fremtiden for EU's udenrigs- og sikkerhedspolitiske dimension, er at holde op med at anskue det transatlantiske forhold som en konkurrence, hvor EU 'vinder', hvis NATO svækkes. Denne nulsums-tankegang, hvor en styrkelse af EU's udenrigs- og sikkerhedspolitiske dimension per definition medfører en svækkelse af NATO og det transatlantiske forhold, er både forsimplet og forkert. 

Det er for mig at se helt åbenlyst, at EU og NATO ikke skal konkurrere med hinanden. Derimod vil et styrket EU - også militært set - også betyde en styrkelse af det transatlantiske forhold, fordi Europa vil kunne bidrage i højere grad end det er tilfældet i dag.

Når magt bliver til ret
Af Trine Pertou Mach, talsperson JuniBevægelsen

Verden ville være et skønt sted, hvis alle lande talte med én stemme – og mente 'det rigtige'. Hvis EU talte med én stemme i en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, ville EU selvfølgelig stå stærkere på den internationale scene. Spørgsmålet er bare, om det er en god ide!

Jeg deler Troels Lund Poulsens opfattelse, at det er urealistisk at tro på en EU-udenrigs- og sikkerhedspolitik samt fælles plads i FN's Sikkerhedsråd. Men vi vil ikke være enige om, hvad der er 'det rigtige'!

For mig er det ikke ønskeligt, at EU får en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. EU skal ikke udvikle sig til en militær stormagt, der - afhængigt af, hvad der kan skabes flertal for i Ministerrådet - vil lægge sig i hælene på USA eller være 'modvægt' til USA. Der er hverken behov for en erstatning af eller konkurrence til den amerikanske politibetjent, men for dynamiske netværk og alliancer til fremme af en retsbaseret verdensorden, der ikke sætter militær magt øverst på dagsordenen.

Det er afgørende at lave bindende internationale aftaler, hvor vi gennem en vis form for suverænitetsafgivelse deponerer vores sikkerhed hos hinanden som værn mod vilkårlig magtanvendelse. Gennem fælles ret behersker man vilkårlig magt.

Institutionen for den retsorden må og skal hedde FN. FN har monopol på at tillade brug af militær magt. Det er vigtigt, at det forbliver sådan. FN's Charter er en forbilledlig balance mellem garantien for staters suverænitet og folkenes selvbestemmelse på den ene side - og netop folkenes selvbestemmelse og forpligtelsen overfor menneskeheden på den anden side.

Intet tyder på, at EU vil fastholde FN som den centrale institution frem for at konkurrere på magt uden for det internationale rum. Irak-krisen viste, at EU-landene ikke kunne stå sammen hverken mod amerikansk underminering af den internationale retsorden - eller at sikre respekt for
FN og håndhæve Sikkerhedsrådets autoritet. EU accepterede, at magt blev til ret.

Et stærkt EU er i Danmarks interesse
Af Troels Lund Poulsen

Jeg er tilhænger af et stærkt EU, der står sammen og påtager sig et globalt medansvar. Derfor er det også en god idé med en styrkelse af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.

EU er i dag tæt på at have en udenrigspolitisk værktøjskasse med en lang række forskellige instrumenter som f.eks. handel, udvikling. Politisk dialog, konfliktforebyggelse og så videre.

Som et lille land er det klart i Danmarks interesse, at det udvidede EU i højere grad kommer til at tale med en stemme. Men som jeg tidligere har slået fast er det ikke realistisk at forestille sig, at EU-landene altid kan tale med in stemme. Derimod vil jeg gerne arbejde for en øget adgang til flertalsafgørelse i den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, og medlemslandene bør i højere grad være rede til at anvende muligheden for konstruktiv afståelse.

EU’s fælles sikkerheds- og forsvarspolitik skal styrkes, så EU får øget sin kapacitet til krisestyring, både civilt og militært. Det er klart i Danmarks interesse, at EU varetager fredsskabende og humanitære opgaver. EU skal være en stærk partner for FN i konfliktløsning. Adgang til en bred vifte af instrumenter herunder militære, skal sikre EU en større rolle på den globale scene. Og det vil bede blive til gavn for EU-samarbejdet samt FN.

Man løser ikke problemerne med den globale opvarmning ved en ny kold krig
Af Trine Pertou Mach

En fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik er en fejltagelse. EU er ikke en garant for en international sikkerhedsorden med FN i spidsen.

EU's geopolitiske ambitioner modarbejder en international retsorden, der bygger på legitimitet og arbejdsdeling mellem det internationale samfunds institutioner. Udover at være ressourcespild af dimensioner er det en farlig kurs.

EU er ikke neutral og nyder langt fra den nødvendige legitimitet til at gribe ind i staters interne konflikter. Samtidig underminerer en regionalisering af sikkerhedspolitikken den internationale orden. At forfægte stormagters ret til at holde styr på deres respektive regioner, er en kynisk kalkulation af, hvorfra ens 'trusler' kommer.

EU skal tage sig af Europa og de såkaldte randområder. USA af Latinamerika. Men vil man acceptere Kina i rollen som regional stormagt? EU's stormagtspassion, der i Konventets udkast til EU-forfatning understreges af forpligtelsen til udvikling og effektivisering af militær kapacitet, øger faren for ny oprustning og stormagtskonkurrence, og ikke mindst for en destabilisering af hele den internationale orden.

Sikkerhed er ikke kun militær, men også politisk, økonomisk, social og miljømæssig sikkerhed. Redskaberne findes på felter som social genopretning, demokratisering, fattigdomsbekæmpelse, gensidige forpligtelser, konfliktløsning og mægling.

Sagen er, at EU's udenrigs- og sikkerhedspolitik er et komplekst sæt af interesser, hvor handel, udviklingsbistand, landbrug, økonomiske, geo- og forsvarspolitiske interesser er alt for sammenvævede. Derfor afviser jeg en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik i EU. Man løser ikke problemerne med den globale opvarmning ved at indlede en ny kold krig.